Keld Heick havde svært ved at holde livet ud, da han i sommer var alvorligt syg med betændelse i skjoldbruskkirtlen. I lang tid slog lægen det hen som en banal halsbetændelse.

Han har aldrig været alvorlig syg, har altid påskønnet sit gode helbred og sat pris på livet. Men i august var Keld Heick tæt på at give op.

Hver eneste dag var en kamp for den 61-årige musiker. En kamp for at stå oprejst på grund af en umenneskelig træthed og feber. Og en kamp for at stå på scenen og synge. Halsen gjorde ondt og stemmen blev mere og mere hæs. Alligevel blev lægen ved med at sende ham hjem i seng med diagnosen halsbetændelse, alt imens Keld Heick fik det dårligere og dårligere.

- Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud til sidst, og jeg sagde til Hilda, at hvis jeg skal have det sådan her resten af livet, så havde jeg mest af alt lyst til at tage billetten, fortæller Keld Heick, mens han hælder kaffe op.

Han sidder midt i sin varme stue. Hans stemme er stadig en smule hæs, men ellers ser han afslappet og frisk ud.

- Vi er lige kommet hjem fra Madeira. Det var dejligt at slappe af. Jeg er stadig træt i kroppen, men lægerne mener, det snart bliver bedre, siger han og smiler.

Sjælden diagnose
Det er i dag mere end to måneder siden, lægerne fandt ud af, at den kendte musiker og vært på TV2 Charlie var alvorlig syg med betændelse i skjoldbruskkirtlen. En sjælden diagnose, der rammer få mennesker. Men som kan have alvorlige følger, hvis det ikke bliver opdaget i tide. Og selv efter man har overstået behandlingen, kan det vare måneder før man igen er på toppen.

- Det var et helvede, da det stod på. Og jeg var vred på min læge, fordi hun ikke fandt den rigtige diagnose. Men i dag er hun tilgivet, fordi jeg ved, at den er svær at diagnosticere, fortæller han.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at det altid er godt at søge anden hjælp, hvis ens læge tager fejl. Selv de bedste kan overse en detalje, Og det var præcis, hvad der skete, da han i august gik til sin læge.

Ufattelig træt
- I løbet af sommeren – faktisk siden maj – havde jeg været ufattelig træt. Når vi havde gæster, havde jeg svært ved at holde mig vågen, og selv efter 10 timers søvn var jeg stadig træt.

I august begyndte Keld Heick også at få feber. Han besluttede derfor at gå til lægen. Hun tog et par blodprøver, der viste, at den 61-årige Heick havde betændelse i kroppen, og da han klagede over ondt i halsen, udskrev lægen en recept på en penicillinkur mod halsbetændelse og gav ordren: Gå hjem og sov det væk.

Men penicillin hjalp ikke. Faktisk fik Keld Heick det meget værre, og til sidst gik han tilbage til lægen. Hun mente, at han stadig havde halsbetændelse, men muligvis var resistent overfor penicillin. Han blev sendt hjem med en ny recept. Men han fik det bare værre og værre.

- I den periode var vi ude at optræde, og jeg kunne næsten ikke stå oprejst. Hver aften måtte jeg sluge kodimagnyler, husker han og fortsætter: - Til sidst var jeg så desperat. Jeg havde det rent ud sagt ad helvede til. Så jeg gjorde noget, jeg normalt aldrig kunne drømme om.

Ulidelige smerter
Keld Heick ringede til sin gode ven, der er praktiserende læge. Klokken var næsten 23.00. Smerterne var ulidelige, og han var oprigtig bange. For det her var ikke 'bare' halsbetændelse.

- Han var i Rom, men konen fortalte, at han ville lande om natten. Jeg bad hende få ham til at ringe, når han kom hjem. Lige meget hvad klokken var, fortæller han og gør opmærksom på, at han ikke bryder sig som at bruge sine venner på den måde.

Men han vidste ikke, hvad han ellers skulle stille op. Vennen ringede kl. 01.00. Og efter en længere samtale havde han en klar fornemmelse af, hvad der kunne være galt.

Tidlig næste morgen fik han arrangeret, at Keld Heick blev undersøgt nærmere af speciallæger på Herlev sygehus. Og her blev mistanken bekræftet. Keld Heick havde i en længere periode gået rundt med en slem betændelse i skjoldbruskkirtlen.

Karrieren i fare
Det stod så slemt til, at hvis han havde gået med sygdommen længere, ville kirtlen være skadet for evigt.

Det ville betyde, at han skulle spise piller resten af livet for at få stofskiftet til at løbe rundt. Men det kunne også have ødelagt hans stemme og karriere.

Vi har været heldige
- Jeg var bare så lettet over, de endelig havde fundet ud af, hvad der var galt. Hvis jeg skulle spise en pille hver dag, hvad så? Det kunne være meget værre, siger han og fortæller, han heller ikke var nervøs for at miste stemmen.

Heller ikke selvom musikken er hans levebrød og passion.

- Jeg er jo blevet så gammel og har oplevet så meget, så skulle det ske, var det ikke den største katastrofe. Jeg kunne bare være stoppet. Jeg har levet så mange år, uden at være alvorligt syg. Både Hilda og jeg har altid haft et godt helbred. Vi har været heldige. Men selvfølgelig håber vi på, vi kan blive ved med at være raske. Man skal skønne på sit gode helbred, imens man har det.