På Styled.dk kan man finde en masse gode tilbud på det nyeste moderigtige tøj. Dog oplever mange købere, at de først modtager varerne efter ugelang ventetid.

Også på trods af, at pengene allerede er blevet trukket fra deres konti.

En af de uheldige købere, der har måttet vente, indtil videre forgæves, er Karsten Jensen.

Han bestilte et par cowboybukser den 16. april for 378,5 kroner med fragt. Karsten Jensen har dog stadig ikke set skyggen af de bukser, han bestilte på Styled.dk for over 14 dage siden.

»Jeg har flere gange fået at vide af dem, at jeg bare skulle vente to til tre dage, og så ville jeg modtage min vare. Men jeg har stadig ikke modtaget mine bukser, selv om jeg har betalt,« fortæller Karsten Jensen til B.T.

Han fortæller desuden også, at det har været umuligt at få kontakt til Styled.dk via deres kundeservice-telefon.

»Det synes jeg sgu ikke er i orden. Det gør jeg ikke.«

B.T. har selv forsøgt at ringe til firmaet, der går direkte på telefonsvareren, hvor man bliver henvist til deres live-chat på grund af underbemanding.

Karsten Jensen har stadig ikke fået sine bestilte bukser fra styled.dk. Dog er pengene trukket fra hans konto. Foto: Privat
Karsten Jensen har stadig ikke fået sine bestilte bukser fra styled.dk. Dog er pengene trukket fra hans konto. Foto: Privat
Vis mere

I stedet har Styled.dk valgt kun at ville svare B.T. skriftligt over e-mail.

Styled.dk fortæller, at det i marts ansatte nye medarbejdere, så man ville undgå den underbemanding, der efter sigende har været skyld i de mange forsinkelser, og at man ikke har kunnet kontakte firmaet via telefon.

Dog er det stadig umuligt at få kontakt til dem på deres kunderservice-nummer, og varen som Karsten Jensen har bestilt, kan han stadig se langt efter.

Også på Trustpilot hober de mange utilfredse kommentarer sig op.

Her skriver en bruger blandt andet: 'Jeg har forsøgt at ringe og skrive til dem, men der kommer intet svar. Værste service nogensinde, og så lyver I på jeres side med 5 stjerner. Og kort levering? Der er gået over 1,5 måned. Og når man vil have sin penge tilbage, ignorerer de en.'

En anden bruger skriver: 'Efter 3 uger venter jeg stadig på mine varer, og de er stadig ikke afsendt. På trods af modtaget track&trace. Til gengæld blev pengene hævet fra kontoen med det samme.'

Ifølge Laurine Larsen, fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, kan en virksomhed normalt ikke kræve betaling, før varen er sendt af sted. Oftest bliver pengene i de fleste webshops ikke trukket med det samme, men kun reserveret til virksomheden.

Det er først, når varen er afsendt, at virksomheden trækker det reserverede beløb.

Har du også oplevet problemer med Styled.dk eller en anden webshop, så vil vi gerne høre fra dig på lope@bt.dk.

Hvis virksomheden alligevel vælger at trække pengene, inden varen er sendt af sted, kan det blive anset for et 'urimeligt handelsvilkår'.

»Der er ikke nogen lovregel, der siger, at man ikke skal trække pengene. Vores praksis herinde er dog, at hvis man trækker pengene, før varen er sendt, vil det være i strid med god skik,« siger Laurine Larsen til B.T.

»Hvis de trækker pengene før, er der tale om 'forudbetaling'. Det kan der være en saglig og rimelig grund til, at man kræver – som for eksempel, hvis jeg bestiller noget, jeg får lavet særligt til mig, som virksomheden ikke kan sælge videre til andre,« siger Laurine Larsen.

Virksomheder, som går imod god skik på denne måde, kan dog ikke straffes med for eksempel en bøde.

Til B.T. skriver Styled.dk, at dets system har fungeret fint for deres kunder, men at de godt er klar over de vanskeligheder, det har medbragt.

»Man går jo ikke ind 'manuelt' og trækker pengene for hver ordre. Alt dette sker automatisk. Dog er vi opmærksomme på, at det ikke er et optimalt system, når der nu er længere ventetid på enkelte varer. Derfor har vi en udvikler i gang med at lave en ny løsning til os på det problem.«

Styled.dk uddyber også, hvorfor det tager så lang tid at få sendt varerne af sted.

Det skyldes et par helt bestemte bukser.

'I starten af marts udgav vi vores nye variant af 'De Perfekte Jeans', som man må sige at have været den hidtil største succes, vi har oplevet. Vores team var ikke gearet til den enorme efterspørgsel, der kom på vores varer,' skriver Styled.dk i en e-mail til B.T.

Laurine Larsen mener dog ikke, at en grund – som at en virksomhed har 'for travlt til at følge med', og varerne derfor er flere uger forsinket – er en rimelig grund.

»Umiddelbart er det ikke en saglig grund.«