Billig mælk fra Skåne kan nu købes i danske butikker. Det er det trængte Skåne Mejerierne i Malmø, der tager kampen op med Arla.

I halvanden uge har danskerne kunnet købe frisk svensk minimælk fra Skåne i landets 400 Netto-butikker, i de 80 Føtex-forretninger og i de 14 Bilka-varehuse, men Arla afviser, at det er starten på en ny mælkekrig.

Det er første gang, svensk mælk fylder op i de danske kølemontre, og indkøbsdirektør Claus Ravnsbo fra Dansk Supermarked oplyser i dag, at detailkoncernen foreløbig regner med at sælge 25 millioner liter svensk mælk det næste års tid, og med udsigt til, at det svenske sortiment udvides i de danske butikker.

I den store sammenhæng er der foreløbig tale om små mængder mælk fra Sverige. Men svensk mælks indtog i Danmark er endnu et udtryk for den nådesløse konkurrence, som den dansk-svenske gigant Arla Foods og det 20 gange mindre selskab, Skåne Mejerierne, udkæmper.

Det er fra Skåne Mejeriernes anlæg i Malmø at mælken nu dagligt distribueres via Dansk Supermarkeds fødevareterminaler i Køge, Vejle og Nr. Snede.

For forbrugerne er resultatet lavere priser på den såkaldte billigmælk, mens kampen om detailhandlens gunst er blevet en endnu større udfordring for mejerierne på et trængt marked. Her kæmper Skåne Mejerierne for at bevare sin selvstændighed efter et katastrofalt regnskabsresultat på et rundt nul i 2008.

Kommunikationschef Astrid Gade Nielsen fra Arla frygter ikke en ny mælkekrig.

- Det er naturligt, at Skåne Mejerierne vil forsøge sig i Danmark. Vi kommer til at se, at forbrugerne får et endnu større udvalg i butikkerne, men det er for stort at tale om, at der er optræk til en ny mælkekrig, siger hun.

Det kan ellers se sådan ud, idet Skåne Mejerierne har sat en tidligere Arla-chef ind i topledelsen.

/ritzau/