De blev lovet hjælp og støtte. Men som nybagte forældre blev de mødt med overvågning 24 timer i døgnet. Efter fire uger tog kommunen deres lille søn Emil.

I god tid inden fødslen gik de til Frederikssund Kommune for at tale om praktisk hjælp i hjemmet, når den lille ny kom til. Ikke noget problem, lød den første melding.

Men virkeligheden blev en anden.

Nu sidder Henrik og Dorthe Danvad fra Gerlev i Frederikssund tilbage og føler sig kørt ned af en kommunal beslutningsmaskine. Det skriver B.T. onsdag.

- I stedet for at give os hjælp, var vi belejret og overvåget i vores eget hjem, siger Henrik Danvad til B.T.

Parret er begge fysisk handicappede efter trafikulykker og sidder i kørestol. Alligevel ville de gerne have et barn, og Dorthe Danvad blev gravid ved insimination.

Da Emil kom til verden i januar i år rykkede kommunens observatører ind i døgndrift - ikke for at hjælpe men for at se på. Efter fem uger, havde kommunen set nok. Uden varsel, blev Emil hentet en sen aften og kørt væk.

- Opgaven vurderes herfra at være for tung, konkluderer Frederikssund Kommune i en skriftlig redegørelse til B.T.

Kommunenes folk mener ikke, at Henrik og Dorthe Danvad kan varetage drengens fysisk og psykiske behov. Hjælp fik parret dog aldrig noget af.

- Bortset fra vores handicap er vi jo bare to helt almindelige forældre, der vil have lov til at være far og mor for vores barn, siger Henrik Danvad til B.T.

I de sidste fire måneder har de hver dag, besøgt deres søn i to timer på den døgnsinstitution, hvor Emil er placeret.

Familiens egen læge er chokeret over kommunens tvangsfjernelse.

- Jeg finder en normalt udviklet dreng, og det er underligt kommunen ikke spørger mig, når jeg lige har undersøgt ham, siger læge Tyge Krabbe fra Skibby om tvangsfjernelsen. Han kender parret og deres handicaps indgående.

Heller ikke på barselsgangen, var der problemer og parret blev sendt hjem uden at nogen talte om problemer.

Læs hele parrets gribende historie i B.T. onsdag.