1,3 centimeter. Så meget fik en operation i gennemsnit penis til at vokse med på en specialafdeling på et sygehus i London. Og det fik ikke ligefrem de opererede mænd til at udbryde 'hurra for den lille forskel'.

Faktisk var 70 procent af mændene skuffede over resultatet, og mange ønskede en ny operation, skriver metroXpress.

I en undersøgelse, som netop er offentliggjort i det medicinske tidsskrift European Urology, konstateres det, at mændenes forventninger er alt for høje på grund af det konstante bombardement af spam og annoncer for potenspiller og penisforstørrende operationer.

I stedet bør mænd med komplekser over deres penisstørrelse eller mangel på samme tilbydes psykologhjælp, foreslår forfatterne, der mener, at en penisoperation bør være absolut sidste udvej. Den løser i de fleste tilfælde ikke det egentlige problem, skriver de.

Den konklusion er overlæge, dr.med. Per Bagi fra Urologisk Klinik på Rigshospitalet enig i. Han er medlem af bestyrelsen i Dansk Urologisk Selskab.

- Det er ofte mænd med en normal størrelse, der ønsker at blive opereret større, men sådan en operation gør sjældent noget godt, siger Per Bagi.

Han peger på, at en penisforstørrelse foretages ved at løsne ledbåndene, der holder penis tæt til skambenet. På den måde ser den lidt længere ud i slap tilstand. Heller ikke forsøgene på at gøre penis tykkere er han begejstret for.

- Det foretages ved at transplantere et fedtlag omkring den. Men fedt holder dårligt, og efter noget tid kan det blive bulet, så den mere kommer til at minde om en knortekæp, siger overlægen.

Herhjemme tilbyder det offentlige sundhedsvæsen kun i helt særlige tilfælde en penisforstørrende operation. Den er heller ikke almindelig på danske privatklinikker, mens den er meget efterspurgt i udlandet.

Flere danskere rejser hvert år til blandt andet Sverige og Polen for at få foretaget en penisoperation.