Kim Robin Poulsen oplevede enhver soldats mareridt i Kabul: Han så sine kammerater dø. Men han vil alligevel tilbage og fuldføre sin mission. Foto: Brian Rasmussen
Kim Robin Poulsen oplevede enhver soldats mareridt i Kabul: Han så sine kammerater dø. Men han vil alligevel tilbage og fuldføre sin mission. Foto: Brian Rasmussen

I Kokkedals stilhed afleverede forsvaret fredag den 28-årige overkonstabel Kim Robin Poulsen til privatlivet efter ulykken i Afghanistan.

  • Alt gik galt
  • Vidste de hvad de gjorde
  • læs også lørdagens leder

    De to ledsagende kammerater fra forsvaret omfavnede spontant Kim, inden de overlod ham til at være alene med kæresten Eva.

    Der var en god grund til kammeraternes taknemmelighed:

    Kim reddede sin kollega, Dennis Bros liv, da Dennis var ved at forbløde. Kim selv er alt for nøgtern til at acceptere udtryk som »helt« om sig selv.

    Dennis er som den hårdest kvæstede af de overlevende danske soldater indlagt på hospital i Koblenz, hvor han indtil videre holdes i kunstigt coma med kvæstelser i øjne, mave og lunger.

    Kim Poulsen fortæller her roligt og fattet om, hvad der skete ved ulykken i Kabul. De værste realiteter lige efter ulykken er udeladt efter Kims ønske.

    »Vi var fem danskere og fem tyskere på opgave plus Julle (nu afdøde overkonstabel af første grad Brian Juul Nørløv Andersen, Skive.red.) På en høj fandt vi så de to SA 3 missiler, som vi bestemte os for at skille ad. Fra Tyskland var der kommet instruktion i at behandle missiltypen. Tyskerne er som soldater yderst forsigtige. Alt foregik efter planen, dvs. drivmidlet fra raketten var fjernet og lå et sted. Den såkaldte booster og detonatoren, der skal få sprænghovedet til at gå af, var fjernet. Tilbage var sprængstoffet, der teoretisk ikke kan eksplodere uden at være i forbindelse med boosteren og detonatoren.

    Jeg var vel fem-seks meter fra missilhovedet, da det alligevel detonerede.

    Jeg blev blæst to-tre meter væk.

    Jeg kunne intet se, intet høre.

    Jeg troede, jeg var blevet ramt i øjnene, men det vidste sig, at jeg kunne gnide det ud af dem. Det var slam fra spængstoffet.

    Jeg vaklede lidt væk, og der var alligevel så megen hørelse, at jeg hørte nogen skrige.

    Jeg vaklede over til bilen for at ringe efter hjælp. Bilen har en radiosender på 30 watt. Der var kun fire kilometer til lejren, men jeg kunne trods det ikke få forbindelse.

    Den tyske sprængningsleder Jens, der var ansvarlig for sikkerheden, var ikke selv kommet til skade, og jeg bad ham om at tage ind til lejren.

    Hvad jeg derefter så, kan jeg ikke offentligt beskrive i detaljer, men det var ikke rart.

    Jeg hørte Dennis råbe på tysk »Ich bin Däne«.

    På det tidspunkt var Dennis gået hundrede meter omkring på sin smadrede fod selv om han ikke kunne se efter kvæstelser i øjnene.

    Han spurgte mig: »Hvordan ser jeg ud?«

    Jeg svarede: »Du kommer nok til at spille fodbold igen«. Jeg aner ikke, om Dennis spiller fodbold.

    Af hensyn til andre kan jeg ikke gå i flere detaljer, end at Dennis blødte utrolig meget, at han havde så mange »huller«. At standse blødningen var en øjeblikkelig nødvendighed.

    Jeg kunne ikke finde min taske med forbindinger.

    Den var væk. Men ved et tilfælde havde jeg en rulle forbinding i lommerne. Jeg fandt også to ruller i bilen.

    Vi talte sammen, mens jeg forbandt Dennis, for han var ved fuld bevidsthed.

    Jeg talte også med min kollega Jens Lassen, (fra. Skive. red). Han er jo endnu indlagt på Rigshospitalet med et fragment (missilsplint. red.) gennem hånden.

    En tysk traumelæge nåede nu frem fra lejren, efter at jeg havde konstateret, at kammeraterne Julle (overkonstabel af 1. grad Brian Juul Nørløv Andersen, Slagelse, red.), Kim (overkontabel af 1. grad Kim Carlsen, Slagelse, red.) og Butz (oversergent Thomas Butzkowsky.red.) var døde.

    Ja, og så var der tyskerne fra ulykken.....hvordan skal jeg sige det. Jeg gjorde mig ren, så godt jeg kunne, mens lægen prioriterede, så de kvæstede først blev kørt tilbage til lejren.«

    Hvordan kan det være, at der blev så mange døde og sårede, når der kun bør være en ekspert til at røre ved spængstoffet?

    »Der var også kun én ved selve sprængstoffet. Man kan måske mene, at de andre var for meget i nærheden, mens de lagde de forskellige dele af missilet på plads, bl.a. detonator og booster, der jo var fjernet efter instruksen.

    Det var ulykken, der ikke kunne ske. Jeg kan kun gentage min opfattelse af, at sprængstoffet i det missil må være ustabilt.«

    Opgiver du nu din karriere i forsvaret?

    »Nej. Jeg er ammunitionsrydder. Jeg mener stadig, der er behov for ryddere. Nogen skal gøre det, og jeg lovet mig selv at slutte opgaven på en ordentlig måde. Jeg skulle være sendt hjem den 3. april, og jeg vil gerne vende tilbage og gøre min opgave i Afghanistan færdig. Lægerne siger, mine ører, hvor trommehinderne er sprængte, skal »lappes sammen«, så de afgør, hvad der skal ske.

    Jeg har været to gange i Kroatien, en gang i Bosnien og en gang i Afrika for forsvaret.

    Alle steder har der været en opgave at løse, så jeg fortsætter.«

    Tænkte du på, at din egen sidste time måske var kommet?

    »Nej, det tænker man ikke på i sådan en situation. Tværtimod fatter man ikke i første omgang, at situationen er så alvorlig, som den er. Jo, da jeg var på infirmeriet i lejren i udkanten af Kabul. Ikke før,« siger Kim.

    Lægerne i Koblenz kæmper fortsat for kammeraten Dennis, der kan takke Kim for, at han er i live.

    Kun et brandsår på Kims arm, hans dårlige hørelse og hans blik vidner om, hvad han har været igennem og været vidne til.
  • SMS

    Hitter på Facebook

    Mere fra Få første måned for 0 kr.