Roskilde Festival er ikke for børn, mener festivalen selv. Men det stopper ikke forældrene.

Man skal  næppe lede længe, før man får øje på børn inde på festivalpladsen på Roskilde. Og det er til trods for, at festivalen ikke anbefaler, man tager dem med.

En talskvinde for Roskilde Festival fortæller hvorfor:

»Roskilde er ikke en familiefestival. Her er ikke særlige begivenheder eller tilbud henvendt til børn. Vi sælger alligevel børnebilletter, fordi vi tror på, at de voksne selv kan vurdere, om det er en god ide at have deres børn med.«

Vi har mødt nogle af de voksne, der har vurderet idéen med børn på festival som værende god.

Marie Stoltenberg, hendes mand og deres søn Eskild på 4 år
Marie Stoltenberg, hendes mand og deres søn Eskild på 4 år
Vis mere

Marie Stoltenberg og hendes mand har taget sønnen Eskild på 4 år med på Roskilde Festival:

»Jeg synes, det er en kulturel oplevelse, de skal have med. Selvfølgelig kommer de ikke med ud, når der er vild fest, men her i dagtimerne, hvor de kommer ud og får en oplevelse og prøver, hvordan det er at være til en musikkoncert, og hvad det vil sige at være herude. Jeg er selv kommet her, siden jeg var 2-3 år med min far, og det har altid været en del af mig og min opvækst. Så det synes jeg også, min søn skulle have med.«

Michael Friis med sin datter Sofia på 8 år
Michael Friis med sin datter Sofia på 8 år
Vis mere

Michael Friis har taget sin datter Sofia på 8 år med på Roskilde i år:

»En af mine venner, der arbejder herude, har en datter, der har fødselsdag, og det har de valgt at fejre her. Så vi skal mødes her klokken fire og se reggae og spise kage. Min datter har været med herude siden altid. Men jeg tager hende heller ikke med herud om aftenen, når der er fulde mennesker. En gang imellem kan man godt møde et fuldt menneske, men det handler jo bare om at tale med børnene om det.«

En talskvinde for Roskilde Festival fortæller, at det ikke er en familiefestival. Hvad tænker I om det?

»Det er det jo heller ikke. Forældrene skal have styr på deres børn. Men jeg synes, det er fint, man kan tage dem med, og så kan de lige opleve det og lugte lidt til, hvad deres forældre render rundt og laver herude og så komme hjem i trygge rammer igen bagefter.«

Mette Busk Hansen, Kenneth Busk Hansen med deres tre børn Ella på 7 år, Birka på 9 år og Nora på 5 år
Mette Busk Hansen, Kenneth Busk Hansen med deres tre børn Ella på 7 år, Birka på 9 år og Nora på 5 år
Vis mere

Mette Busk Hansen har sammen med sin mand Kenneth taget børnene Ella 7 år, Birka 9 år, Nora 5 år med på festival:

»De skal have lov til at opleve det, som vi også gør som forældre. Så kan de snakke med og bedre forstå, hvad vi render rundt og laver. Jeg tror, de kan få et billede af, hvad det vil sige at være på Roskilde, hvor stort det er, hvor mange mennesker der er og med musikken og scenerne.«

»Jeg har ikke nogle bekymringer omkring at have dem med. De er her bare et par timer i dag.«

En talskvinde for Roskilde Festival fortæller, at det ikke er en familiefestival. Hvad tænker I om det?

»Det giver jeg hende fuldstændig ret i. Det er ikke en familiefestival. Men her en stille og rolig eftermiddag med en is i hånden, tænker jeg faktisk, det er okay. De er her et par timer, og så kommer de hjem igen.«

»Det er sjovt, men det larmer lidt,« siger Birka på 9 år.

Aase Hermanson med sin søn Niels
Aase Hermanson med sin søn Niels
Vis mere

Aase Hermanson fra Malmø, Sverige, har taget sin søn Niels med:

»Jeg tænker, det er herligt, de kan hænge her sammen med os.«

En talskvinde for Roskilde Festival fortæller, at det ikke er en familiefestival. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, at mange festivaler i Sverige kun fokuserer på unge, men her på Roskilde er der både børn og gamle, og jeg tænker, det er fint for alle. Jeg er ikke bekymret, for jeg er jo med. Og vi går hjem igen, når klokken er 21-22«.