Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med sanger og skuespillerinde Lise-Lotte Lohmann om edderkoppeskræk, tilbagevendende mareridt og meget, meget mere ...
Jeg gør mig umage med ... at være et rummeligt, varmt og lydhørt menneske. Jeg er god til at lytte til folk og lader mig aldrig provokere. Hvis folk prøver at provokere mig, så går jeg bare. Jeg falder aldrig ned på deres niveau.
Andre kan se på mig ... hvis jeg keder mig, for så siger de, jeg vender det hvide ud af øjnene, og det er jeg ikke engang selv bevidst om. Jeg kan åbenbart læses som en åben bog. Jeg får en tomhed i hele ansigtet, når nogen holder enetaler om deres kedelige job, sygdomme og alt muligt andet trist - og jeg undrer mig bare over, at den type slet ikke kan se på mig, jeg ikke orker at høre det. Det sker heldigvis meget sjældent.
Jeg tror, andre anser mig for at være ... interesseret og imødekommende, og mange tror, jeg altid er megasjov, men det er jeg slet ikke, gu’ er jeg røv. Bare fordi jeg taler højt med en smule fynsk accent og har en vis pondus, er man ikke sjov. Men jeg kan godt være sjov.
Det værste mareridt, jeg har haft, handler om ... store edderkopper. Da jeg søndag aften kom hjem og tændte lyset, så jeg en kæmpe edderkop på gulvet, så jeg hentede min gulvskrubbe og en masse gift, som jeg har fra Spanien, som jeg sprøjtede over den. Det viste sig nu bare at være noget dild, jeg havde tabt, som jeg stod og hamrede på med gulvskrubben. Jeg har også et rigtigt tilbagevendende mareridt, nemlig at jeg bliver skyllet over af en flodbølge, og så vågner jeg. Det skyldes, at jeg engang var ved at drukne i Kerteminde Havn. Jeg røg ned fra en båd, mens jeg var i en kamp med Jørgen Flindt Pedersen fra TV2. Vi kæmpede med nogle store stænger - for sjov. Jeg røg direkte ned, mange meter under, og heldigvis fik nogle dykkere fat i mig med det samme - jeg var i panik. Og 10.000 personer kiggede på.
Jeg har ondt af dem, der ... ikke har nogen form for humor på alle planer. Det må være forfærdeligt. Og så dem, der er syge, naturligvis. Og jeg har ondt af dem, der skriver så grimt på Facebook, hold kæft hvor er det trist. De må ha’ verdens mest sørgelige liv.
Den sidste film, jeg har set... er ’En frygtelig kvinde’, og den er fantastisk. Den sætter spot på unge kvinders og mænds forhold, og det har jeg set meget af rundt omkring. Jeg tror, alle mennesker kan lære noget af den, den burde være fast pensum i gymnasiet. Mange siger: O.K., der lærte jeg noget’, efter de havde set filmen. Budskabet er, at både kvinder og mænd skal til at tænke sig lidt mere om, og par skal ikke blive til siamesiske tvillinger. Det er usexet og uværdigt for både kvinden og manden. Mænd og kvinder skal lære at sætte grænser. Mennesker skal have hver sit liv. Da jeg var gift, havde min mand Peter Storm en masse journalistvenner, som han mødtes med. Og jeg lavede også, hvad jeg havde lyst til.
Jeg var for selvoptaget, da ... nogen vil nok sige, at de tror, jeg er det, men det er jeg ikke. Kun lidt.
Hvis jeg ser en tigger ... giver jeg af og til penge - dog sørger jeg for aldrig at være ved Nørreport Station. Engang boede jeg på H.C. Ørstedsvej, og der var hele tiden tiggere. Et år ved juletid spurgte jeg dem, hvad for nogle cigaretter de røg, og så fik de alle sammen en stang cigaretter, og så var jeg fredet et år.
Jeg føler mig som en verdensmand ... ja, verdenskvinde findes jo ikke, men det gør jeg, når jeg bliver inviteret til dejlige fester. Snart skal jeg fejre Ronnie Handskemager og siden Tage Frandsens 70 år på Pejsegården, så nu tænker jeg i tøj og røde negle.
Min ideelle tilværelse havde været ... lige siden jeg flyttede hjemmefra, har min tilværelse været ideel. Og dog, hvis jeg boede ud til vandet, som da jeg boede ude til Søerne ved kartoffelrækkerne, ville mit liv blive 10 pct. bedre.
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ... med den viden, jeg har i dag, skulle jeg nok have taget de fire år på Skuespillerskolen. Men ellers er der intet, der ærgrer mig.
De største idioter er dem, der ... udpeger en gruppe, f.eks. rige danskere, og ser dem som deres hadeobjekter. Hold op med det. Det er uciviliseret.
Jeg kan godt li’ mænd, der ...har gigameget humor og tør stå ved den. Jeg har virkelig mange venner, som jeg kan dø af grin sammen med. Vi holder store fester, og der er mange gode historiefortællere. De kan se humoren i tilværelsen og gentager kun de bedste historier. De kan aldrig blive fortalt for tit.
God underholdning er ... at gå en tur i Brugsen og se på par, der går og handler. Når manden kommer med et spørgende ansigt og en pose gulerødder, og hans kone siger: ’Nej, vi skal ikke ha’ gulerødder men broccoli’. Det er som at se en gratis film, og de fatter ikke, hvor morsomme de er. Eller når manden kommer med mælk og får at vide: Det er ikke den mælk, vi skal ha’. Jeg tror, vi trænger til et mandeoprør - mænd må også sige nej til 12.000 kroners barnevogne, de kan købes brugt.
Jeg synes, det er irriterende... når folk spørger for meget. For eksempel: Hvordan er det for dig, at du aldrig har fået børn? Det er som regel journalister på dameblade, der spørger om det, men også folk jeg møder. Det synes jeg er grænseoverskridende. Hvad rager det andre? Spørger man mænd om det samme?
Jeg er i mit es, når ... jeg danser på Pejsegården og er sammen med familien, som bor tæt på, og jeg ved, de er hjemme og skal til middag alle sammen. Jeg er også i mit es, når de sender Presselogen på TV2 News, og når jeg læser At Tænke Sig i Politiken.
En person, jeg har skuffet, er ... måske nok min far, da jeg fortalte ham, at jeg havde droppet at læse jura og i stedet var begyndt som bakkesangerinde i Bakkens Hvile hos Dot Wessmann. Heldigvis kunne min far godt li’ Dot. Han var tit derude sammen med sin kone Rita. Jeg læste i 1979 jura i Aarhus og var statist på Aarhus Teater, hvor min storebror Lars Lohman var skuespiller. Det var dér, jeg opdagede, at det var den vej, jeg skulle. Jeg skulle underholde.
Jeg virkede nok arrogant dengang ... for nogle år siden, hvor vi var en klump venner, der altid fulgtes ad, og når vi kom i sådan en gruppe sammen til fester, syntes andre, det var lidt voldsomt, og vi var meget sammenspiste og talte kun med hinanden. Da jeg blev gjort opmærksom på det, kunne jeg godt se, jeg måtte tage mig sammen. I dag hilser jeg på alle til fester og kigger dem i øjnene og smiler. Men til fester drages man jo mod dem, man kender og har det sjovt med, når middagen er færdig.
