Norvig og Nørrisgaard skal af med tre af deres ejendomsmæglerbutikker

Boligkrisen kradser hos kendis-mæglerne Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard.

Mæglerparret, der var blandt Danmarks dygtigste til at skumme fløden, da boligmarkedet var allermest lukrativt i 2005 er også nogle af dem, det gør mest ondt på nu hvor markedet er i frit fald.

- Vi udbyder nogle af vores butikker til franchise. Det er klart, det skyldes det dårlige marked, at vi må indskrænke vores antal af afdelinger. Krisen betyder, at vi er nødt til at være tættere på vores afdelinger og på vores medarbejdere., siger Peter Norvig til bt.dk.

Rammes ekstra hårdt
- Jeg kan ikke sige præcis hvor mange butikker, det drejer sig om. Det er vi i dialog med Nyboilig om. Men tre er da et godt bud, siger han.

Ifølge bt.dk's oplysninger drejer det sig om de tre butikker i Herlev, Ballerup og Søborg. Butikkerne udbydes så både andre mæglere fra Nybolig og mæglere fra andre kæder har mulighed for at byde på dem.

- Vi bliver ramt ekstra hårdt fordi vi primært har butikker i København og Frederiksberg. Der går det rigtig godt, når det går godt. Men det går også ekstra dårligt i nedgangstider som nu, siger Peter Norvig.

Bedre end sidste år
- Generelt er boligmarkedet i Københavnsområdet gåedt ned med 60-70 pct. siden 2005. Faktisk går det lidt fremad i forhold til sidste år. Vi sælger 20-30 pct. bedre i år end i 2007, men det er stadig ikke godt nok. Jeg tør ikke gætte på, hvornår markedet vender. Men foreløbig er mit bud, at niveauet i 2009 bliver nogenlunde det samme som i 2008, siger Peter Norvig.

Selv om markedet er historisk ringe, er der interesse i branchen for at overtage ledige mæglerbutikker, som dem, der her bliver udbudt, siger Nyboligs pressechef Eva Nørgaard Petersen.

- Der er faktisk interesse for det, så vi er optimistiske. Jeg tør heller ikke gætte på, hvornår markedet vender. Men vi bliver nødt til at se lys i den globale finansielle krise før vi kan håbe på at boligmarkedet vender, siger Eva Nørgaard Petersen.