Kunstmuseet Aros får massiv kritik, efter at Mindeparken i Aarhus er sprøjtet til med maling.

Som led i Aros' nye udstilling The Garden har den tyske kunstner Katharina Grosse overmalet dele af parkens græs og træer med rødbedefarvet maling.

Tine Høisgaard Jørgensen gik tur i Mindeparken, da hun blev chokeret over at se en gruppe folk gå rundt i hvide beskyttelsesdragter og masker i færd med at oversprøjte naturen. I et opslag på Facebook, der er blevet delt over 4.000 gange, deler hun sin frustration.

»'Kunstværket' består i, at et kæmpemæssigt område, med sunde, smukke og spillevende træer, buske, græs, jord og andre planter, insekter, dyr og fugle - i Mindeparken i Aarhus samt på et område ned til Aarhusbugten overfor - bliver permanent indkapslet, i giftig altødelæggende højrød og hvid akrylmaling,« skriver hun.

På et skilt ved kunstværket med Aros som afsender står der, at malingen er akrylmaling. I en officiel udtalelse forsikrer kunstmuseet dog, at fredet natur og beplantning i området ikke vil blive påvirket.

På skiltet står der også, at kunstværket skal få folk til at »genoverveje vores syn på haven som idealiseret natur.«

Men det giver Tine Høisgaard Jørgensen ikke meget for.

»Og derfor skal vi ødelægge et område med sund natur? Det er så absurd. Der er mange, der kan se, det ikke giver mening,« siger hun til BT med henvisning til, at det er blevet delt over 4.000 gange.

Det skyldes sandsynligvis også, at Mindeparken betyder en del for aarhusianerne, mener hun. Siden 1934 har der ligget et monument for faldne danskere i 1. Verdenskrig.

Berlingskes debatredaktør Anne Sophia Hermansen er heller ikke begejstret for kunstværket.

»Jeg er selv århusianer og har ofte gået tur i Mindeparken, men jeg har aldrig før set den blive voldtaget af en candyfloss og bagefter kørt over af en psykedelisk gøgler på LSD og ethjulet cykel,« skriver hun på facebook.

Græs og buske i Mindeparken er oversprøjtet med akrylmaling af kunstneren Katharina Grosse.
Græs og buske i Mindeparken er oversprøjtet med akrylmaling af kunstneren Katharina Grosse.
Vis mere

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Aarhus, Ango Winther (S) siger til Politiken, at han vil tage sagen op.

På det førstkommende udvalgsmøde vil han spørge, »hvad pokker, der er sket«, siger han til dagbladet.

Aros forsikrer, at beplantningen i området ikke vil blive påvirket. I en officiel udtalelse sendt til både DR og Politiken skriver kunstmuseet:

»Aarhus Kommune og politiet har givet de nødvendige tilladelser til at opføre værket. Der gives kun tilladelse til at udføre projekter, der er i overensstemmelse med kommunens regelsæt. I forhold til oprydning er der lagt en meget grundig plan for dette, så der ikke efterlades spor i området. Denne er lavet i samarbejde med Aarhus Kommune og følger alle retningslinjer. Et professionelt firma vil stå for oprydningen. Fredet natur og beplantning i området vil ikke blive påvirket«.