Man lærer af sine fejl.

Det fortæller vi i hvert fald os selv, når vi fejler – og det tyder på, at der er noget om snakken.

Det er nemlig optimalt for vores indlæring, hvis vi fejler 15 procent af tiden, konkluderer en gruppe forskere fra University of Arizona i et nyt studie, skriver mediet Newsweek ifølge Videnskab.dk.

I studiet forsøgte forskerne at lære computere en række simple opgaver som for eksempel at kende forskel på mønstre og sortere håndskrevne tal.

Computeren skulle gætte på den rigtige løsning og lære af sin erfaring afhængig af, om gættet var rigtigt eller forkert.

Disse resultater sammenlignede forskerne derefter med eksisterende forskning om dyr og menneskers indlæringsevner og kom frem til, at man lærer hurtigst, hvis man kun lykkes 85 procent af tiden.

Robert Wilson, der forsker i psykologi, og som er hovedforfatter på studiet, forklarer til Newsweek, at en opgave ikke skal være for let, men samtidig heller ikke så svær, at det bliver rent gætværk, hvis indlæringen skal maksimeres.

Han nævner som eksempel, hvordan en radiolog, der skal lære at diagnosticere kræftsvulster, bliver bedst over tid, hvis vedkommende er en smule udfordret hver gang.

»Hvis man bliver præsenteret for meget åbenlyse eksempler, så diagnosticerer man altid rigtigt, og så lærer man intet. Hvis det til gengæld er ekstremt svært, så gætter man rigtigt 50 procent af tiden, og det lærer man heller ikke noget af. Men hvis sværhedsgraden ligger et sted i midten, så rammer vi et perfekt punkt, hvor man indlæringsmæssigt får det maksimale ud af øvelsen,« forklarer han til Newsweek ifølge Videnskab.dk.

Robert Wilson håber, at den nye viden kan bruges til at udvikle mere avancerede former for læring.

Og så påpeger han, at det er vigtigt, at vi ikke fokuserer for meget på, at alt skal være perfekt – særligt når det gælder skoleelever. For hvis ikke der er plads til at fejle, så er der heller ikke plads til at lære.

Andre artikler på Videnskab.dk