Flere unge meldes såret ved et knivangreb i Eskilstuna vest for den svenske hovedstad, Stockholm.

Det rapporterer TV4.

Avisen Aftonbladet citerer et øjenvidne. Vedkommende fortæller om et meget stort slagsmål mellem to grupper.

»De var 20 imod 20, som gik løs på hinanden,« siger øjenvidnet.

Der er en stor politiaktion i gang ved gerningsstedet, der ligger nær en grundskole.

»Det er korrekt, at der pågår en formodet alvorlig forbrydelse i Eskilstuna,« lyder det fra politiets talsmand, Dennis Strömberg Johansson.

Tre personer meldes ifølge Aftonbladet såret.

»Jeg så to personer, som var ilde tilredt af knivstik,« siger avisens øjenvidne. Han fulgte optrinnet fra sit vindue.

Skolens rektor bekræfter, at der har været en hændelse. Men ifølge rektor er det ikke noget, der er sket på skolen eller ved skolen.

Det er et sted, hvor også skolens elever har opholdt sig, siger hun.

/ritzau/