Trine Rønnov har, siden hun var barn, vidst, at hun ville være læge. En drøm, hun var i fuld gang med at udleve, da hun blev ramt af stress. Det blev en øjenåbner. Den dag, hun midt under EM-fodbold-euforien i 1992 blev færdiguddannet, husker hun tydeligt. Hun var oven i købet den første akademiker i familien. Efter 14 år som praktiserende læge fik Trine Rønnov stadig sværere ved at acceptere antallet af patienter, der skulle mases igennem systemet hver dag. Den korte tid, der var til hver enkelt patient, og det høje tempo var ikke foreneligt med hendes værdier og ønsker.
Et år før hun lagde sig syg, var Trine Rønnov blevet skilt, og de to sønner boede på skift hos mor og far. Og en bestemt oplevelse i den forbindelse blev et wake up call.
Drengene, der var 12 og 17 år på det tidspunkt, kom uafhængigt af hinanden og sagde, at de overvejede kun at bo hos deres far, fordi hun var så sur og vred hele tiden. »Årh mand, den var hård. Da blev jeg for alvor klar over, at den var gal,« siger Trine Rønnov.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Trine Rønnovs fortælling om et liv med en succesfuld karriere, der endte med at ødelægge hendes sind og velbefindende, og meget mere ...
Trine Rønnov har, siden hun var barn, vidst, at hun ville være læge. En drøm, hun var i fuld gang med at udleve, da hun blev ramt af stress. Det blev en øjenåbner.
Syv år gammel skrev Trine Rønnov i en stil, at hun ville være læge, når hun blev stor. Og den dag, hun midt under EM-fodbold-euforien i 1992 blev færdiguddannet, husker hun tydeligt. Hun var oven i købet den første akademiker i familien.
Drømmen var at blive praktiserende læge. Trine Rønnov var draget af mangfoldigheden og tanken om at kunne gøre en forskel.
Der kom hurtigt gang i karrieren. Og efter syv år som praktiserende læge i Hillerød fortsatte hun til et job som praktiserende læge i Slangerup. Hun har svært ved selv at tage ordene i sin mund, men der er ingen tvivl om, at hun var succesfuld. Venteværelset var altid fyldt, hun havde masser af patienter, og de var glade for at komme hos hende.
»Jeg var superglad for at være læge og havde rigtig god kontakt med mine patienter,« siger Trine Rønnov, der ud over arbejdet med patienterne havde flere spændende bijob.
Der var fuld fart på fra morgen til aften. Arbejdsdagene blev ofte lange. Og når de to sønner var lagt i seng om aftenen og i weekender, måtte hun ofte hive computeren frem.
Hun skænker dampende varm te og viser rundt i de lyse lokaler, der i dag danner rammen om hendes arbejdsliv. Her emmer af ro, og der er plads til meditation og fordybelse. Tempoet er i dag et helt andet end i den lægepraksis, der tidligere dannede rammen om Trine Rønnovs arbejdsliv. Men der skulle en sygemelding til, før det for alvor gik op for hende, at hun skulle en anden vej.
»Jeg nød anerkendelsen og blev glad, når jeg for eksempel blev opfordret til at tage et konsulentjob. Men i dag kan jeg se, at jeg ikke rigtig huskede at mærke efter, om det egentlig gjorde mig glad,« siger Trine Rønnov, der beskriver sit tidligere liv som et hamsterhjul, hvor der var alt for meget fart på.
Økonomien var god, og Trine Rønnov, hendes daværende mand og de to sønner havde masser af muligheder og materielle goder. De kunne rejse, havde en stor Volvo og sommerhus i Jylland.
»Vi var ’on the sunny side’, men jeg havde en tomhed indeni, et hul, som dengang i høj grad blev fyldt med arbejde og anerkendelse. Min baggrund er lidt broget – jeg er født uden for ægteskab som resultatet af et kortvarigt møde mellem min mor og en amerikaner. Hun var meget ung, og de første år af mit liv boede jeg hos min mormor og morfar og sov hos min moster, mens min mor læste til sygeplejerske. Jeg blev siden hentet igen for at bo sammen med min mor og hendes nye mand, da jeg var omkring fire år, hvilket var meget forvirrende, da jeg knap nok vidste, hvem min mor var,« fortæller Trine Rønnov.
Den bagage har givet hende et stort behov for at stå på egne ben og klare sig selv, og Trine Rønnov har altid været meget målrettet i jagten på stabilitet og et fast holdepunkt. Efter gymnasiet tog hun et sabbatår, hvor hun syede og solgte tøj. Og selv om hun syntes, det var sjovt at være kreativ, spurgte hun på intet tidspunkt sig selv, om hun hellere skulle vælge en anden fremtid end medicinstudiet og lægegerningen.
Dage proppet til bristepunktet
Meget symptomatisk for hendes liv på det tidspunkt lyttede hun heller ikke til sin krop, da de første tegn på stress viste sig. Hun fik søvnproblemer, blev irritabel og fik kort lunte.
Hun beskriver, hvordan hendes dage var proppet til bristepunktet. Hvordan hun med jævne mellemrum legede med tanken om at trække stikket og flygte fra sit eget liv - tænk, hvis man bare kunne sætte sig ud i sin have eller flytte til en øde ø.
Som så mange andre havde Trine Rønnov økonomiske forpligtelser og en husleje, der skulle betales. I dag beskriver hun det som tårne af frygt, der som legoklodser blev stablet oven på hinanden. Og når hun legede med tanken om at ændre kurs blev det en negativ spiral, for ville hun og familien ende som hjemløse, hvis hun slap grebet?
Efter 14 år som praktiserende læge fik Trine Rønnov stadig sværere ved at acceptere antallet af patienter, der skulle mases igennem systemet hver dag. Den korte tid, der var til hver enkelt patient, og det høje tempo var ikke foreneligt med hendes værdier og ønsker.
Ti år tidligere havde hun taget en psykoterapeutuddannelse, fordi hun havde et ønske om at komme hele vejen rundt og kunne mærke, at der for mange patienter var andet og mere på spil end fysiske smerter i et knæ. Men hun var ikke for alvor kommet i gang med at bruge uddannelsen, da det store arbejdspres fik konsekvenser.
Ignorerede symptomerne
I sommeren 2014 begyndte Trine Rønnov at mistrives for alvor.
»Jeg var ked af det, sov dårligt og havde ikke overskud til mine børn. Jeg havde mistet min humoristiske sans og var ikke længere hende, der sagde noget sjovt i frokostpausen. Mit overskud var væk. Der var tale om ren overlevelse. På arbejdet kunne jeg mærke, hvordan jeg slet ikke kunne rumme mine patienter. Jeg blev følelseskold og var slet ikke nærværende,« siger Trine Rønnov.
I første omgang ignorerede hun symptomerne og prøvede at tage sig sammen.
»Jeg var jo ikke sådan én, der gik ned. Jeg var jo læge, så jeg var Tarzan og kunne da klare hvad som helst. Det var jo mig, der skulle hjælpe andre. Jeg kan huske, at jeg i ramme alvor sagde til en veninde, at jeg troede, jeg ville sygemelde mig til efteråret, hvis det ikke blev bedre. Jeg gik længe og bildte mig ind, at jeg bare lige skulle forbi weekenden eller frem til ferien, og så ville det begynde at lysne,« siger Trine Rønnov.
Det gjorde det bare ikke. Tværtimod.
Hun blev pludselig bange for at begå fejl.
»Når jeg stod ved køleskabet og skulle finde en vaccine, kunne jeg tage mig selv i at tænke, om det nu var den rigtige. Det var uhyggeligt. Da blev jeg for alvor bange,« siger Trine Rønnov.
Et år før hun lagde sig syg, var Trine Rønnov blevet skilt, og de to sønner boede på skift hos mor og far. Og en bestemt oplevelse i den forbindelse blev et wake up call.
Drengene, der var 12 og 17 år på det tidspunkt, kom uafhængigt af hinanden og sagde, at de overvejede kun at bo hos deres far, fordi hun var så sur og vred hele tiden.
»Årh mand, den var hård. Da blev jeg for alvor klar over, at den var gal,« siger Trine Rønnov.
I dag er hun taknemmelig for, at sønnerne sagde, som de gjorde. På et møde med de fire kolleger, hun delte praksis med, brød hun sammen. At hun skulle sygemeldes den dag, havde hun ikke selv tænkt sig.
Men kollegerne sendte hende hjem med det samme.
»Jeg græd og græd, men samtidig var det en enorm lettelse endelig at få sagt det højt, som jeg havde haft så svært ved at indse. ’Jeg kan ikke det her’. Det var som om, der i det øjeblik kom en lille sprække af lys. Jeg havde jo forsøgt og forsøgt at holde sammen på noget, jeg simpelthen ikke kunne,« siger Trine Rønnov.
I første omgang troede hun da også, at det ville være nok at være væk fra arbejdet en enkelt uge.
»Bør og burde kørte igennem mit hoved. Jeg er opdraget til at passe mine ting, og det var jo mig, der skulle have passet biksen, mens de andre holdt ferie. Men jeg kunne ikke. Der var ikke noget at rafle om – men det tog noget tid, før jeg kunne se det,« siger Trine Rønnov, der endte med at være væk fra arbejdet i fire måneder.
Hele fundamentet skred, da hun blev ramt af stress.
I begyndelsen sov hun meget eller sad og kiggede ud i haven. Hun kunne ikke finde ud af helt basale ting som at lave mad eller løbe en tur.
Hun genoptog samtalerne, hun tidligere havde haft med en psykolog, og så begyndte hun at male sine gamle fyldningsdøre. Det gjorde hende godt at stå i haven og skrabe gammel maling af for at male dem påny – lag på lag, langt fra omverdenens forventninger.
Da hun havde det værst, var det uoverskueligt eksempelvis at lave mad. Og det var, som at komme ud af en boble, da hun igen fandt glæde ved at snitte løg og salat i en tid, hvor selv det at gå en tur var svært.
»Skulle jeg have overtøj på, skulle jeg gå i bad først, og hvor skulle jeg gå hen.«
Prioriterer ro, parforholdet og gåture
Mens Trine Rønnov var sygemeldt, oplevede hun, at hendes verden og hun selv blev meget lille og ufleksibel.
Hendes egen læge luftede på et tidspunkt muligheden for at arbejde med noget helt andet. Trine Rønnov husker, at hun rystede på hovedet.
»Jeg skulle da ikke noget andet. Langsomt kunne jeg dog alligevel godt mærke, at jeg nok ikke kunne fungere som praktiserende læge mere. Det var overhovedet ikke fedt at komme tilbage.«
Vendepunktet kom, da Trine Rønnov tog et kursus i mindfulness. I dag for halvandet år siden droppede hun jobbet som praktiserende læge.
»Det gav så meget mening, at jeg skulle hjælpe andre i samme situation som mig. Og videregive de redskaber, som hjalp mig til at finde ud af, hvordan jeg kunne leve mit liv, så der både var plads til et spændende arbejdsliv og til at være Trine.«
Hun vil gerne gøre op med opfattelsen af, at jo mere travlt vi har, desto mere er vi værd som mennesker. Siden sygemeldingen har hendes eget liv taget en kovending på stort set alle fronter - og ikke mindst hendes værdier har ændret sig. I dag lever hun et mere simpelt liv.
Hvor kalenderen tidligere var overtegnet, er Trine Rønnov i dag bevidst om at afsætte tid til ro, til at være sammen med sin kæreste eller til en gåtur. Det er ikke længere vigtigt at bo i et stort hus eller at købe nyt tøj hele tiden, og den store Volvo er skiftet ud med den mindste bil, hun kunne finde.
»Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig at tillade mig at trække vejret, passe på mig selv og være til stede her og nu. Det har givet en enorm frihed ikke længere at være ’systemets dame’, der gør, hvad der bliver forventet,« siger Trine Rønnov, der ikke er bleg for at nedprioritere at lave aftensmad fra bunden for i stedet at få tid til at meditere eller dyrke yoga.
Og det er måske den største forskel fra før – at Trine Rønnov i højere grad har bevæget sig fra hovedet og ned i kroppen og i dag lytter til mavefornemmelsen:
»Kroppen har mange svar, hvis vi tør lytte. De kvinder, jeg møder, har læst masser af selvhjælpsbøger, men hvis ikke vi får det implementeret i kroppen, er vi lige vidt.«
