Prins Henrik udviser ikke en værdig opførsel, når han ikke vil begraves med sin kone, mener modeskaber og superroyalist Jim Lyngvild.

»Han opfører sig som et lille pattebarn, der står og stamper i gulvet, fordi han ikke må få det slik, han har lyst til – kongelig eller ej så er det uværdigt. Prins Henrik vidste præcis, hvad han gik ind til, da han giftede sig med dronningen, og opfører sig ikke med værdighed. Det kan koste kongehuset det ultimative, og det er, at de mister retten til at være kongehus. For nu stilles der for alvor spørgsmålstegn ved dets berettigelse, og selv jeg som er glødende royalist, stiller selv jeg spørgsmålstegn ved, om tiden er ved at løbe fra dem.«

Nu har Henrik jo været ude og udtale sig i ugeblade om hans utilfredshed med situationen. Hvordan burde kongehuset have håndteret denne her situation?

»Var man gået ud som kongehus og kommet med en gyldig forklaring, så havde man kunnet forstå det, men man vælger så at skærme ham, og så bliver han umyndiggjort – det gjorde man lidt ved at sende ham på pension. Kongehuset er jo ikke noget i sig selv, men det er tegnet af dem, der er i det, og lige nu tegnes det i høj grad af prins Henrik, men også af stilheden fra de andre. Man har ikke valgt at gå ud og sige noget til os om, hvad der foregår. Det var BT, der skulle ud at opklare det. Og alle de små dele, der vikles sammen nu, kunne jo ende med, at statsministeren vælger at trække en folkeafstemning op af hatten, om kongehuset skal bestå. Det tror jeg bestemt, det kommer til, men jeg tror ikke, det er med den opbakning, som det har haft hidtil. Vi vil bare ikke finde os i skaberi. Og så længe der ikke er nogen, der siger fra eller til, så er han bare en mand, der opfører sig rigtig dårligt. Især over for sin kone, og er der nogen, der ikke bør hænge sit beskidte vasketøj ud, så er det kongehuset.«

Men har du slet ikke forståelse for Henrik - altså at han gerne vil kaldes kongegemal, og at det er et spørgsmål om ligestilling?

»Jeg tror bare, han opfører sig ubeskriveligt dårligt, og jeg tror ikke, han har oplevet konsekvensen af sine handlinger, for ingen siger ham imod. Og nu er han et dyr, der er presset op i en krog, og så prøver han at gøre det til et spørgsmål om ligestilling – det er da kun et spørgsmål om hans personlige forfængelighed. At vi har en kvindelig regent er da i den grad ligestilling, og det burde han da klappe af.«

Men kunne dronningen ikke bare udnævne ham til kongegemal, og så stoppede al den ballade?

»Når han nu er gået på pension, og fordi han skaber sig sådan nu, så kan det ikke komme på tale. Måske hvis det havde været for et par år siden, før han gik på pension. Men man får ikke slik, når man skaber sig, og toget er kørt, for han har skabt sig for meget. Og hvis hun giver ham titlen nu, så får republikanerne rigtig meget stemme til at sige, at vi bare laver kongehuset om efter forgodtbefindende, og så mister kongehuset langsomt sin berettigelse. Vi skal ikke have nogen franskmand til at være konge af Danmark. Vi har en dronning, der stammer i lige linje fra Gorm den gamle, og så skal en gammel fransk klovn ikke komme i 11. time og lave om på den sag.