De kinesiske myndigheder meddelte i dag, at 10.000 desmerdyr skal slagtes på grund af frygten for en ny sars-epidemi, og i Kinas sydlige Guangdong-provins vil det fremover være forbudt at sælge vilde dyr på markederne.

- Der er i dag taget en beslutning om at lukke alle markeder med vilde dyr i Guangdong, sagde en talsmand for provinsens sundhedsmyndigheder, Feng Liuxiang, på en pressekonference, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

- Vi vil forsøge at forsegle området og stoppe for indførsel af alle desmerdyr fra andre provinser samt tage skridt mod at slå alle desmerdyr i Guangdong-provinsen ihjel, sagde talsmanden.

- Det er godkendt af Guangdongs provinsstyre, tilføjede Feng Liuxiang.

Han vurderede, at omkring 10.000 dyr skal slås ihjel.

Myndighedernes beslutning kommer samtidig med at forskning har vist, at en gentest fra coronavirusset i en mistænkt sarspatient i Guangdong er identisk med den genetiske struktur, der er fundet hos desmerdyrene, som bliver solgt på markeder som en særlig delikatesse.

Lungesygdommen sars opstod i Guangdong for et år siden og spredte sig hurtigt i hele Kina og videre til resten af verden. I alt 800 mennesker er døde af sygdommen, og over 8000 blev smittet, inden den kom under kontrol i juli sidste år.

/ritzau/AFP