»Vi dræber dig og din kone! Du burde skydes!«

Lørdag modtog Radio Louds digitale direktør, Rasmus Mark Pedersen, og hustruen, Karen Dich, flere dødstrusler over mail.

Først en om morgenen, inden der senere på dagen tikkede endnu en ind, på konens mail.

Truslerne var ledsaget af parrets private adresse i København.

Rasmus Mark Pedersen gik til tasterne på Twitter for at berette om truslerne med følgende ord:

»Helt ærligt – nu er det ikke sjovt mere. Det var det heller ikke, da en anonym profil for to en halv uge siden anklagede mig for at være pædofil voldtægtsmand. Men jeg er lamslået over, at jeg og mine kone nu har modtaget dødstrusler på grund af det arbejde, jeg har.«

Til B.T. fortæller han, hvordan han oplevede lørdagen:

»Da jeg fik den første trussel og læste den om morgenen, blev jeg lidt stille. Det tog mig lige en halv time, hvor vi talte det igennem, og så begyndte vi at grine latterligt højt af, at vi skulle modtage den slags.«

»Herefter søgte vi rådgivning om, hvordan man anmelder det, og hvad chancen er for, at der gøres alvor ud af den slags. Her fandt vi så ud af, at det er sjældent. Om aftenen tikkede den næste trussel så ind, og der tænkte jeg bare super. Det blev egentlig en rigtig god dag.«

Har I ikke været bange?

»Vi har ikke været bange på noget tidspunkt. Det er da en vanvittig ting, og mange havde måske ikke reageret som os, men jeg føler, at vi har en forpligtelse til at gå ud og fortælle om den slags.«

Har du fået lignende trusler før, eller har dine medarbejdere?

»Vi har modtaget mange svinske kommentarer, hadefulde mails, ting der er personrettede, chikane på sociale medier mod medarbejdere. Så vi har oplevet en hel del, men ikke den her slags før.«

Hvordan har I håndteret det?

»Vi har haft medarbejdermøde i dag, hvor vi ville informere medarbejderne om det. Politiet mener ikke, der er en trussel mod os, så vi har ikke gjort yderligere.«

Hvad tror du, motiverne kan være? Handler det bare om rendyrket had til Radio Loud?

»Jeg kan ikke spekulere i motiver, men jeg vil dog sige, at jeg ikke kan se andet end, at det har noget at gøre med mit arbejde. Den er sendt til min arbejdsmail, og der bliver sendt en bombetrussel mod min arbejdsplads – cirka samme tid, som vi modtager en dødstrussel.«

I forbindelse med sine tweets taggede Rasmus Mark Pedersen flere andre folk fra mediebranchen, herunder Mads Brügger og Mads Korsholm og refererede til dem, som dem der normalt hader Radio Loud. Her appellerede han til, at de tog afstand fra dødstruslerne.

Det har fået flere kritikere til at reagere. I fagbladet Journalisten undrer flere af de omtalte personer sig over, at de pludselig skulle trækkes ind i sagen.

Dine tweets har skabt lidt virak – blandt andet fordi, at du har tagget en række personer. Hvad var meningen med det?

»Jeg kan ikke kommunikere direkte til nogen, som gerne vil os det ondt, men jeg tænkte på en eller anden måde, at de her mennesker måske ville gøre noget. Hvis nu nogen af dem, som var de største kritikere, går ud og siger, at det ikke var i orden.«

»Jeg håbede, at hvis de gik ud med en appel, så kunne man lægge en dæmper på det. Jeg er typen, der meget gerne vil handle, og det var den eneste måde, jeg kunne handle på.«

Men de har jo ikke sendt dig trusler - mener du, at de her personer har en form for ansvar, i forhold til de her trusler?

»Nej, slet ikke, de har ikke et ansvar for truslerne. Men de kan spille en rolle i, at vi kan få det stoppet. Det er ikke specielt elegant, men jeg var i en sindstilstand på daværende tidspunkt, der kan undskylde det,« siger Rasmus Mark Pedersen.