Anna Mee Allerslev har flere gange understreget sit private venskab med direktør for Øens Murerfirma Jan Elving. Nu skifter hun standpunkt i kommunes redegørelse til Ombudsmanden.

Anna Mee Allerslev ændrer nu forklaring om sit forhold til ejeren af Øens Murerfirma Jan Elving. Et forhold, som ifølge eksperter har efterladt et indtryk af nepotisme og særbehandling i en række sager.

I forbindelse med en ny advokatundersøgelse bestilt af Københavns Kommune siger Anna Mee Allerslev, at hun ikke anser Jan Elving som en privat ven. I stedet er tale om ‘en venskabelig relation, som udløber af et professionelt forhold’.

Anne Mee Allerslev har ellers tidligere netop kategoriseret sit forhold til Jan Elving som både en privat og en god ven.

»Jeg har lånt kantinen til en privat fødselsdag af en privat ven,« skrev den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev i et mailsvar til BT i september måned 2017.

Dengang kritiserede eksperter hende for i strid med reglerne at tage imod en gave af Øens Murerfirma - der er en kommunal samarbejdspartner - til sin 30-års fødselsdag. Her lånte hun nemlig firmaets kantine til sin fødselsdagsfest.

Siden har Anna Mee Allerslev flere gange i løbet september og oktober 2017 understreget, at hun og Jan Elving er private og gode venner, og han har bekræftet, at det er gensidigt.

Det er Folketingets Ombudsmand, der har udbedt sig en redegørelse fra Københavns Kommune om forholdet mellem Anna Mee Allerslev og Jan Elving. Den omtalte advokatundersøgelse er en del af kommunens svar til Ombudsmanden, der nu undersøger sagen.

Nu viser det sig, at venskabet kun holdt indtil december måned sidste år, hvor Anna Mee Allerslev fik besøg af en jurist fra Horten advokater.

Advokaten var hyret af Københavns Kommune til at undersøge, om Anna Mee Allerslev har været inhabil i de sager, hvor hendes personlige relation til Jan Elving kan have påvirket hendes embedsførelse eller på anden måde har givet hende fordele.

Det gælder bl.a. sagen, hvor Anna Mee Allerslev i en mail i oktober 2016 til direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Torben Gleesborg bad ham om at hjælpe med en byggesag, hvor Øens Murerfirma manglede en endelig godkendelse.

Samme dag, som BT bragte historien om hendes mail til Torben Gleesborg, valgte Anna Mee Allerslev at gå af som borgmester.

Til advokaten er Anna Mees forklaring om hendes relation til Jan Elving en anden end den oprindelige:

»Anna Mee Allerslev anser ikke Jan Elving som en privat ven, men som en person, som hun har et venskabeligt forhold til. Deres relation er udløber af en professionel kontakt, som ikke har ledt til, at de ses i private sammenhænge.«

Det vækker undren hos en ekspert:

»Med den forhistorie, de har, så kan der ikke være tvivl om, at hun er inhabil. De kan jo heller ikke først være venner og så bagefter have et professionelt forhold. Og selv om hun ændrer forklaring på deres relation, så viser de to forskellige udsagn samlet set, at de to er så tæt knyttet, at der kan rejses mistanke om inhabilitet,« siger professor i forvaltning ved Roskilde Universitet Bent Greve.

Anna Mee Allerslevs ændrede standpunkt om venskabet betyder bl.a., at Horten i sin konklusion frikender Anna Mee Allerslev for inhabilitet.

»Det er samlet vurderet, at relationen mellem Anna Mee Allerslev og Jan Elving har karakter af et venskabeligt forhold, der er baseret på en professionel kontakt, men derimod ikke et venskab, som kan føre til inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1 nr. 5,« skriver Horten.

Ifølge Socialdemokratiets medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Susan Hedlund medvirker Anna Mee Allerslevs skiftende forklaringer til, at man står forvirret tilbage med spørgsmålet om, hvilken forklaring der er rigtig.

»De modsatrettede forklaringer er problematiske, for hvad passer så? Var den første forklaring for at undgå, at der kom en større sag ud af det, og er den næste forklaring for at undgå at være inhabil? Man skal holde sig til de forklaringer, man afgiver, og man skal holde sig til sandheden,« siger Susan Hedlund.

Anna Mee Allerslev er ikke vendt tilbage på BT’s spørgsmål.

Det er Folketingets Ombudsmand, der har bedt Københavns Kommune redegøre for forholdet mellem Anna Mee Allerslev og Jan Elving.

Advokatundersøgelsen er en del af kommunens svar til Ombudsmanden, der nu behandler sagen.

Københavns Kommune og Hortens advokater har ikke ønsket at medvirke i denne artikel, men henviser til kommunens redegørelse.