Vi skal give baghjul til social dumping. Chauffører skal behandles som mennesker. Men nogle chauffører bor på rastepladserne, indtil en ny ordre tikker ind

Danske chauffører skal ikke smides ud af lastbilerne på grund af skæv og unfair konkurrence fra Østeuropa og Filippinerne. Vi skal ikke finde os i social dumping, selv om Liberal Alliance synes, at det bare er sund konkurrence.

Det er sikkert derfor, partiets transportminister Ole Birk Olesen står på bremsen, når vi andre ønsker at gøre noget ved problemet.

Kim Phillip, som ejer et vognmandsfirma, praler åbent med, at han kan få underbetalte chauffører fra Rumænien til at arbejde og bo i lastbilens førerhus i tre måneder ad gangen.

En anden arbejdsgiver, Jørgen Steffensen, fortæller om en smart fidus, som skaffer ham filippinske chauffører til 7.000 kr. om måneden. Tricket består i, at de sluses til Vesteuropa gennem datterselskaber i udlandet.

Arbejdsgiverne skraldgriner hele vejen til banken, mens billige chauffører udnyttes, og arbejdsforholdene presses nedad i Vesteuropa. Spiralen mod bunden drejes en omgang mere.

Rastepladser langs motorvejene overalt i Europa er vinduer ind til fattige parallelsamfund. De er et spejl af den stigende ulighed, hvor chauffører arbejder, lever og bor i førerhusene i ugevis.

Nogle gange i måneder. Maden bliver tilberedt over primitive gasblus, og de ensomme timer slås ihjel med tv fra hjemlandet gennem en parabolantenne på taget. Nogle chauffører holder blot hvil, andre bor på rastepladsen, indtil en ny arbejdsordre tikker ind. Et grimt syn.

Reglerne vrides og vendes for, at arbejdsgiverne kan få fingre i profitten.

Chauffører har krav på med faste mellemrum at holde hvil uden for lastbilen. Meningen er faktisk, at også chauffører skal behandles som mennesker. Flere lande, bla. Frankrig, Belgien og Tyskland, har strammet hårdt op om de ugentlige hvil, men vi kan ikke få transportministeren til at tage sagen alvorligt.

Det er jo logik for burhøns, at når kontrollen strammes i andre lande, øges presset mod Danmark, hvor der ikke er samme opmærksomhed. Danske rastepladser og industriområder bliver derfor omdannet til primitive campingpladser.

Ministeren trækker som sædvanlig bare på skuldrene.

Tungvognspolitiet skal holde opsyn med lastbiler, og opgaverne holder i kø. Langt oftere burde de lufte bødehæftet, men regeringen snyder på vægten.

Der er ikke direkte skåret ned på denne politienhed, og så er alt vel i vinkel? Nej, for disse dygtige specialiserede betjente sættes til alle mulige andre opgaver.

Arbejdsgiverne beregner kynisk risikoen for at blive taget, og den er ikke særlig stor i Danmark. Der er brug for skrappere regler på EU-plan, og for at regeringen tager opgaven alvorligt ved at lade tungvognspolitiet passe deres arbejde.

Vi skal ikke finde os i uligheden, hvor arbejdsgiverne er vindere og lønarbejderne tabere. En arbejdende underklasse fra lavtlønslande sidder splittet i hver sin lastbil. Vi skal have bedre fælles regler, og de skal håndhæves.

Arbejdsgiverne skal rammes på pengepungen, hvis de brydes. Og så er der brug for, at chaufførerne står sammen i slagkraftige uafhængige fagforeninger i hele Europa.