Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er overhovedet ikke styr på, hvor mange livsfarlige campylobacter-bakterier der er i ænder og kyllingekød i danske supermarkeder.

Også selv om bakterien årligt sender knap 4.000 danskere til lægen med minimum diarre. Det frygtes, at bakterien findes i hver tredje pakke fjerkræ.

B.T. kan i dag afdække, at Fødevarestyrelsen har revet en millionkontrakt over med det private laboratorium Eurofins Steins. Laboratoriet har haft så meget rod i kolberne, at man ikke aner, hvor mange campylobacterbakterier der de sidste to år har været i dansk og udenlandsk fjerkræ.

Det fortæller vicedirektør Annelise Fenger i Fødevarestyrelsen.

Ubrugelige resultater
- Deres data kan ikke bruges. Vi ved ikke præcist, hvor meget campylobacter der har været i kødet. Vi har derfor taget opgaven fra laboratoriet midt i kontrakten. Jeg vil ikke kalde det fyring, men en mindelig skilsmisse, siger hun.

Eurofins Steins direktør Svend Aage Linde erkender, at de har mistet jobbet.

- Vi mener, at vi har lavet et godt arbejde, men anerkender, at Fødevarestyrelsen mener noget andet, siger han.

Nu har Danmarks Tekniske Universitet i stedet overtaget opgaven.

Fødevarekontroludvalget mener, at man skal overveje at lave kontrol på en ny måde efter årets store salmonellaudbrud - en anden tarmbakterie i kød.

Danmark dumper prøven
- Sandheden er, at vores kontrol for salmonella- og campylobacter slet ikke er så god, som vi bilder os ind. De andre nordiske lande er bedre, siger formand for fødevarekontroludvalget, Jørgen Højmark Jensen.

Lørdag kunne B.T. afsløre, at USA har dumpet den danske fødevarekontrol med et brag på grund af særdeles svinske danske slagterier. Oppositionen har nu kaldt minister Eva Kjer Hansen (V) i samråd.