Klara Rosendahl troede ikke sine egne øjne, da hun søndag formiddag kom gående forbi en camp på Roskilde Festival.

Ud til grusvejen stod et telt, og på det var der med spraymaling skrevet et ord.

'Voldtægtstelt.'

»Jeg synes, det er enormt provokerende, og sådan noget joker man bare ikke med. Der bliver jo anmeldt voldtægter på Roskilde hvert år,« fortæller Klara Rosendahl til B.T.

Her er teltet.
Her er teltet.
Vis mere

Klara tog et billede af teltet og var klar til at tage en alvorssnak med ejeren af teltet, men der var ingen til stede i campen.

Hun slog det hen, men da hun et par timer senere kom forbi teltet igen, var det blevet endnu værre.

Nu stod der ikke blot 'voldtægtstelt', men der var også malet et hagekors på teltet.

Klara gik tilbage i sin egen camp og allierede sig med to veninder, der gik ned til teltet, hvor der nu sad en gruppe drenge, der ud fra Klaras vurdering var omkring 18 år gamle.

Klara Rosendahl.
Klara Rosendahl.
Vis mere

Men hvis du tror, at de ville lægge sig fladt ned og undskylde for voldtægts-joken, tager du fejl.

»De var trælse og synes, at vi var nogle feministiske kællinger. Det kaldte de os faktisk. Jeg spurgte drengene, om de virkelig synes, at det var sjovt at joke med voldtægt, og det synes de, at det var,« fortæller hun.

Sammen med veninderne tog Klara kontakt til en vagt for at høre, om han kunne tvinge dem til at fjerne ordet og hagekorset.

Men det var ikke en mulighed.

Og det samme svar kom, da Klara skrev til Roskilde Festival og beskrev teksten på teltet og dets placering.

'Selvom jeg forstår, at det er ubehageligt at skulle se på denne skrift, så kan vi desværre ikke kontrollere, hvad alle festivaldeltagerne skriver på deres ting,' oplyser festivalen i en e-mail til Klara, der er underskrevet af 'Kirsten'.

B.T. har kontaktet Roskilde Festival, der oplyser, at adfærdsindsatsen Orange Together kom forbi teltet i går, og at man i løbet af aftenen sørgede for at få sat gaffertape på teltet. Festivalen vil også i dag tage ud til teltet for at se, om gaffertapen stadig sidder der.

Er du selv en drengene, der har tegnet hagekorset og skrevet 'voldtægtstelt'? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.