Jægersborg Dyrehave gav i 1969 motionsbevægelsen en flyvende start, og de første 50 år har ikke færre end 667.886 løbere gennemført Eremitageløbet i den ikoniske skov.

Men hvordan kom E-løbet ind i skoven?

”Det var et scoop, at vi fik lov at løbe i Dyrehaven. Det er jo ikke en hvilken som helst skov, men et klenodie, alle har et forhold til og elsker. Mange fortalte mig, at det var umuligt, og jeg var langt fra sikker på, at vi ville få lov, da jeg mødtes med skovrider Tage Jensen og præsenterede ham for vores planer om at arrangere et motionsløb,” mindes E-løbets idémand, Peter Schnohr.

”Vi var så heldige, at hans søn læste til læge, og jeg var lige blevet færdig. Min far var også læge, så vi havde noget at snakke om. Jeg kom ind på motion som forebyggelse af hjertekarsygdomme. Det ville Tage Jensen gerne promovere, og jeg var stolt som en pave, da vi sagde farvel til hinanden.”

Ingen havde dengang forestillet sig, at Danmark skulle blive en nation af løbere, og at mødet for godt 50 år siden mellem skovrideren og lægen skulle få så stor betydning for motionsbevægelsens udbredelse.

Søndag 6. oktober afvikles Eremitageløbet for 51. gang, og skovfoged og skytte Torben Christiansen, Naturstyrelsen Hovedstaden, glæder sig over udviklingen og samarbejdet med arrangørerne fra Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub.

”Løbet afvikles hurtigt og effektivt, og jeg oplever, at flere og flere løbere kommer for at få en oplevelse af Dyrehavens skønhed med hjem. Det handler ikke kun om tid og placeringer, men i høj grad også om at nyde skoven og dyrene. Jeg fornemmer, at naturoplevelsen har fået større og større prioritet,” siger han.

Torben Christiansen er dyrenes talsmand og understreger løbernes og tilskuernes bevidsthed om at holde afstand til de 1.700 dådyr, 300 krondyr og 100 sikahjorte, som bor i skoven og er i stærkt mindretal på E-dagen.

”Det er vigtigt at holde sig på god afstand af hjortene og blive på veje og stier, så dyrene ikke bliver bange og flygter i panik. Lad være at håndfodre dem og hold hunde i snor,” lyder hans råd.

Eremitageløbet er blandt de få privilegerede arrangementer, der har fået lov at komme inden for de røde porte. De to andre er Skandinaviens ældste golfklub, Københavns Golf Klub, og Sportsrideklubbens Hubertusjagt.

”Dyrehaven er vores alle sammen. Vi skal sørge for, at den ikke lider overlast. Vi får hvert år mange henvendelser om nye, store arrangementer, men siger nej til alle bortset fra de tre arrangementer med langvarig tradition. Københavns Golf Klub, Hubertusjagten og Eremitageløbet er en del af Dyrehavens DNA,” siger Torben Christiansen.

Jægersborg Dyrehave er en del af det nordsjællandske parforcejagtlandskab, som er udnævnt til Unescos verdensarv og viser, hvordan det enevældige monarki udtrykte sin magt i slutningen af 1600-tallet. Den sidste kongelige parforcejagt i Danmark blev holdt i 1777.

Hvert år nedlægger Torben Christiansen sammen med to skovløbere 700 dyr, og hvert år fødes lige så mange kalve. Formålet er at bevare en sund bestand og fastholde sammensætningen af arter, køn og alder og pleje landskabet.

Mange nedlagte dyr bliver spist, andre sælges som avlsdyr til hele verden. Ingen steder har vildtet højere kvalitet end Dyrehavens.

”Det er sjovere at skyde med en bedøvelsespil end at dræbe dyrene,” erkender Torben Christiansen.

I kronvildtets brunstperiode i sidste halvdel af september valfarter fotografer fra hele Europa til Dyrehaven for at forevige det dramatiske dyriske teater med drabelige gevirkampe mellem rivaliserende, brølende og brunstige hanner, som fighter om hunnernes gunst. Især i de dage skal man give dyrene god plads.

I 35 år har Torben Christiansen boet i ”Hjortekærhuset”, som ligger på eremitageløbsruten ved Hjortekær-porten mellem otte og ni kilometerstenen, lige inden løberne svinger til venstre op ad den lange Hjortekærvej til slottet.

Den ældste del af huset er fra 1736, og i 1830 blev skovfogedboligen renoveret og udbygget. Fra sine stuer har han vidt udsyn over Eremitagesletten.

”Jeg kunne ikke ønske at bo bedre,” siger han.

Under vores samtale i haven begynder det pludselig at regne. Mens vi flygter ind, siger han:

”Dejligt. Skoven har længe trængt til vand.”

De første 50 år var E-løbet arrangeret af KIF, KS og B.T., men Berlingske har i år trukket sig ud af ejerskabet og fortsætter som medlem af ”familien” som mediepartner.

Snyd ikke dig selv for verdens ældste motionsløb i Danmarks smukkeste skov. Læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk

Skovfoged og skytte Torben Christiansen: ”Jeg oplever, at flere og flere løbere kommer for at få en oplevelse af Dyrehavens skønhed med hjem. Det handler ikke kun om tid og placeringer, men i høj grad også om at nyde skoven og dyrene.” Foto: Scanpix
Skovfoged og skytte Torben Christiansen: ”Jeg oplever, at flere og flere løbere kommer for at få en oplevelse af Dyrehavens skønhed med hjem. Det handler ikke kun om tid og placeringer, men i høj grad også om at nyde skoven og dyrene.” Foto: Scanpix
Vis mere
Eremitageløbet er en del af Dyrehavens DNA, og søndag 6. oktober bliver de røde porte for 51. gang slået op for de mange tusinde løbere. Foto: Nils Meilvang
Eremitageløbet er en del af Dyrehavens DNA, og søndag 6. oktober bliver de røde porte for 51. gang slået op for de mange tusinde løbere. Foto: Nils Meilvang
Vis mere