Dennis Ritter og Jes Høeg, DR. Foto: Claus Poulsen 
Flemming Toft, TV2 
Jan Mølby, TV2 
Thomas Kristensen, TV2 
Frank Arnesen, TV2 
Jens Jørgen Brinch, DR 
Peter Rudbæk, DR |
De nye fund
Dennis Ritter, DR
»Ha. Ha. Ha. Drømmedahl«. Ritter rider med på bølgen. Den indtil nu noget upåagtede DR-kommentator har vist sig at have potentiale til noget stort.
Følgende sætning fra Danmark-Frankrig er allerede på vej ind i fodboldnørdernes historiebøger:
»Man kunne kaste dem alle (de danske spillere, red.) ud i den nærliggende flod med blylodder om benene, og de ville alligevel komme op til overfladen med et stort smil og en laks i munden.«
Ritter er ikke overvældende kritisk eller analytisk, men hans begejstring smitter, og han kan formidle og vil noget med sit sprog. Han kunne godt øse af sin humor endnu mere.
Jes Høgh, DR
Medkommentator Jes »uhadada« Høgh sidder inde med en enorm viden og fodboldforstand, som han godt kunne øse lidt mere af. Gerne lidt hårdere. De to DR-kommentatorer virker for ens, der er for få kontraster og indbyrdes spænding.
Sammenlignet med den meget myndige ekspertkollega Mølby virker Høgh til gengæld særdeles medlevende og begejstret. Det trækker op.
De gamle rotter>
Flemming Toft, TV2
Alle hutlihutligans store fader. Toft er stadig let at begejstre. Men han virker mindre jublende og sprogblomstrende end tidligere. F.eks. da Jon Dahl bragte os foran 2-1 mod Uruguay - et stilfærdigt »yes«. Måske lægger altid cool Jan Mølbys tilstedeværelse en dæmper på Toft.
Tofts evne til at balancere sit engagement og simple glæde, store fodboldforstand og sproget er legendarisk. Han har ikke helt Mesterens finesse, men er til gengæld måske vores mest ægte folkelige kommentator.
Jan Mølby, TV2
Medkommentator: den altid bryske og kritiske Jan Mølby. Hans kommentatorstil kan minde lidt om hans fodboldspil i gamle dage. Lunter længe rundt på midten og lyner så pludselig med en skarp aflevering af en analyse på hele fem-seks sammenhængende sætninger. Som vel at mærke sætter hele bundtet på plads. Èn gang for alle.
Møllerens spørgeteknik er allerede kult blandt TV-seerne. Af typen: »Er det ikke et mål, vi savner, Flemming?«.
Det skæve par
Thomas Kristensen, TV2
Et ungdommeligt pust. Speaker i den amerikanske tradition. Som når TV2 sender amerikansk fodbold og ishockey.
Kristensen kan det med sproglig selviscenesættelse. Men hans banale, positive glæde ved fodbolden er ægte smittende.
Som seer sidder man med fornemmelsen af at lytte til en rigtig fodboldnørd. Ikke de store analyser - eller forkromede overblik. Kombinationen Kristensen/Arnesen virker skæv og ulige. Det giver en god kontrast mellem de to meget forskellige personligheder.
Frank Arnesen, TV2
Frank Arnesen vokser nærmest fra gang til gang i overtegnedes anseelse. Hvad den mand ikke ved om fodbold og gladiatorerne i arenaen. Hans evne til at læse spillet er imponerende. Arnesens indlevelse og engagement er stort. Men sammenlignet med Mølby er Arnesen ikke den oplagte speaker.
Den jyske duo
Jens Jørgen Brinch, DR
Nogle seere synes Brinch er lidt tør. Måske. Til gengæld er han en af de få danske fodboldkommentatorer, der taler et fodboldmytologisk sprog. Brinch er den kontante, understatede, men dog medlevende jyske version af Kurt Thyboe - uden dennes patos og sentimentalitet. Brinchs hausgaardske humor matcher hans medjyske medkommentator Rudbæk. Som duo ligner de desværre hinanden for meget. Det trækker ned.
Peter Rudbæk, DR
En gang pædagog, altid pædagog. Rudbæk taler til seerne, som om vi sidder ved katederet. Det er ikke nødvendigvis negativt, for han øser af en enorm viden. Man kan faktisk blive klogere. Træneren Rudbæks åbenlyse glæde, da Argentina forleden langt om længe fulgte hans opfordring til at aflevere til fjerneste stolpe, virkede nærmest rørende.
