Straffen falder prompte, hvis man eksempelvis som lærer, pædagog eller social- og sundhedsmedarbejder i Tønder Kommune tager et hygge-smut over grænsen til Tyskland.

Øjeblikkelig karantæne derhjemme. Og ingen løn.

Sådan har virkeligheden ifølge Jv.dk været for de cirka 3.800 kommunalt ansatte siden 9. november, fordi Tyskland ifølge de danske myndigheder er at betragte som et højrisikoland i coronasammenhæng. Følg B.T.s liveblog om coronavirussen her

»Vi fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland,« som det stadig lyder ifølge Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning.

For ansatte ved Tønder Kommune betyder det, at hvis de vil undgå at blive trukket i løn i en påtvunget karantæneperiode, er det slut med eksempelvis grænsehandel og også familiebesøg. Undtaget for reglerne er dog grænsependlere eller ansatte, der har »et anerkendelsesværdigt formål« med turen til Tyskland.

»I Tønder Kommune efterlever vi myndighedernes opfordringer og vejledninger,« siger bormester Henrik Frandsen fra kommunen i det sydvestligste hjørne af Jylland.

Han mener dermed ikke, at der er tale om en stramning af de generelle restriktioner.

Karantæne- og nullønskravet er blevet vedtaget med stort flertal i Økonomiudvalget. Her stemte borgmester Henrik Frandsen for tiltaget sammen med fem andre medlemmer af udvalget – kun Liberal Alliances Claus Hansen stemte imod. Han krævede samtidig, at sagen skal behandles i byrådet.

Det sker derfor på det kommende møde, der finder sted torsdag.