Kræves anbragt: Stak offer med saks i tindingen


Flere tilfælde af grov vold samt en voldsom serie af bedragerier menes en psykiatrisk patient at stå bag, og derfor er han tiltalt for 28 forhold.
»Manden erkender dele af anklageskriftets indhold, mens andet benægtes,« fortæller hans advokat, Jens Rask.
Sagen skal for Retten i Roskilde.
Anklagemyndigheden har åbenbart samlet til bunke, for flere af anklageskriftets forhold er tilbage fra 2015. Resten kommer drypvis i den følgende årrække.
To af de mange forhold handler om vold. Det ene udspandt sig 18. juni i år, hvor patienten i første omgang skal have udbedt sig en saks fra personalet på det restpsykiatriske center, han på det tidspunkt var anbragt.
Saksen skilte han derefter ad, og med det interimistiske våben gik han angiveligt til angreb på et offer, der er anonymiseret i anklageskriftet. Offeret blev stukket flere gange i hovedet og på kroppen, ligesom vedkommende også blev slået i hovedet med knyttet næve.
I den forbindelse fik offeret flere behandlingskrævende stiksår i tindingen, på halsen, i ryggen og på hånden.
Det andet voldsforhold udspandt sig ifølge anklageskriftet tilbage i 2021.
11. april det pågældende år skal han være gået til angreb på personalet på et psykiatrisk center. Her kastede han angiveligt borde og stole efter tre ansatte, ligesom han også affyrede knytnæver.
Dertil kommer en lang række bedrageriforhold, hvor han på forskellig vis skal have misbrugt andres identiteter og kort- og kontooplysninger.
Blandt andet ved at brugt deres kortoplysninger ved taxakørsel i mindst 28 tilfælde.
Ved flere lejligheder har han ifølge anklageskriftet oprettet forskellige MobilePay-konti, hvor han havde anvendte andres bankoplysninger og siden brugt disse til at købe forskelligt i blandt andet 7-Eleven-butikker i København.
Manden er også flere gange mødt op i bankfilialer for her at udnytte ofrenes identiteter til franarre bankerne penge.
Han skal også have haft adgang til en kode, der gjorde det muligt for ham 24 gange at misbruge Region Hovedstadens taxakørselsordning.
I fald han kendes skyldig, kræves han idømt psykiatrisk behandling.
Hør mere om kriminalitet i B.T.s dybdegående podcast 'På fersk gerning' her: