Maleriet 'Hvide døre' af den verdenskendte danske maler Vilhelm Hammershøi kommer nu på auktion for første gang.

Kunstsamlere med økonomien i orden kan se frem til at byde på maleriet, når det 6. juni kommer på auktion hos Sotheby's i London.

Auktionshuset forventer, at det potentielt kan blive solgt for over 5 millioner kroner. I 2015 solgte Sotheby's et andet Hammershøi-maleri med titlen 'Interiør, Strandgade 30' for 21,3 millioner kroner. Det var det dyreste danske værk solgt på auktion.

'Hvide døre' er et af kunstnerens allerførste malerier, som han i 1899 malede i sin københavnerlejlighed Strandgade 30 på Christianshavn.

'Hvide døre' af Vilhelm Hammershøi er for første gang på auktion 6. juni. Foto: Sotheby's (Image Courtesy of Sotheby’s)
'Hvide døre' af Vilhelm Hammershøi er for første gang på auktion 6. juni. Foto: Sotheby's (Image Courtesy of Sotheby’s)
Vis mere

Indtil for nylig tilhørte maleriet den verdensberømte dansk-amerikanske møbeldesigner Jens Risom. Han arvede maleriet af sine forældre. I december 2016 gik Jens Risom bort i en alder af 100 år.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) var interiørmaler og ifølge eksperter en af sin tids største talenter. Han boede i Strandgade 30 sammen med sin kone Ida fra 1898 til 1909, skriver Sotheby's. Her malede han døre, stole, borde. Både med og uden sin kone. I lejligheden malede han de værker, der definerede ham som kunstner.

'Hammershøi havde intet atelier, men arbejdede i hjemmet, hvor lejlighedens lys, linjer og interiør blev endeløse inspirationskilder. Igen og igen skildrede han vinduerne og de hvide døre, ligesom stole, borde og den rygvendte hustru Ida optræder som motiv,' skriver museet Ordrupgaard om kunstneren.

'Konstant flytter han rundt på møblementet for at skabe variation i stuerne og finde balance mellem flader og rum. Det var også hjemmets store, åbne flader, småsprossede vinduer, dørenes rammer og vægpanelernes felter, der blev inspiration til Hammershøis nærmest modernistiske udtryk,' skriver Ordrupgaard.

Auktionshuset Sotheby's skønner, at maleriet bliver solgt for et beløb mellem 3,4 og 5,1 millioner kroner.