99-årige Lise Nørgaard fik sig noget af en overraskelse, da hun søndag aften stod ude i sit køkken og var ved at blande sig en drink, som skulle nydes i lænestolen sammen med statsministerens nytårstale.

»Så pludselig hører jeg mit navn blive taget i brug, og måtte jo ind i stuen og høre videre. Der tænkte jeg ’det var alligevel godt nok Sørens, at det skulle komme dertil’,« fortæller Lise Nørgaard om den markante hovedrolle som hun og hendes tv-serie ’Matador’ kom til at spille i nytårstalen, en rolle som efterfølgende blev genstand for ophedet politisk debat.

Men selvom statsministerens brug af ’Matador’ af venner og fjender fik både ros og ris, er Lise Nørgaard ikke i tvivl om, hvordan hun selv har det med at blive brugt i et politisk spil

»Jeg er da kun smigret over det. Og jeg synes, at statsministeren kom flot fra det,« siger hun om hans brug af ’Matador’ universet som gennemgående referenceramme.

»Jamen jeg føler mig da på ingen måde misbrugt. Meningen med ’Matador’ er jo, at jeg gerne vil fortælle, hvordan universet var den gang. Hvordan den lokale hakkeorden var, hvordan folks betingelser var. Og om, hvordan alle de mennesker i Korsbæk spiller en større eller mindre rolle i, hvordan der pludselig kom gang i den lille by. Og det er Lars Løkke så velkommen til at bruge,« siger Lise Nørgaard, der til juni fylder 100 år.

Ikke mindst Agnes Jensen spillede en vigtig rolle i talen. Her ses hun (Kirsten Olesen, red.) sammen med Elin Reimers Laura. Foto: Steen Jacobsen
Ikke mindst Agnes Jensen spillede en vigtig rolle i talen. Her ses hun (Kirsten Olesen, red.) sammen med Elin Reimers Laura. Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

Ud over at udråbe ’Matador’ til familiens yndlingsserie, brugte statsministeren især historien om tjenestepigen Agnes Jensen - der greb chancen og skabte sin egen virksomhed - som et vink med en vognstang til os alle om ikke at frygte fremtiden.

’Matador viser, at udvikling giver muligheder’ hed det bl.a. i Lars Løkke Rasmussens tale.

Og det faldt ikke i god jord hos DFs formand Kristian Thulesen Dahl, som gerne havde set statsministeren trække tråde til andre ingredienser i serien, som kunne være relevante i forhold til flygtninge- og indvandrerdebatten.

Men det ryster Lise Nørgaard på hovedet af.

»Udlændingedebatten findes jo ikke i ’Matador’, for der var ingen udlændinge i Korsbæk den gang, siger Lise Nørgaard.

99-årige Lise Nørgaard havde ikke lige ventet, at hun og ’Matador’ skulle spille hovedrollen i statsministerens nytårstale. Foto: Camilla Rønde
99-årige Lise Nørgaard havde ikke lige ventet, at hun og ’Matador’ skulle spille hovedrollen i statsministerens nytårstale. Foto: Camilla Rønde
Vis mere