Mens USA og Iran nærmer sig en fredsaftale, sukker regimekritikere og eksiliranere verden over.

Donald Trump har nemlig for længst opgivet at fjerne det brutale islamiske regime, der har terroriseret det iranske folk i 47 år, og som for nylig dræbte over 40.000 demonstranter på et par dage. 

På fodboldbanen foregår der også et storpolitisk drama. Iran deltager nemlig ved denne udgave af VM, og her flyder følelserne også over, mellem regimekritikere og dem, der støtter præstestyret. 

»Vi prøver alle sammen at se det på den måde, at landsholdsspillerne og vores landshold ikke skal tages som gidsler i regeringens hænder.«

Ordene kommer fra den dansk-iranske fodboldjournalist, Farzam Abolhosseini.

Han er stærk modstander af det iranske regime men holder alligevel med landsholdet, når de kæmper ude på grønsværen.

Ifølge Farzam Abolhosseini er spillerne ikke i en position, hvor de offentligt kan ytre sig mod styret. 

Og samtidig, fremhæver han, at landsholdet giver folket glæde i en tid, hvor alt andet ser sort ud.

»Hvis det iranske landshold kommer langt og skulle gå hen og overraske os positivt, så vil de fleste iranere også juble med. Fordi vi alle sammen godt ved, at de er gidsler i det her dilemma. Vi er sikre på, at hvis de kunne ytre sig på andre måder, så havde de også gjort det,« siger han til B.T.

Det iranske landshold har ellers været på alles læber, både før og efter deres første kamp mod New Zealand tirsdag. 

Iran spillede uafgjort mod New Zealand i deres første kamp. Kampen sluttede 2-2.
Iran spillede uafgjort mod New Zealand i deres første kamp. Kampen sluttede 2-2. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

Her forventede mange eksiliranere, at spillerne ikke ville synge med på den Islamiske Republiks nationalsang – noget de ikke gjorde under første kamp ved det seneste VM i Qatar. 

Men det gjorde de denne gang.

Men ifølge Farzam Abolhosseini er der en helt særlig grund til dette. 

»Nu var jeg jo selv udsendt til Qatar til seneste VM, og der så vi jo, hvordan spillerne protesterede mod regeringen ved ikke at synge med. Altså de samme spillere, som du nu ser synger med,« siger han og tilføjer:

»Så jeg kan sagtens forstå, at de bevæger munden under nationalsangen. Du kan jo roligt forestille dig, hvilket pres de er under, og hvordan de gerne vil beskytte deres familie og dem selv. Så det lægger jeg faktisk ingenting i.«

Farzam Abolhosseini retter dog en skarp kritik mod FIFA, som er dem, der afholder VM.

»Det, der gør allermest ondt for mig, det er at se, hvordan FIFA går ind og går imod protesterne og fjerner folks ytringsfrihed og flag,« siger han.

Under Irans første kamp var der mange fans, der havde det gamle nationalflag, med solen og løven med. Flaget bliver stadig brugt af mange iranere, der er imod regimet i Iran.

Flere fans havde taget det gamle nationalflag med. Det bliver i dag brugt af kritikere mod regimet. FIFA har bandlyst brugen af det under Irans kampe.
Flere fans havde taget det gamle nationalflag med. Det bliver i dag brugt af kritikere mod regimet. FIFA har bandlyst brugen af det under Irans kampe. Foto: Kirby Lee/Reuters/Ritzau Scanpix

Men FIFA havde bandlyst det inden turneringen startede, og under kampen gik vagter rundt og konfiskerede dem fra fans.

»Det er noget af det mest ulækre, jeg nogensinde har set på et fodboldstadion. At frihedskæmperes flag bliver fjernet, gør sgu ondt på mig,« siger dansk-iraneren. 

Fodboldjournalisten håber nu på, at Iran får et godt VM, og kommer langt i turnering. 

Og ser en potentiel kamp mod USA, som noget, der kan gavne det iranske folk.

»Jeg håber 100 procent, at Iran kommer til at møde USA. Måske kan det være med til at åbne folks øjne for situationen i Iran igen.«

»Jo mere fokus, der kommer på Iran i medierne, jo bedre er det for os, der kæmper en frihedskamp,« siger han. 

Det er langt fra urealistisk, at USA og Iran tørner sammen ved VM.

Hvis begge nationer ender som nummer to i deres gruppe, står de over for hinanden i en knockoutkamp 3. juli.