Dramaet om det aflyste bryllup mellem prins Gustav og hans udkårne Elvire er en påmindelse om, at skilsmissevilkårene altid bør fastsættes, før man går til alters med den eneste ene.

Familieretsekspert med speciale i ægtepagter og testamenter, Københavns tidligere største skilsmisseadvokat Merete Cordes, undrer sig over, at prins Gustav af Berleburg og hans forlovede Elvire de Rochefort ikke har sørget for at få deres skilsmissevilkår forhandlet på plads, inden de fastsatte datoen for deres bryllup. Det skulle have fundet sted i Paris 12. maj i overværelse af en stor del af alle de europæiske kongehuse.

»I den slags familier er det usædvanligt, at man ikke har talt ægtepagten igennem, før man fastsatte bryllupsdatoen. Hvis det er formuende mennesker, er det helt normalt, at man laver en ægtepagt. Den kan nu i dag laves så varieret og så specialiseret, at den kan tilgodese alles behov, f.eks. procentvis særeje, voksende eller dalende særeje, jo længere man er gift jo mere særeje har man o.s.v«, siger Merete Cordes.

»Det er absolut fornuftigt med en ægtepagt for folk, der gifter sig i en sen alder, eller gifter sig med meget store forskelle i formuerne, eller når hver især har nogle familiemæssige formuer, der er vigtige at holde fast på. Det er især det, der er tilfældet i kongefamilien. Det kan være arvesmykker, billeder og ejendom.

Hvis man skulle dele efter fællesejeregler, så kan det ikke lade sig gøre at blive skilt. Nu til dags må man jo se i øjnene, at selv kongelige kan blive skilt, så der er ting, de før de gifter sig, skal diskutere igennem,« siger Merete Cordes.

Er det ikke sjældent, at et bryllup bliver udsat på grund af uenighed om skilsmissevilkår? Kan det ikke give en gevaldig rift parterne imellem?

»Det kan det naturligvis. Når jeg bliver bedt om at lave en ægtepagt forlanger jeg altid, at begge parter er til stede, og så må man grundigt gennemgå, hvad konsekvenserne er. Jeg taler selvfølgelig især den svages part, og hvad han eller hun skal være opmærksom på.

Det sker da, at de to mennesker aldrig nogensinde bliver gift. Pludselig kommer de til at se nogle ting i øjnene, som de ikke havde set i øjnene.

De opdager måske nogle egenskaber hos hinanden, som de ikke før havde set.« siger Merete Cordes.

Brylluppet mellem prins Gustav og franske Elvire blev som omtalt i B.T. i går aflyst, fordi svigerforældrene er kommet op og toppes om skilsmissevilkårene, og så blev brylluppet udsat til et endnu ikke fastsat tidspunkt. Officielt kom det til at hedde, at myndighederne i Paris ikke havde haft tid nok til at sørge for alle de celebre hoveders sikkerhed.

Om parterne igen kommer på god fod, er svært at vide.

De unge er på den »bryllupsrejse«, som allerede var planlagt.

Elvires far, Hervè Pasté de Rochefort, driver et stort ingeniørfirma med kontor i New York.

Moderen Héléne har en stor stilling i den franske Nationalforsamling, og de vil have deres datter sikret.