Et langt liv har ikke slebet kanterne af den 97-årige Lise Nørgaard, og det kommer heller ikke til at ske, før kistelåget smækker i, siger hun. Der er kun få ting, hun fortryder i livet – f.eks. skilsmissen, der skilte hende fra sine børn. Hør her Lise Nørgaard fortælle om sit liv og de udfordringer livet har bragt med sig.
Få er som 'Matador's mor Lise Nørgaard en del af danskernes fællesgods. Hun er elsket af generationer for såvel sin folkelighed som for sin skarphed.
Men 97-årige Lise Nørgaard gemmer også på mørke stunder i sit lange og langt fra kedelige liv. Mørke stunder hun nu løfter sløret for.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Lise Nørgaards liv. Både det gode og det dårlige - og de få ting i livet, som hun har fortrudt.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Et langt liv har ikke slebet kanterne af den 97-årige Lise Nørgaard, og det kommer heller ikke til at ske, før kistelåget smækker i, siger hun. Der er kun få ting, hun fortryder i livet – f.eks. skilsmissen, der skilte hende fra sine børn.
Hun syner ikke af meget på afstand – den lille fine dame med sølv i håret, der kommer gående i efterårssolen, støttende til sin stok.
Forsigtig. Skridt for skridt.
Men man skal ikke lade sig snyde af det skrøbelige udseende. For aldrig er hun kommet inden for hørevidde, før billedet krakkelerer.
- Den åndssvage stok. Jeg går så grimt med den. Jeg bruger den kun, fordi mine børn siger, at jeg skal, lyder det.
Nok er Lise Nørgaard – ’Matadors mor’ – blevet 97 år. Men den skarpe tunge og de skarpe kanter har hverken medgang eller modgang, kærlighed og sorg, slebet af hende.
Men hun nægter at synke sammen hjemme i sofaen i Skodsborg og stille sig tilfreds med at være det, omverdenen umiddelbart ser. Hun vil være en del af virkeligheden. Stok eller ej.
- Jeg er en stædig gammel dame, siger hun med stolthed i stemmen.
- Og jeg vil have retten til at blive harm over de uretfærdigheder, der er i et samfund. Det vil jeg blive ved med lige til de har klappet kistelåget i over mig’, siger kvinden, der har kæmpet for fri abort, mod lukkeloven, for kvindernes ligeberettigelse. Hun har kæmpet kampe og vundet mange af dem med sin urokkelige stædighed. Både privat og professionelt.
Men de kampe, hun har tabt, de fejltrin, hun har har begået, fremkalder ikke snerten af fortrydelse i hendes stemme. Der er ingen opblødning i de store brune øjne. Det er lige på og kontant.
Den skarphed gælder i lige så høj grad de ting, Lise Nørgaard ikke vil tale om. Dem ovre på den private banehalvdel.
Skilsmissen
I en ny samtalebog med Cecilie Frøkjær, ’Fruen kommer i dag’, løfter hun således for første gang en flig af den gamle smerte over skilsmissen fra sin første mand, Mogens Flindt. Ikke selve skilsmissen, men dét at parrets fire børn blev splittet. Fortrydelsen over at hun fik den ældste, sønnen Christian samt den yngste datter Dorte. At han – og dermed hans ’bindegale’ nye kone – fik tvillingerne Anne og Bente.
- Hun gjorde tvillingernes liv til et helvede, siger Lise Nørgaard i bogen.
Det er hvad der er at sige om det, mener hun, da vi sidder overfor hinanden.
- Det gider jeg ikke tale mere om. Så det kan du roligt lade ligge, siger hun med små sitrende lyn i øjnene på den anden side af bordet – og fortsætter så:
- Det gør bare nogle kede af det. Og tvillingerne synes jo, at det er gået meget godt. De er blevet dygtige og har fået store stillinger. De er lykkelige, og vi har det skægt sammen nu. Så er der jo ingen grund til at bore mere i det. Jeg vil ikke tale om det.
Status
Men det ér en af mange eftertanker i Lise Nørgaards liv. En slags status over et langt liv, er begyndt at trænge sig på. Eftertankerne handler ofte om de skarpe kanter.
- Mennesker, jeg har gjort uret. Om jeg har været for hidsig i nogle sammenhænge. Om jeg kunne have gjort noget anderledes. Ikke i det store, bare i det små. Om man skulle have lagt sin type lidt om, uddyber hun.
Hun smiler lidt skælmsk af sine ord. Som en eftertanke over dem. Som om en anden type Lise Nør-
gaard overhovedet er en mulighed.
Lise Nørgaard har altid været herre i sit eget liv. Men det er ikke altid faldet god jord. Og – jorden – var bestemt ikke gødet til det i ægteskabet med prokurist Mogens Flindt, som hun var gift med i 12 år, og som hun fik sine fire børn med.
Hun kæmpede for sin ret til at være, om ikke herren, så i det mindste ligeværdig i ægteskabet. Indtil hun til sidst ikke gad kæmpe mere og ville skilles.
I datiden, vi taler 1950, var det ikke unormalt, at børnene blev delt ved en skilsmisse. Og Lise Nør-
gaards ex-mand var førstevælger. Den nye kvinde i hans liv mente, at et sæt yndige tvillinger på syv år ville være klædelige. Og så blev det sådan, selvom Lise Nørgaard med advokatbistand forsøgte at ændre beslutningen, så alle fire børn kunne blive hos hende.
Det er Lise Nørgaards eget udtryk, at den nye kvinde, børnenes stedmor, var ’bindegal’. Et ordvalg, der understøttes af, at kvinden senere blev indlagt på det psykiatriske behandlingssted, Sct. Hans i Roskilde.
I en periode kunne Lise Nørgaard slet ikke få kontakt til sine døtre, hun anede ikke, hvor de var. Det viste sig, at de var blevet sendt til kvindens bekendte, hvor de sad på et værelse og bad til, at deres mor kom og hentede dem.
- Det var frygteligt. Det var den mørkeste tid i mit liv, fortæller Lise Nørgaard i bogen.
Den mørke tid
På den lille restaurant i Skovshoved Havn med fint udsyn over det skummende hav, stikker hun til maden. Tygger lidt på de ord, hun kan – og vil bidrage med til eftertanken om den mørke tid.
- Selv så mange år efter, at man har været igennem en skilsmisse, tænker man, ’kunne det have været anderledes. Kunne det have været mindre skadeligt?’ Her tænker jeg også for de to søskende, der blev hos mig. De har også lidt under at blive skilt fra deres søstre. Det kan man godt ligge og tænke på, om det kunne have været anderledes, siger Lise Nørgaard. Og leverer straks svaret.
- Men sådan er det altså ikke!
Der er i det hele taget ikke meget slinger i valsen hos Lise Nørgaard, som afgjort ikke sidder med en lang række af fortrydelser i tilbageblikket over sit liv.
Hun medgiver, at ikke alle hendes dispositioner har været lige kløgtige, at hun i ny og næ nok skulle have lyttet til andres kritiske røster. Men det kunne hun ikke den gang. Og det kan hun heller ikke i dag.
- Man må tage det sure med det søde, siger hun bare og dupper sig med servietten om munden.
Til det søde hører hendes andet ægteskab med den mand, der gav hende det berømte efternavn.
Jens Nørgaard, som hun nåede at være sammen med i 33 år.
Det fine net af rynker omkring munden flytter sig, når hans navn kommer på banen.
- Jeg fik i anden omgang et helt andet ægteskab, som var mere lige. Det ændrede mit liv, at jeg uhindret kunne foretage mig det, jeg havde lyst til, siger Lise Nørgaard.
Usentimental og privat som hun er, skal man dog ikke forvente, at fru Nørgaard, den tidligere brevkasseredaktør, bare sådan lige åbner for sprækkerne.
Det perfekte match? Næææh, de var vel ikke mere perfekte end så mange andre, mener hun. De var bare gode til at snakke om tingene i tide. Det var der nok nogen, der kunne lære noget af, mener hun. Og så skulle det vel ikke være nødvendigt at snakke mere om det?
Savnet
Men at hun savner ham og hans selskab er ingen hemmelighed. Selvom det er 31 år siden, hun mistede ham. 31 år siden, at hun sidst har haft en mand i sit liv.
- Jeg savner kammeratskabet og indforståetheden. Men det kan jo ikke nytte noget at sidde og jamre over det, begynder hun og ryster lidt på hovedet.
- Jeg savner dét, at der er nogen, når jeg kommer hjem. Og navnlig – nu begynder du nok at grine – efter, at jeg ikke har nogen hund mere, tænker jeg på, hvor hyggeligt det er, når der er nogen, siger hun gravalvorligt.
Men en ny mand vil hun ikke have. Heller ikke hund for den sags skyld. Mændene vil bare proppe hende i en ny fastlåst bås. Og en hund ville være en af de få ting, der ville havne på listen over fortrydelser.
- Jeg er 97, siger hun og ruller med øjnene. ’En hund bliver 12-13-14 år gammel. For det første kan jeg ikke lufte den, så godt som jeg gerne vil. For det andet, hvad nu hvis jeg pludselig falder om og babuuu kommer på hospitalet – det er jo sket et par gange, hvor jeg havnede på Gentofte med noget lungefis og på Herlev med et brud på bækkenet – hvad så med hunden? Skal man så kl. 11 om aftenen, når man har brækket sit bækken, ringe til gode mennesker og bede dem om at tage hunden? Jamen, antagelig tager de slet ikke telefonen. Og så står man dér med et dyr? Nej! siger Lise Nørgaard. Fast i stemmen.
Så hellere savne.
Enkefrue-båsen
Trods sin høje alder og skrøbelige ydre, ligger Lise Nørgaard ikke på den lade side. Hun elsker at komme ud. Elsker tant og fjas. Og kan blive helt og aldeles stikhamrende rasende over de sikkert velmenende mennesker, som har sat hende i enkefrue-båsen.
- Altså, siger Lise Nørgaard, ruller med øjnene og lægger med en dyb indånding op til et verbalt møgfald. ’De værste, er dem, der ringer og siger ’hvordan har du det?’ og som gerne vil komme fordi med kager fra Kransekagehuset eller hvor fanden de kommer med kager fra. Jeg kan da ikke forestille mig noget værre.
- For det første drikker jeg ikke kaffe mellem måltiderne, for det andet spiser jeg ikke kager, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg skulle springe rundt som en idiot for nogen, som så skal videre ud i livet og have det skægt. Det er som om, at de har en forestilling om, at fordi man er enkefrue, så kan de bare komme farende og lave rod i køkkenet og æde nogen kager, man ikke har godt af. Hvorefter de forsvinder ud i det virkelige liv, det liv, de slet ikke sætter enkefruen i forbindelse med. Men vi vil altså også ud, siger hun. Basta!
Og det er ikke kun den 97-årige Lise Nørgaard, der taler. Sådan har hun altid haft det. Ynk er det, hun hader allermest i sit liv.
Vil ikke ynkes
’Jeg vil ikke ynkes. Det har jeg ikke brug for og det er noget af det mest rædselsfulde, jeg ved. Jeg vil ikke ynkes. Jeg vil opmuntres. Hvis jeg er nede i kælderen, er det pragtfuldt, at nogen melder sig og siger ’nu skal vi have fest i gaden’. Sådan er de venner, jeg har. Man får en anledning til at sortere i sine venner. Ynkerne, de kan godt blive hjemme.
Snakken om ynk er ikke kun forbundet med de velmenende mennesker og deres pligtbesøg. Den er også forbundet med endnu et mørkt kapitel i Lise Nørgaards liv. Kapitlet om sønnen Christians død.
Han var kun 57 år gammel, da han i 1999 døde af kræft i spiserøret.
- Det er sørgeligt at miste sine forældre. Og sin mand. Men ens børn? Det er en stor smerte, siger Lise Nørgaard.
Hun kniber øjnene sammen. Og skifter gear. Vi behøver ikke tale om, hvordan man kommer videre ovenpå så stor en sorg og smerte.
- For det kan jo ikke nytte noget, at man gør det til et offentligt anliggende, hvordan man sørger. Og det gør jeg heller ikke her. Livet skal gå videre. Og der er alligevel ingen mennesker, der kan forstå det, eller har lyst til at sætte sig ind i, hvordan det er. Det tror jeg ikke, at de kan. Og så er det jo heller ikke noget, man går og vifter med, siger ’her kommer jeg og er i sorg’, vel? siger hun.
Hvordan man håndterer de store følelsesmæssige udsving i livet, er i bund og grund et privat og personligt anliggende. Og Lise Nørgaard har nu en gang valgt sin måde. Ligesom med alt andet i sit lange liv. Fortrydelse ligger bare ikke til hende.Det fine ansigt med den næsten pergamentagtige hud skinner i skæret fra stearinlyset. Hun nipper veltilfreds til rødvinsglasset og glæder sig allerede til den middag, hun skal ud at spise i byen. Ude i virkeligheden. I selskab med gode venner. Livet er godt.
Døden er værre
- Hvordan jeg har det med min alder? Rigtig udmærket, tak. Man må tage den, som den er.
- Nææh, dét der egentlig generer mig allermest, er, at jeg pludselig er interessant, fordi jeg er så gammel. At jeg nærmest er... ikke et studie, men sådan én man har gravet op. Det bryder jeg ikke om.
Så kommer de himmelvendte øjne igen.
- Fordelen ved min alder er jo, at det alternativet ikke er attraktivt. At man falder død om. Men selvfølgelig er der gener ved at blive gammel. Alt det man må opgive.
Og så remser Lise Nørgaard op. Først at danse ballet. Piroutterne, der gør én svimmel. Tennis. Benene, der ikke kan holde til det. Og måske vigtigst af alt, de elskede årlige skiture.
- Jeg har måttet opgive alt. Og så dør hunden, siger Lise Nørgaard dramatisk.
- Det er jo ikke bare et spørgsmål om, at jeg ikke længere har en hund, men at jeg ikke har en ledsager, der kan gå med mig i skoven. Jeg gider ikke gå alene i skoven. Men jeg gør det, fordi jeg er nødt til at røre mig og mine gamle knogler, understreger Lise Nørgaard, som endnu ikke er forhindret i at dyrke sin passion for rejser, klassisk musik og bøger. Andres bøger.
- Jeg er stadig nysgerrig. Følger med i hvad der sker og kan stadig blive rasende, over de dumheder, der begås ude i verden. Det er en af grundene til, at jeg aldrig keder mig.
- Men jeg kommer ikke til at skrive en bog igen, siger hun ligeud.
- Måske var der et par stykker, jeg gerne ville skrive. Men det er der ingen grund til at tale om, for jeg får dem ikke skrevet. Så hvorfor kagle om det?
