Der gik lang tid, før en 22-årig mand fik hevet en pincet ud af sit urinrør.

Den 22-årige mand har nemlig haft en næsten otte centimeter lang pincet siddende i urinrøret i flere år.

Det skriver Huffington Post ifølge Videnskab.dk.

Først efter fire år besluttede manden sig for at besøge en klinik for at få gjort noget ved problemet.

Dette kan skyldes, at patienten har følt sig skyldig eller ydmyget og derfor ikke har ønsket at modtage medicinsk hjælp.

Manden nægtede at have urologiske symptomer, som eksempelvis smerter i urinvejene eller blod i urinen, feber eller kulderyster, og han havde desuden ikke besvær med at lade vandet.

Røntgenbilleder afslørede et næsten otte centimeter langt fremmedlegeme, der sad fast i mandens urinrør, og som viste sig at være en metalpincet.

Ifølge rapporten, der er offentliggjort i Urology Case Reports, strakte fremmedlegemet sig fra der, hvor penisskaftet starter, til cirka midt på.

Et indgreb risikerede, at pincetten ødelagde mandens urinrør, og derfor var kirurgerne nødsaget til at holde pincetten lukket ved hjælp af en procedure, der i rapporten kaldes 'ekstern tryk-teknik'. Dette er en teknik, hvor pincetten presses sammen gennem mandens penis.

Det er uvist, hvordan eller hvorfor der i fire år har siddet en pincet i urinrøret på en 22-årig mand, men i rapporten står der blandt andet, at:

»Fremmedlegemer indsættes oftest i urinvejene af psykiatriske, berusede, forvirrede eller seksuelt nysgerrige patienter.«

Lægerne sendte desuden manden hjem med en henstilling om, at han skulle vurderes af en psykiater, men dette har manden ifølge Huffington Post nægtet. Han har desuden undgået den ambulante afdeling.

Andre artikler på Videnskab.dk: