»Han er djævelsk, ikke nogen god person.« Sådan sagde den 47-årige skuespiller Leah Remini, der nok bedst er kendt for sin rolle i 'Kongen af Queens', om sin megapopulære kollega, Tom Cruise, da hun i sidste måned afholdt en pressekonference i forbindelse med sin tv-serie om den magtfulde organisation Scientology.

Leah Remini er snart aktuel i tv-serien ’Kevin Can Wait’. Hun forhandler i øjeblikket om ikke færre end tre store filmroller. Sideløbende fortsætter den gifte mor til én kampen mod Tom Cruise, John Travolta, Kirstie Alley og andre filmstjerner, der stadig er medlemmer af Scientology.

Således er tv-serien ’Scientology and the Aftermath’, der sendes på kanalen A&E, netop blevet forlænget med endnu en sæson. Og ifølge bladet People Magazine er Leah Remini i gang med sin anden bog om kirkesamfundet, som hun selv var medlem af i 30 år.

Spørgsmålet om Tom Cruises virkelige personlighed faldt, fordi Leah Remini har fastholdt, at ’Mission Impossible’-stjernen og de andre A-liste skuespillere fra Scientology i kraft af deres status er med til at gøre reklame for en organisation, der med Laeh Reminis ord ’ødelægger sine medlemmer’.

Skuespiller og forfatter Leah Remini har brugt de seneste fire år (siden hun selv forlod ’Scientology’) til at advare andre mod det, hun kalder ’en kult’. Nu tyder meget på, at ’kirken’ er holdt op med  at gøre modstand. Foto: Reuters Vis mere

Hun tilføjede:

»De fleste ser blot en sympatisk og flot fyr, der ser dig i øjnene, mens han giver dig et fast håndtryk. Men Cruises virkelige personlighed er en helt anden. I virkeligheden minder han meget om Scientologys nuværende leder David Miscavige. De to kunne være tvillinger.«

I en anden sammenhæng har Leah Reminis beskrevet samme David Miscavige som ’en ond-ond person’. Og derfor forventede mange også, at både Tom Cruise og resten af kirkens ledelse ville komme efter Leah Remini, da hun begyndte sin kamp mod organisationen.

Truer udbrydere

Normalt slipper de fleste relativt let fra at forlade organisationen, som mange har kaldet en kult. Ifølge Leah Remini får man ’blot’ nogle trusselsbreve, og familiemedlemmer, der stadig er medlemmer af Scientology, bliver advaret imod at kontakte dig.

Men hvis du efter ’skilsmissen’ begynder at tale grimt om organisationen, bliver det ofte langt værre.

Således blev der oprettet hele fem forskellige hjemmesider, efter Leah Remini i 2014 skrev sin første bog om Scientology.

I pressemeddelelser fra hovedkvarteret i Los Angeles og Florida blev stjernen fra film som ’Old School’ og tv-serierne ’Sams bar’ og ’Kongen af Queens’ udråbt til ’opmærksomhedssøgende taber’ og ’løgnhals’.

Men jo mere Leah Remini fortalte om Scientology, des mere stille blev der fra hovedkvarteret.

Tom Cruise taler ved en ’Scientology’-konference. Leah Remini kalder ham ’djævelsk’. Foto: AFP Vis mere

30 år i pengemaskinen

»Jeg tror endelig, de har indset, at de ikke kan få mig til at stoppe,« siger Leah Remini, der, efter 30 år som medlem, forlod Scientology i 2013.

Som 13-årig var hun flyttet ind i hovedkvarteret i Clearwater, Florida.

Her blev hun sammen med sin mor medlemmer af ’Sea Org’, en af Scientologys mest strikse og hemmelige afdelinger. I de næste 30 år levede Leah Remini efter de regler, som den nu forlængst afdøde sciencefiction-forfatter L. Ron Hubbard opfandt i 1954, hvor han fik idéen til en hjemmelavet religion.

Men i 2013 havde hun fået nok.

Ifølge Remini havde hun på det tidspunkt givet Scientology over 35 millioner kroner af sine egne penge.

Men hun indså efter eget udsagn, at Scientology blot var en pengemaskine, hvor de rige blev rigere og de fattige blev taget ved næsen.

Lokkemad

Ifølge Leah Remini er Tom Cruise og John Travolta frontfigurer, der skal lokke andre i fælden. Og de strikse regler om familieadskillelse og afstraffelse gælder ifølge Leah Remini kun for menige medlemmer.

John Travolta og Kirstie Alley er også medlemmer af Scientology. Leah Remini siger, at kendisserne bruges til at lokke andre til medlemskab. Berømthederne har ikke reageret på anklagerne. Fotos: Reuters Vis mere

Hverken Cruise eller Travolta har endnu svaret på Leah Reminis angreb på deres organisation. Og til bladet People siger Remini:

»Hvis jeg blot kan forhindre én person i at melde sig ind i Scientology, har missionen været vellykket.«

Anklager giver seertal

Efter at tv-serien ’Leah Remini: Scientology and the Aftermath’ havde premiere i 2016, udsendte Scientology en pressemeddelelse på 530 ord. Heri anklagede de Leah Remini for at lyve og bevidst forsøge at skade Scientology. Og i både pressemeddelelser og interview anklagede Scientology Leah Remini for at sprede løgne og opfordre til vold mod Scientologys medlemmer.

Efterfølgende sagsøgte Leah Remini Scientologykirken for godt ti millioner kroner (for emotionel skade og økonomisk tab), og sammen med tv-kanalen A&E inkluderede Remini Scientologys vedvarende reaktioner og beskyldninger i hver ny episode – gerne i indledningen.

Seertallene forblev høje. Serien blev fornyet med endnu en sæson. Og Scientology har siden valgt stilhed fremfor fortsatte beskyldninger.