Omkring 20-25 procent af alle seksuelt aktive danskere har den seksuelt overførte sygdom herpes - de fleste uden at vide det.

Nu er der håb: En effektiv vaccine er under udvikling.

Over 10.000 personer fra USA, Australien, Storbritannien og Canada har foreløbig testet vaccinen, som den store medicinalkoncern GlaxoSmith-Kline står bag.

Forskningschefen i medicinalfirmaet, Lorna Knapstad, oplyser, at vaccinen ser ud til at beskytte 73 procent af de kvinder, der har indgået i testen, mod herpes.

Vaccinen har tilsyneladende kun beskyttende virkning på kvinder - ikke på mænd. Hvorfor det forholder sig sådan, har forskerne ikke noget svar på endnu.

»Vi skal nu i gang med at teste vaccinen på 7.550 amerikanske kvinder mellem 18 og 30 år,« siger forskningschefen, der også bebuder en ny større test i Europa, hvori også skandinaviske kvinder vil indgå.

Ifølge den norske forsker i kønssygdomme, Turid Thuni, vil vaccinen, når den på et tidspunkt bliver godkendt til almindelig brug, kunne få betydning også i bekæmpelsen af HIV og AIDS, bl.a. i Afrika:

»Det viser sig, at HIV smitter lettere, hvis man allerede har herpes. Derfor vil en vaccine betyde meget for et land med stor HIV-smittefare,« siger hun til den norske avis Dagbladet.

»Der er flest kvinder, som har kønssygdomme, og når de først er smittet, er de hårdest ramt. Ved at udvikle vacciner, der hjælper kvinder, hjælper vi også mænd.«

Herpesinfektioner på kønsorganerne er i dag en af de mest almindelige seksuelt overførte sygdomme. Herpes smitter ved tæt fysisk kontakt og ofte ved samleje. Herpes viser sig på kønsdelene, ved endetarmsåbningen, og ved mundsex kan et forkølelsessår smitte til kønsdelene.

Herpes viser sig ved rødme og grupper af små væskende blærer. Der kan være smerte, svie og kløe. De væskefyldte blærer brister og bliver til sår, som heler op i løbet af to-tre uger uden ar-dannelse.