Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Laura Lindahl om at kvinder og mænd er lige stærke, at det bliver træls at amme, at være tyk på billeder og meget, meget mere...

Jeg er meget ferm til at ... til at spille backgammon, som jeg har spillet i klub. Det er ligesom i fodbold, forskellige divisioner spiller på hold mod hinanden og når sæsonen er gået, rykker man op eller ned. Jeg var ikke i nærheden af eliteplan, og jeg var heller ikke ambitiøs på den måde. Jeg syntes det var sjovt at mødes de timer, et spil varer, med mange forskellige slags mennesker - det var bodegatyper og ingeniører, og man sludrer om alt muligt. Min hjemmebane var Nemoland på Christiania, som er et frirum med mangfoldighed, og det elsker jeg. Der er højt til loftet og man dømmer ikke folk, heller ikke hvis man kommer som en liberalist og med blazer uddannet på CBS. Med to små børn og et travlt job, har jeg nedprioriteret backgammon et par år. Men jeg satser på at vende retur, når kalenderen en dag tillader det igen.

Jeg magter ikke ... at sidde eller stå i kø. Jeg kan næsten ikke være i mig selv og bilkøer er by far de værste, når jeg holder der og venter og ikke aner, om det varer 2 minutter eller 20 minutter, før der sker noget. Selv hvis jeg sidder ved siden af, så googler jeg løs for at finde ud af, om der har været uheld - og prøver at finde ud af, hvornår det stopper. Det frustrerer mig, for jeg er meget struktureret og punktlig, det er vigtigt for mig at komme tiden. For lidt tid siden kørte vores lille familie fra Frederiksberg til Christianshavn. En tur på seks kilometer. Det tog næsten en time – hvilket føles som tre med to sultne børn på bagsædet. Vi kunne være gået på den tid! Og der var hverken cykelløb, motionsløb eller koncerter. Jeg kan have Københavns kommune mistænkt for bevidst at gøre livet surt for bilister ved at sørge for at lyskryds ikke er tilpasset, der er vejspærringer og meget andet. De ser forhindringerne som et middel til at få folk ud af landets hovedstad. Det synes jeg er usmageligt, for mange tager ligesom mig bilen, fordi det er det mest praktiske med små børn og alt hvad der skal pakkes med.

Jeg spillede dum blondine ... en eneste gang, da jeg i min valgkamp i 2011 havde en plakat, hvor der stod: ”Der er så meget Laura Lindahl ikke forstår”. Den handlede om, at jeg var modstander af en betalingsring om København og millionærskat. På den måde tog jeg lidt pis på de mange fordomme, man har om blondiner. Jeg kunne naturligvis også bare have lavet en helt almindelig plakat med ”Drop millionærskatten, Helle Thorning”, men det ville da være lidt kedeligt.

Apropos blondine, husker jeg en episode, hvor en venstreorienteret, sagde at jeg var sådan en ”lille politikerblondine” fordi jeg sagde noget, han mente var dumt. Det var virkelig nedladende. Jeg ryster heldigvis nemt den slags af mig. Jeg er intet offer, og mon ikke folk der siger sådan noget, selv har nogle komplekser og derfor har behov for at nedgøre andre? Sådan tolker jeg det.

Kvinfos kvindesyn synes jeg er ...  gammeldags og udtryk for en tid, hvor der reelt var et problem med ligestilling mellem kønnene. Det har vi ikke længere, der er ikke noget svagt køn længere. For mig står Kvinfo for statsfeminisme, hvor man hævder, at kvinden ikke kan klare sig på lige vilkår med mændene, og derfor skal hun have positiv særbehandling fra staten, for at komme op på niveau. Det er der virkelig ikke behov for i den virkelig verden! Vi kan sagtens selv. Jeg tror heller ikke på den der fortælling om onde mandeklubber, der holder kvinder nede. Når vi ser, at der ikke er særligt mange mænd, der er damefrisører, skyldes det ikke at kvinderne holder dem ude. Det er fordi mændene ikke gider at klippe og nulre hår dagen lang. Det samme princip gør sig gældende for topledere. Det er åbenbart meget få kvinder, der har lyst til at påtage sig at være ledere på et højt plan, derfor er der færre kvindelige topledere. Det er med andre ord et spørgsmål om fravalg.

De værste og de bedste kvindelige egenskaber synes jeg er ... hendes evne til at drage omsorg for sine børn er enestående, men det kammer også over nogen gange, så det holder faderen væk fra at være med. Det kan være svært for nogle kvinder at lade manden komme til, fordi man er så opsat på at gøre det bedste for barnet. Det udspringer af de bedste intentioner, men kan blive for meget.

Kvinde er kvinde værst siges det ... ja, kvinder er hårde ved hinanden. Vi så en historie om en advokat, som kun havde taget nogle få ugers barsel og hun blev kraftigt udskammet af rasende kvinder. Den slags ser man sjældent mænd gøre. Og der er nogle kvinder, der går til angreb på andre kvinder, fordi de enten ikke ammer deres børn, eller fordi de ammer dem i to år. Mit indtryk er at man skal ramme normens perfekte gyldne middelvej, hvis man ikke vil kritiseres af andre kvinder, der ved bedre. Det gør mig ærlig talt lidt træt.

Og nu hvor vi taler om moderrollen ... bliver mange kvinder ret overrasket over, hvor svært det kan være, at få amningen i gang efter fødslen. Det er ikke noget man taler om i graviditetsforberedelserne, men det kan gøre pissehamrende ondt, og man får sår på brystvorterne. Vidste du det? Men når det kører synes de fleste nok det er hyggeligt, men til sidst kan man ikke holde det ud mere. Rollen som malkeko, hvor man har stået med brysterne fremme i alle mulige tænkelige og utænkelige situationer, kan man næsten ikke holde ud længere, og man gider heller ikke længere være reduceret til et omvandrende køleskab med mælk. Sådan havde jeg det i hvert fald.

Jeg sov meget dårligt i dagevis da ... jeg var højgravid, det var om sommeren og jeg havde taget 30 kilo på. Jeg havde intet problemet med at jeg tog på, det var jeg indforstået med, for jeg gav den lidt gas med mad og søde sager og nød i den grad begge mine graviditeter. Men første gang forøgede jeg faktisk min vægt med 50 pct og ramte 90 kilo – det er ret meget når man tænker på at jeg kun er 162 cm høj. Det generede mig ikke, og jeg vidste jeg ville smide det igen. Men Holy Moly, når jeg ser billeder kan jeg godt se, den fik lidt for meget gas. Og det er da lidt træls når medierne i dag bruger billeder af mig fra dengang, for jeg ser slet ikke sådan ud i dag.

Jeg ville ønske jeg havde haft talent for ... at synge! Man synger jo rigtigt meget i det danske samfund, til højtider, fester, fødselsdage, begravelser og vi gør det i Liberal Alliance til vores landsmøde. Det virker uhøfligt, hvis man ikke synger med, men det lyder virkelig hæsligt når jeg synger, så nu prøver jeg mest bare at se ud som om jeg synger. Det går OK.

Et af venstrefløjens store problemer er ... har fået tiltusket sig patent på at være tolerante, men dybest set rummer de kun de folk, der mener det samme som dem selv. Så "rummelige og tolerante", det er noget af det sidste, de er.

Det værste, jeg har været udsat for fra journalister, var ... når de ikke ønsker at belyse en sag, men derimod vil fremme et bestemt synspunkt. Information og Politiken er dygtige til at fremme bestemte synspunkter, men de burde være mere nuancerede. Jeg oplever nogen gange, når jeg bliver interviewet, at de bliver ved med at fiske efter et bestemt synspunkt, fordi de gerne vil have bekræftet en bestemt vinkel på en sag. Eller de bliver ved med at ringe og spørge, selvom der ikke er sket noget nyt.

Jeg har virkelig ondt af ... de børn, der vokser op med en hverdag præget af vold, ufrihed og overgreb af forskellige karakter. Det er svært at forstå, man ikke kan få det stoppet, når vi bryster os af at vi har verdens bedste velfærdssamfund. Vi må ikke acceptere, at der er børn og unge der vokser ufrit op i det danske samfund. Og vi skal slet ikke blåstemple det, med en forklaring om at det er en særlig kultur de kommer fra. Vi ved, der piger der ikke kan vælge deres mand selv. Det må vi ikke tolerere - vi lever i et liberalt samfund, det gælder alle der gerne vil leve og bo i Danmark.