»Jeg ville give min højre arm for at gå rundt og være ’stor som en hval’ – og jeg kunne være det i 18 måneder, hvis det skulle være.«
45-årige Bine, der ikke ønsker at få sit efternavn frem, har det svært med at høre på gravide kvinder, der brokker sig over, hvor hårdt de har det. Det prikker til savnet af graviditeten, hun aldrig selv får mulighed for at opleve.
Bine er gift med Leif på 12. år og er permanent ufrivilligt barnløs, som det kaldes, når man har måttet opgivet drømmen om egne børn.
For Bine og Leif er børn en helt naturlig del af den fremtid, de havde forestillet sig sammen. Og børn skal de nu nok få i hjemmet, for de er blevet godkendt som plejefamilie og går spændt og venter.
I dag er det godt fire år siden, parret tog beslutningen om ikke mere at forsøge på at få egne børn.
»Jeg føler mig afklaret. Men jeg slipper det aldrig helt. Jeg vil stadig være i sorg over, at vi ikke skulle have børn, men jeg har ikke længere et ønske om det. Det er slut med at gå og håbe på et mirakel.«
8,2 procent af børn født herhjemme i 2015 blev ifølge Sundhedsdatastyrelsen undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling. Fertilitetsbehandling er en indbringende millionindustri. Men herhjemme ender kun hver syvende påbegyndte fertilitetsbehandling med en graviditet viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Nogle opgiver drømmen. Andre søger mod udlandet, hvor lovgivningen ikke er helt så stram som i Danmark, og andre muligheder derfor er åbne. BT sætter i en ny serie fokus på nogle af menneskene bag disse tal.
Hun var lige omkring de 30, da hun mødte Leif. Børn, var de enige om, var en vigtig del af deres fælles fremtid. Og de forsøgte at blive gravide. Igen og igen. Men uden held.
Forgæves behandlinger
Bine lider af hormonforstyrrelsen PCO, der blandt andet giver fertilitetsproblemer – og ofte også overvægt. Og overvægt kan gøre det svært at blive gravid. Samtidig har hendes mand nedsat sædkvalitet, hvilket heller ikke just øger chancen for en graviditet.
Efter flere forgæves fertilitetsbehandlinger fik hun tilbudt en simpel operation, der skulle øge chancerne for graviditet.
»Er der nogen risici,« spurgte hun og blev beroliget af beskeden om, at ’der er jo risici ved alting, men de fleste gange går det som det skal’.
Efter operationen skulle hun og ægtemanden hjem og »hygge sig som kaniner«. Men sådan gik det ikke.
»Lægen stak igennem min blære, og de opdagede det ikke. Da jeg vågnede, havde jeg ondt, ondt, ondt. Sygeplejersken kunne ikke forstå det, for sådan plejede det ikke at være.«
Et døgn efter operationen blev Bine skannet. Hun havde urin i hele bughulen, røg på operationsbordet igen og fik forbud mod at have sex i flere måneder. En hård besked, når man går og håber på, at operationen ville bane vejen for en graviditet.
Fertilitetslægen gav Bine besked på at tabe sig. Men det var ikke så ligetil, når hun samtidig kæmpede mod en sygdom, der påvirker hormonerne, der igen påvirker vægten... Det tog tid at tabe sig nok til at prøve en fertilitetsbehandling.
Hormonerne, man får under en fertilitetsbehandling, kan for nogle kvinder betyde, at de tager på. Det gjorde Bine. Efter endnu en endt behandling uden graviditet stod hun igen over for en læge, der bebrejdede hende de ekstra kilo. Det var endnu et skub til følelsen af ikke at slå til, at gøre alt forkert. Frustrationen.
Nok var nok
År med forgæves behandlinger var for hårdt både psykisk og fysisk, når der ikke var nogen garanti for, at de nogensinde ville ende med ønskebarnet. I stedet besluttede Bine og Leif at skabe en fremtid uden egne børn – men med hinanden. Det er fire år siden.
»Sorgen over ikke at komme til at holde et lille barn eller ikke at være gravid, den har jeg næsten sluppet.«
På et tidspunkt for godt to år siden, da hendes sorg var størst, spurgte Bine sin mand, om han slet ikke var ked af det og tænkte på det, for det kunne hun ikke mærke.
»Vi købte Trine Baadsgaards bog ’Ingen børn’, der består af flere små historier med mennesker i samme situation, der fortæller, at de er nødt til at leve videre med ikke at have fået børn. Vi læste den på skift for hinanden om aftenen inden sengetid, og så lå vi og snakkede om de tanker, det satte i gang. Det gjorde en forskel, for nu ved jeg, at min mand har det ligesom mig.«
Et stik af længsel
Indimellem mærker hun stadig et stik af længsel efter det fælles barn, de to havde drømt om. Og det kan stadig være svært at høre forældre brokke sig over, hvad der set fra hendes stol er luksusproblemer:
»Vi mødte en fyr i byen, som fortalte, at kæresten ventede deres barn nummer to, og det var bare slet ikke planen, at det skulle gå så hurtigt – sidst hun stoppede med p-piller, var der jo gået tre måneder, og nu var der gået to uger... Min mand rejste sig og gik, han græd.«
Hun har ellers haft let ved at glæde sig på veninder, svigerinder og søskendes vegne, når de kunne melde om en graviditet. For andres graviditet ændrer ikke på hendes egen mulighed for at få børn. Alligevel kan hun ikke sige sig fri for også at have haft ’forbudte følelser’:
»Forleden snakkede jeg med min svigerinde, der fortalte, at dengang de skulle fortælle, at de var gravide med min niece, der nu er fire, havde hun det rigtig svært med det, fordi vi var i behandling. Jeg sagde til hende, at det ikke var noget, der gjorde ondt på mig eller gjorde mig ked af det dengang, men da hun for lidt over et år siden var gravid med deres sidste, blev jeg faktisk rigtig ked af det – min første tanke var ’Øv, hvorfor er det ikke mig’,« fortæller Bine, der på samme tid også var glad på deres vegne, »men jeg tror, at det er fordi, det er endegyldigt nu«.
Ligesom så mange andre ufrivilligt barnløse kæmper hun med svære og modsatrettede følelser. De forbudte følelser af længsel på trods af afklaring. Misundelse på trods af glæde.
Selvbebrejdelser
Mange ufrivilligt barnløse kvinder har en tendens til at bebrejde sig selv, at de ikke bliver gravide. At deres krop svigter dem. Når endnu et forsøg på at blive gravid har resulteret i endnu en negativ graviditetstest til bunken, vælter det ind med tanker som ’hvis bare jeg ikke var så stresset’, ’hvis bare jeg spiste mindre sukker’, eller ’hvis bare jeg kunne tabe mig’. Og således også for Bine.
»Jeg har tit tænkt på, om jeg allerede, da jeg var barn, såede tanken, at jeg absolut ikke skulle have børn.«
Som barn i 1980ernes København frygtede Bine, at det svenske atomkraftværk Bärsebäck, som hun kunne se på den anden side af Øresund, ville springe i luften. Med barnets logik konkluderede hun, at verden var skrækkelig farlig og ikke værd at sætte børn i.
Mens barnet Bine oplevede verden som for ond til børn, så hun som teenager og voksen børn som en del af meningen med livet.
En hverdag med børn
Selv om det ikke er blevet til egne børn, er drømmen om børn i hjemmet faktisk allerede gået i opfyldelse for Bine og Leif.
For tre år siden blev de aflastningsfamilie for en pige på 15. Siden begyndte hun på en ungdomsuddannelse tæt på parrets hjem, hvorfor hun i nogle måneder boede fast hos dem. Det gav en hverdag med rutine, madpakker og liv i huset, som Bine elsker. Selv om pigen nu er blevet 18 år og har fået eget hjem, er Bine og Leif stadig støttepersoner for hende.
Og forhåbentlig kommer der meget snart mere af den slags børneliv i familiens hjem. Bine og Leif blev tidligere i år aflastningsfamilie for en pige på otte. Samtidig er de blevet godkendt som plejefamilie på fuld tid, så de venter spændt på det liv, fremtiden vil bringe ind i det jyske hjem:
»Da vi blev godkendt, begyndte vi at tude – vi var helt vildt glade.«
