Dronning Margrethe afslørede sent i går eftermiddag et nyt portræt af sig selv. Et nyrealistisk maleri af Jørgen Boberg.

Kunstneren, der i 20 år har boet i Toscana i Italien, er dermed på banen med årtusindets nyeste billede af ugens fødselar.

Maleriet til 150.000 kr., som Frederiksborg Museet har købt, blev efter afsløringen straks ophængt. Ny Carlsberg Fondet, støtter årligt støtter driften af Frederiksborg Museet med 10-11 millioner.

"Prismæssigt er der, når man skal males, ikke forskel på om man er dronning eller almindelig borger. Et portræt ligger i 150.000 kroners klassen", siger Jørgen Boberg.

Han synes ikke, at dronning Margrethe er en vanskelig model at male. Han har været 4-5 gange på Amalienborg. Selv er han tilfreds med sit billede. "Ellers ville jeg ikke have afleveret det. Men der er altid et eller andet der siger: "Bedre held næste gang".

Margrethe er malet med en dør og en af Vilhelm Bissens berømte skulpturer i baggrunden.

"Vi har talt om alt andet en kunst. Hun har børn. Det har jeg også. Jeg har fem. Hun har fået et barnebarn, og jeg har fire", fortæller Jørgen Boberg, der også fylder 60 i år, 24. oktober. Det fejrer han med en udstilling i Gallerihuset i København og i Gasværket i Roskilde.

Dronning Margrethe afslørede sig selv i "Mutters gemak", som Englesalen på Frederiksborg Slot også kaldes: Her havde Christian den IV.s mor, dronning Sophie, en grandios dagligstue.

Frederiksborg Museet fejrer ikke alene dronning Margrethes 60 års fødselsdag men også dronning Ingrids 90 års fødselsdag med en udstilling af danske dronningeportrætter gennem 500 år.