Portører har nedlagt arbejdet på Rigshospitalet efter et fagligt møde tirsdag morgen.
Det oplyser Lars Lund, der er næstformand i FOA 1, som portørerne hører under.
Det er uklart, om arbejdsnedlæggelsen omfatter alle portører, og Lars Lund kan heller ikke svare på, hvad årsagen er.
For to år siden nedlagde omkring 300 portører på Rigshospitalet på grund af utilfredshed med arbejdsmiljøet.
Den daværende fællestillidsrepræsentant sagde dengang til TV 2 Kosmopol, at det blandt andet skyldtes problemer med vagtplaner og højt sygefravær.
Samme frustration gjorde sig gældende året forinden i december 2022, hvor TV 2 Kosmopol også skrev om en arbejdsnedlæggelse blandt portørerne.
Her lød det fra portørerne, at de blandt andet var frustrerede over en hverdag, "hvor tingene ikke hænger sammen, og som er præget af en meget dårlig bemanding".
Portørerne har ansvar for patienttransport til og fra behandling og forflytninger.
Ifølge Rigshospitalets hjemmeside står portørerne også for vedligeholdelse af hjælpemidler til patienterne, sterilisering af instrumenter og sengevask.
/ritzau/