En redningsaktion med en for kort stige.

Det kunne måske lyde som en sketch i en stumfilm, men mandag var det alvor for Beredskab Fyn og en uheldig kranfører.

Ved formiddagstid måtte Beredskab Fyn nemlig rykke ud til en byggeplads i Cortex Park Vest i Odense. Det skriver fyens.dk.

Her havde en kranfører, der sad i sit førerhus i toppen af en 40 meter høj kran, fået et pludseligt ildebefindende.

Beredskab Fyn blev hurtigt sat på opgaven med at få kranføreren ned, så han kunne komme på hospitalet.

Dog var der et lille problem.

Beredskabets kran var 10 meter for kort.

I løbet af en times tid havde beredskabet dog fundet en anden løsning og bugseret manden ned med et reb til elevatoren i kranen.

Manden blev derefter kørt til Odense Universitetshospital med udrykning. Hans tilstand er ukendt.