I anledning af Copenhagen Pride sætter bt.dk i samarbejde med stand up-komikeren Audrey Castaneda fokus på mangfoldighed og ikke mindst retten til at være forskellige og have forskellige lyster.

I dag er det Pia Allerslev der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, som skriver.

Han var bøsse – og hva’ så?

I 1999 sprang én af mine bedste venner ud som bøsse. Indtil da var mit kendskab til homoseksuelle begrænset til en god studiekammerat og en lærer på seminariet.

Det, at han sprang ud, var faktisk en lettelse for os, for vi havde alle haft det på fornemmelsen. Men hvordan er det lige, man spørger: 'Er du egentlig ikke bøsse?' Er svaret ja, er det jo meget ligetil, men hvis det nu havde været et nej, vil det være lidt svært at komme videre derfra.

Pludselig åbnede der sig en helt ny – og utrolig festlig – verden for mig. Vi gik på Pan og dansede, vi skrålede med på Melodi Grand Prix-sangene – både de danske, svenske og internationale, og der var pludselig så mange ting, der var lettere for os venner. Min vens bekymringer over, hvordan vi og hans familie ville tage beskeden om, at han var homoseksuel, havde heldigvis været lidt overdrevet – især i forhold til os i vennekredsen.

I dag har jeg mange homoseksuelle venner. Ikke fordi jeg opsøger det specielt, men der kom bare pludselig nye til i omgangskredsen. De bliver gift, får børn, bliver skilt, får nyt job og bliver pinlige efter for meget rødvin til festerne – ligesom alle os andre.

Selv mine forældre – som ellers er fra det mørke Vestjylland – fik heldigvis også et andet syn på 'de der, der bedre kan lide deres eget køn'. Efter min gode ven Mikkel havde stået for hele mit bryllup og knoklet i to dage med opdækning og dekorationer sammen med min mor, var 'Mor Kirsten' helt solgt. Han var jo en fantastisk mand!

Og nu tænker nogle sikkert, at 'jaja, det er da meget fint med disse 'hyggelige' og måske banale historier fra hverdagen, men er det ikke bare selvfølgeligheder?'

Jo – det burde det være, men vi kan bare desværre ikke tage den slags accept for givet. Folks holdninger er stadig meget forskellige, og mange er skeptiske og måske endda fordomsfulde over for homo-miljøets ”branding” af dem selv.

For et par måneder siden var jeg til en middag, hvor jeg kom til at diskutere homoseksuelle, idrætsbegivenheden World Outgames, Priden og meget andet i den genre med præsten og debattøren Kathrine Lilleør. Hendes holdning var klar i forhold til f.eks. Outgames: Det var en måde at stigmatisere folk på, og hun syntes, det var helt forfærdeligt, at man afholdt det, og at jeg kunne støtte det så helhjertet.

Jeg prøvede at forklare hende, at så længe vi har homoseksuelle, der bliver forfulgt, diskrimineret og chikaneret – enten her i Danmark eller i resten af verden – så er det også vigtigt med begivenheder og events, der klart markerer, at her tør vi stå ved vores holdninger, seksualitet og retten til at være forskellige, men ligesindede.

Priden er hvert år med til at sætte fokus på, at der stadig er brug for at markere, at livet ikke er lige rosenrødt for alle bøsser og lesbiske. At det stadig er nødvendigt at kæmpe en kamp for reel ligestilling; ikke bare mellem køn og etniske grupper, men også i forhold til seksualitet.

Og at det så kan gøres gennem et brag af en fest og et optog, der kan tage pusten fra de fleste, er for mig at se bare et ekstra plus. World Outgames har lidt samme funktion, og så henter den en masse fra GLBT-miljøet i hele verden til København.

Jeg glæder mig til festen, Priden og debatterne i den kommende uge – og ser frem til, at Priden fortsætter i mange, mange år endnu.