Arbejdsdage fra seks morgen til otte aften. Ingen tissepauser. Mobbende chefer og overvågning af de ansatte. Listen af klager over personalepolitiken i den tyske discountkæde Lidl, der nu kommer til Danmark, er nærmest uendelig. Den tyske fagforening »Verdi« har ligefrem udarbejdet en sort bog, som advarer folk mod at søge job i Lidl. Hør bare, hvad kæden har fundet på i Tjekkiet og Polen: Her fik kassedamerne for et halvt år siden besked på at bære særlige pandebånd, mens de havde menstruation. Butikskæden tillader nemlig ikke, at personalet forlader kasserne, hvis de skal på toilettet.

Det skal klares i de nøje tilmålte pauser. Og kan man ikke holde sig, må man bede om særlig tilladelse hos butikschefen. Undtaget er dog kvinder, der har menstruation.

Frygter ikke samarbejde
I Danmark har Lidl indgået en overenskomst med fagforeningen HK. Trods skandalerne i udlandet frygter formanden i HK Handel, Jørgen Hoppe, dog ikke samarbejdet med kæden: »Krav om et pandebånd til menstruerende ansatte er vanvid og i strid med alle regler om ligestilling. Jeg forventer ikke, at man finder på noget lignende i Danmark. Og hvis det sker, vil vi gribe ind omgående,« siger han og tilføjer: »Vi har indgået en god aftale på lige vilkår med de andre kæder i Danmark. Jeg forventer ikke, at der bliver nogen større problemer, da vi jo skal samarbejde med en dansk ledelse. Men får ledelsen her i landet ordrer fra Tyskland, kan de jo blive nødt til at følge dem.«

Lidls direktør i Danmark, Finn Tang Sørensen, er godt klar over kædens mange skandaler i udlandet: »Vi vil gøre, hvad vi kan for at behandle vores medarbejdere her i landet rimeligt. Derfor har vi jo også indgået en overenskomst med HK. Det er vores medarbejdere, der skal skabe successen,« siger han.

Forbrugerrådet vil også holde et ekstra vågent øje med Lidl, når de åbner i Danmark. Ifølge politisk medarbejder i Forbrugerrådet Gritt Munck er det dog først og fremmest mærkningen af varerne de vil tjekke: »Det er jo meget egne produkter fra Tyskland, som de sælger. Derfor vil vi være sikre på at mærkningen er helt korrekt. Vi vil holde meget øje med deres kvalitet af varerne,« siger hun. Krog