I dag lever der kun én art af menneskeslægten på Jorden - Homo sapiens. Men sådan har det ikke altid været.

For to millioner år siden boede tre forskellige arter, der var tæt beslægtede med mennesket på samme tid i nærheden af hinanden i det, der i dag er Sydafrika.

Det viser et netop offentliggjort studie i det videnskabelige tidsskrift Science, skriver Smithsonian Magazine ifølge Videnskab.dk.

Forskere fandt knogler fra de menneskelignende arter: Australopithecus africanus, Paranthropus robustus og den menneskeart foruden mennesket selv, som har levet længst tid på Jorden, Homo erectus, i et hulekompleks nær Johannesburg i Sydafrika.

Det vides ikke, hvor meget de forskellige arter interagerede med hinanden, men beviserne antyder, at de levede i sameksistens.

»Vi ved, at den gamle idé om, at når en art findes, uddør en anden art uden megen overlap, ikke holder vand,« siger medforfatter af studiet Andy Herries, som er palæoantropolog ved La Trobe University i Australien, til Smithsonian Magazine.

Det nye studie afslørede kraniestykker tilhørende det tidligste kendte eksempel på Homo erectus, som er en meget nær slægtning til moderne mennesker.

Ifølge Smithsonian Magazine er fossilet dateret til at være mellem 2,04 millioner og 1,95 millioner år gammelt og skubber dermed artens alder tilbage med mere end 100.000 år.

Men ikke alle palæoantropologer er helt overbeviste om, at kraniet stammer fra arten Homo erectus.

Kraniet har tilhørt et barn på 2-3 år, bemærker palæoantropolog Rick Potts fra Smithsonian Institution, og det gør analysen vanskeligere.

»Jeg er ikke 100 procent sikker på, at de har fat i Homo erectus. Og det ville være en af de virkelig interessante aspekter af studiet, for hvis de har fat i Homo erectus, så er det den tidligst kendte i verden,« siger Rick Potts til Smithsonian Magazine.

Andre artikler på Videnskab.dk: