Ugens gæstevært i Q&CO er vært på DR's populære podcast 'Genstart', Knud Brix. Han har en fortid på både TV 2 og Radio24syv og har for nylig også lavet podcasten 'En hæslig jæger' for DR.

Ud over Brix er Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt med til en diskussion om, hvordan TV 2 har håndteret fyringen af Jes Dorph-Petersen.

Hun diskuterer med den tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen, der var overrasket over festkulturen på stationen, da han startede som direktør. Jensen var netop hjemvendt fra et job i USA, hvor han havde oplevet, at cheferne blev undervist i at holde en ordentlig omgangstone for at undgå sexisme og racisme.

Vi kommer også kort forbi gårsdagens indsættelsestale fra USA, som seerne på DR 1 fik leveret af en dansk simultantolk. Vi spørger DR's Thomas Falbe, hvorfor seerne ikke fik det historiske øjeblik med Bidens egen stemme.

Til sidst er B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, til en snak om, om medierne i for høj grad følger myndighedernes agenda. Burde medierne bringe flere historier om de negative konsekvenser ved nedlukningen som f. eks. eksempler på kræftforløb, der ikke bliver opdaget, eller børn, der bliver dummere, fordi de ikke går i skole?

Du kan lytte til podcasten her: