Se og Hør må gerne skrive, at Khader fik foretaget sort arbejde, da han skulle have lavet et stakit. Khader afviser alt.

DELTAG I DEBATTEN HER

Det var helt okay, da Se og Hør midt under valgkampen skrev, at Naser Khader fik udført sort arbejde

Torsdag kom pressenævnet nemlig med sin kendelse, efter Naser Khader havde sat Se og Hør for nævnet, fordi han mente at god presseskik var overtrådt, da ugebladet bragte artiklen 'Håndværkere taler ud. Sort arbejde hos Khader',

Men det måtte ugebladet altså godt skrive, ligesom det også var okay, at man havde benyttet sig af en betalt anonym kilde til historien.

Chefredaktør hos Se og Hør, Henrik Qvortrup, er lykkelig for kendelsen:

- Jeg er superglad for den her kendelse, siger han til bt.dk..

Pressenævnet vil ikke tage stilling til, om Naser Khader rent faktisk har betalt håndværkeren med 'sorte penge', men Qvortrup er ikke i tvivl:

- Jeg står ved vores historie. Jeg er sikker på, at den holder vand, og at Naser Khader brugte sort arbejde, siger han til bt.dk..

Over for bt.dk står Naser Khader dog fast:

- Jeg har ikke brugt sort arbejde. Livet er for kort til Qvortrup, siger Ny Alliances partiformand til bt.dk..

Pressenævntet kritiserer dog Se og Hør for at have tilsidesat god presseskik, fordi de ikke bragte oplysningerne om, at Khader havde modtaget et faktura for arbejdet .

Naser Khader er en offentlig person, og derfor må han finde sig i at blive udsat for mere end 'almindelige mennesker':

- Det er Pressenævnet opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale. Nævnet finder, at der er en sådan offentlig interesse i, om personer, der udfører arbejde hos politikere, lønnes i overensstemmelse med lovgivningen og gældende overenskomster, at der var belæg for at bringe artiklen om lønforholdene i forbindelse med arbejdet hos Naser Khader, skriver pressenævnet i sin kendelse.

Qvortrup, der tidligere har været en del af Nasers inderkreds, fortæller til bt.dk, at han ikke er på talefod med Ny Alliances partiformand.