Afsløringerne om forhold på muslimske friskoler får nu konsekvenser for en lærer.

Klasselærer Naji Dyndgaard på den muslimske friskole Al Quds Skole i København er blevet opsagt, efter BT kunne afsløre, at han på Facebook skrev antisemitiske opslag, der bl.a. handlede om, at jøderne i Israel generelt opfører sig som dyr. Det bekræfter skolens bestyrelsesformand Yousef Houji til BT.

Samtidig har staten indledt en tilsynssag mod skolen på baggrund af BT’s afsløringer i august. Ud over historien om klasselæreren skrev BT, at skoleleder Waleed Houji delte propagandabilleder på sin facebookprofil fra den muslimske gruppe Hamas, der er på EU’s liste over terrororganisationer.

»Det fik styrelsen til at aflægge uanmeldt tilsynsbesøg på skolen og sætte skolen under tilsyn,« forklarer Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Nu beder styrelsen skolen om en grundig redegørelse. Styrelsen er på baggrund af afsløringerne i tvivl om, hvorvidt skolen lever op til lovens krav om at forberede eleverne til frihed og folkestyre.

BT har siden juli beskrevet forhold på seks friskoler, heriblandt indflydelse fra den kontroversielle hadprædikant Abu Bashar, dårlig forvaltning af statens penge, meldinger om snyd og religiøs kontrol samt bedrageri for millioner.

Skoleleder Waleed Houji vil på trods gentagne henvendelser ikke interviewes af BT, men i en pressemeddelelse undskyldte han i august for at have billederne på sin facebookprofil. På et af billederne sigter tre maskerede mænd fra Hamas med deres geværer på en halvnøgen mand med en jødestjerne på ryggen. Forsker og anti-radikaliseringsekspert Magnus Ranstorp kaldte billedet for antisemitisk.

Ifølge Al Quds Skoles bestyrelsesformand Yousef Houji er skoleleder Waleed Houji dog stadig ansat.

»Vi har givet ham en advarsel, og hvis det sker en gang mere, er det slut. Han har sagt, at han ikke mente noget med det,« siger Yousef Houji.

Så i bestyrelsen mener I godt, at man kan fortsætte som skoleleder, selv om man har haft Hamas-billeder som profilbillede på sin Facebook?

»De er der ikke længere.«

Nej, men han har haft det.

»Ja, men hvis bestyrelsen havde en fornemmelse af, at han var Hamas-medlem, så havde han ikke været her.«

Hvorfor mener du, at man kan fortsætte som skoleleder, selv om man har haft de billeder på sin profil?

»Det er ikke alvorligt. Han mente ikke noget med dem. Han forklarede os, at de billeder i 2014 havde han, fordi han så dem på Facebook. Det er ikke noget, han mente.«

BT har siden torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Naji Dyndgaard.