De mange tusinde ofre for jordskælvet og tsunamien, der ramte Japans østkyst i 2011, blev i går mindet på syvårsdagen for katastrofen

Ofrene for en af de værste natur- og atomkatastrofer i Japans historie blev i går mindet af indbyggerne flere steder i det østasiatiske land.

Søndag var det syv år siden, at et jordskælv udløste en tsunami ud for Japans østkyst, som kostede op mod 18.500 mennesker livet. Langt størstedelen døde som følge af de op til 10 meter høje bølger, der skyllede ind over kysten.

Tsunamien smadrede store dele af kystområdet i det nordøstlige Japan, og atomkraftværket Fukushima 1 blev også ramt hårdt.

Jordskælvet, der skete 11. marts 2011 om morgenen dansk tid, er det fjerde-kraftigste, som USA's Geologiske Undersøgelser, USGS, nogensinde har registreret. Skælvet havde en styrke på 9,0.

160.000 mennesker måtte flygte fra hus og hjem for at undgå den radioaktive stråling fra det ødelagte atomkraftværk, der beskrives som den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken i 1986.

Tre reaktorer nedsmeltede totalt som følge af tsunamien. En nedsmeltning sker, når atomkraftværkets brændstof - de såkaldte brændselsstave - begynder at smelte på grund af mangel på nedkøling. Derudover skete der massive skader på fire reaktorbygninger.

Radioaktivt udslip

Ulykken medførte radioaktivt udslip, og alle beboere inden for en radius af 20 kilometer måtte evakueres fra området.

Den samlede regning vil ifølge det japanske handelsministerium løbe op i 20 billioner yen. Det svarer til hele 1.240 mia. danske kroner.

Det enorme beløb dækker bl.a. over kompensation til mange af de tusindvis af mennesker, som af frygt for udslip af radioaktivitet blev tvangsforflyttet fra området.

Derudover omfatter den kæmpe regning også oprensning i flere kilometers afstand fra værket samt sikring og nedlukning af dette. Arbejdet med at indkapsle og sikre de nedsmeltede reaktorer ventes at tage op til 30-40 år.

Der har tidligere været udmeldinger om, at 185 børn har vist tegn på at have kræft i skjoldbruskkirtlen, hvilket kan stamme fra radioaktivt udslip.

Lægerne ved Fukushimas Medicinske Universitet har dog vurderet, at de helbredsmæssige konsekvenser for beboerne har været relativt begrænsede, når man tager befolkningstætheden i betragtning.

Rapporter har vist, at den radioaktive stråling i området er tæt på et normalt niveau i dag. Alligevel har japanerne siden ulykken holdt sig langt væk fra området af frygt for sundhedsmæssige konsekvenser.

Indbyggerne i flere japanske storbyer markerede i går syvårsdagen for katastrofen ved at holde et minuts stilhed, lige som der blev sendt tanker afsted til ofrene ved mindesmærker og gravsteder.