Bøffer lavet af rødbeder, hvedeprotein og soja. Mere velfærd til grise og køer, før de skal slagtes. Her er det nye års største madtendenser.

År 2018 byder på en række nye madtendenser, og landets største supermarkedskæder er allerede ved at omstille sig.

På tværs af butikkerne er der enighed om, at bl.a. plantebaseret kød, mere økologi og færdigretter vil få en større plads i forbrugernes indkøbsvogne de kommende år.

Det fortæller indkøbsdirektør i Dansk Supermarked Jeppe Dahl Jeppesen og informationschef Jens Juul Nielsen fra Coop, der her redegør for de fem største madtendenser i 2018.

Supermarkedernes tilpasning skyldes ifølge fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, der ejer virksomheden Futuria, at forbrugerne hele tiden ændrer adfærd. Hun fortæller, at den kendte madpyramide med mørkt brød og grønt i bunden og kød i toppen tidligere var en fælles referenceramme, som styrede indkøbene. Det er nu skiftet ud med et mere fragmenteret indkøbsmønster.

»Engang var der en tro på, at eksperterne havde ret, og så levede man efter det. I dag er der er en større skepsis over for eksperter, og flere stiller sig op og siger, at det her er den eneste rigtige måde at leve på. Men det er ikke nødvendigvis videnskabeligt bevist, og i dag lytter man mere til sin egen mavefornemmelse,« siger Anne-Marie Dahl.

Hun nævner også såkaldte superfoods som en ny trend, der er styret af egen mavefornemmelse og det, der står i damebladene.

»Det er rigtigt, at der er rigtig mange sunde olier i chiafrø, men de er også dyre. Måske kan man lige gå godt købe en dåse makrel i tomat og få de samme olier,« siger hun og tilføjer:

»De nye trends er ikke nødvendigvis det sundeste og mest hensigtsmæssige, men det giver mening for den enkelte, og det er styrende.«

Her de fem tendenser i dit supermarked

BT har talt med indkøbsdirektør for ferskvarer i Dansk Supermarked (Føtex, Bilka og Netto) Jeppe Dahl Jeppesen og Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop (Superbrugsen, Kvickly og Irma) for at høre, hvad tendenserne i 2018 er.