Karin Cohr Lützen åbnede for Pandoras æske, da hun gik i gang med at fortælle sin families historie og dens kamp for at bevare familievirksomheden Cohrs Sølvvare-fabrik i Fredericia.
I 25 år har hun taget tilløb til at fortælle historien om sin familie og dens over 100 år gamle familieejede og -drevne virksomhed. For Karin Cohr Lützen vidste godt, at historien er en blanding af Matador og Dallas. Fyldt med intriger, misundelse, sindssyge og magtbegær, der splittede en familie i to stridende parter.
Hun havde nu ikke troet, at hun ville blive kastet ud i så svære sjælekvaler i sin søgen efter familien og firmaet C.M. Cohrs Sølvvarefabriks historie.
Den 64-årige historiker måtte gå på kompromis med sin egen moral i jagten på oplysninger om det hæderkronede familiefirmas forlis. Et firma, der i sin storhedstid fra 1930erne til 1950erne beskæftigede over 350 ansatte.
Derfor bed hun hovedet af al skam, tog en dyb indånding og læste sin franskfødte mors dagbøger. Det skulle vise sig, at moderens private skriverier gav en del svar på, hvorfor det gik, som det gjorde.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om Karin Cohr Lützen, som er oldebarn til grundlæggeren af C.M. Cohrs Sølvvarefabrik. Her fortæller hun ærligt historien om sin familie, deres virksomhed og alle de intriger og magtkampe, som var med til at splitte familien i atomer.
Karin Cohr Lützen åbnede for Pandoras æske, da hun gik i gang med at fortælle sin families historie og dens kamp for at bevare familievirksomheden Cohrs Sølvvare-fabrik i Fredericia
I 25 år har hun taget tilløb til at fortælle historien om sin familie og dens over 100 år gamle familieejede og -drevne virksomhed. For Karin Cohr Lützen vidste godt, at historien er en blanding af Matador og Dallas. Fyldt med intriger, misundelse, sindssyge og magtbegær, der splittede en familie i to stridende parter.
Hun havde nu ikke troet, at hun ville blive kastet ud i så svære sjælekvaler i sin søgen efter familien og firmaet C.M. Cohrs Sølvvarefabriks historie.
Den 64-årige historiker måtte gå på kompromis med sin egen moral i jagten på oplysninger om det hæderkronede familiefirmas forlis. Et firma, der i sin storhedstid fra 1930erne til 1950erne beskæftigede over 350 ansatte.
Derfor bed hun hovedet af al skam, tog en dyb indånding og læste sin franskfødte mors dagbøger. Det skulle vise sig, at moderens private skriverier gav en del svar på, hvorfor det gik, som det gjorde.
»Jeg var nødt til at gøre det, fordi bestyrelsesprotokollen med referater fra møderne ikke findes længere. Jeg tænkte, at min far måtte have fortalt hende, hvad der var sket på møderne,« fortæller Karin Cohr Lützen.
Hun har også taget turen rundt til familiemedlemmer, der har stået på hver sin side i familiens opgør, for at høre, hvad de synes om, at hun fortæller familiens dramatiske historie.
»Alle har ment, at det vil være spændende. Især dem fra min generation, der gerne ville vide, hvad der egentlig skete, og hvorfor det gik, som det gjorde. Mens de gamle, som kan huske skærmydslerne, sagde: Du behøver vel ikke at skrive om alting,« fortæller Karin Cohr Lützen
Kampen om arvesølvet
Oldebarnet til grundlæggeren af C.M. Cohrs Sølvvarefabrik, der selv blev født med en sølvske i munden, men som mistede alt, har nu skrevet sin slægtskrønike ’Arvesølvet’.
Det er fortællingen om en svunden tid, hvor piger som noget selvfølgeligt samlede på 12 af hvert i sølv til deres udstyr. Hvor byens førende damer gik på visit hos hinanden, og mændene ledede store familiedrevne virksomheder og sad i klubber som Rotary eller byrådet. Og det er historien om, hvordan en lang række af disse – en efter en – måtte opgive ævred og lukke. Både på grund af manglende efterspørgsel på deres produkter, og fordi flere af dem blev ramt af ’Buddenbrook syndromet’ (teorien om, at tredje generation af en selfmade mand ofte ikke formår at drive familiefirmaet videre, red.).
Men historien er også Karin Cohr Lützens beretning om sin familie i tre generationer. Hvor sønner, svigersønner og børnebørn stod for ledelsen af Cohrs Sølvvarefabrik. Det skabte splid, splittelse og misundelse internt i familien. Og problemer i ægteskaberne. Det blev Karin Cohr Lützen også klar over, da hun læste i sin mors dagbøger.
Artiklen fortsætter under billedet
»På den måde så jeg, hvor dødtræt hun var af fabrikken og alle dens problemer. Men jeg var også nødt til at være professionel og lade være med at blive fornærmet over noget, hun havde skrevet om mig,« reflekterer forfatteren.
Hendes forældre var Kaj og Irene Lützen. Han var den problematiske tredje generation af familien Cohr. Generationen, der efter det buddenbrookske syndrom var den, som nedbrød det familiefirma, hans farfar havde opbygget.
Og så alligevel ikke helt. For stridighederne begyndte allerede i den ellers så succesfulde anden generation af Cohr-familien og var langsomt, men sikkert med til i sidste ende at nedbryde firmaet. Og familien.
Skæbne beseglet
For trådene mellem familien og ’Fabrikken’, som den blev kaldt internt i familien, spandt sig i tre generationer tæt sammen i et ubrydeligt, men samtidig så snirklet og fint et mønster, at det snildt kunne have prydet en af de mange sølvskeer, som C.M. Cohrs Sølvvarefabrik fremstillede. Sølvtøj, som hele familien Danmark havde dækket bord med siden midten af 1800-tallet.
Men da Karin Cohr Lützens far satte sig i den magtfulde stol som firmaets administrerende direktør i 1968, var Cohr Sølvvarefabriks skæbne allerede beseglet.
Den blev grundlagt i 1860 af guldsmed Ditlev Cohr. Under sønnen, Carl Mads Cohrs, ledelse voksede firmaet gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det leverede nu sølvvarer som spiseredskaber, skåle, fade, terriner, kander til drikkevarer og bøsser til sukker og salt. Men også vaser og lysestager. Alt sammen med stor succes.
Artiklen fortsætter under billedet
Men på hjemmefronten gik det stik modsat. Carl Mads Cohr giftede sig i 1889 med Elfrieda Christine Berg, som han fik fem børn med. Tre af dem – Ebba, Einar og Agnete – kom alle til at spille en stor rolle i familiens videre historie.
Familien boede i villa Pax, som patriarken havde ladet opføre som direktørbolig til sig selv og sin familie. Men bag de tykke gardiner og under de mørke trælofter trivedes familielivet ikke. Elfrieda led af ’dårlige nerver’ og var jævnligt væk fra hjemmet i lange perioder, hvor hun forgæves var indlagt på klinikker og Middelfart Sindssygehospital for at få styr på ’nerverne’.
Da den ældste datter, Ebba, i 1915 forlovede sig med den ni år ældre intendant Harald Lützen, forsikrede hun ham i et brev, at han aldrig måtte være bange for, hun skulle blive syg som moderen. Men den unge Ebba tog grueligt fejl.
De første år af ægteskabet var lykkelige. Fra 1918 til 1923 blev parret forældre til sønnerne Kaj, Poul og Aage. Samtidig blev Harald Lützen direktør i svigerfaderens firma, og familien bor i den kæmpestore villa Østerhus. Men langsomt gik det op for familien, at Ebbas nerver styrer hende mere og mere. Som sin mor var hun i lange perioder indlagt på klinikker. Her blev det konstateret, at hun led af maniodepressive svingninger, som slog ud i en voldsom, stærk seksuel lyst.
Den stærke lyst får Ebba til nærmest korporligt at overfalde nogle af de læger, der forsøgte at behandle hende – bl.a. med den dybt betænkelige behandling, røntgenkastration, som skulle nedsætte hendes stærke seksuelle lyst. For det gik jo ikke, at en af Fredericias førende damer føjtede rundt i byens gader og gjorde sig til over for vildtfremmede mandfolk.
Artiklen fortsætter under billedet
Men de utallige behandlinger hjalp ikke. Og hun oplevede, at hendes mand trak sig fra hende, når hun blev sendt hjem.
Ebba og Harald Lützen blev skilt i 1938, og hun overgav forældremyndigheden over deres tre sønner fuldstændigt til Harald. Og i tillæg blev Ebba af familien bedt om at bosætte sig i København.
Karin Cohr Lützen har ikke mange erindringer om sin farmor. Til gengæld var det ingen hemmelighed i familien, at farmoren led af ’dårlige nerver’.
»Men det var ikke noget, vi tænkte videre over. Det var bare sådan, det var i vores familie. Men min far talte altid varmt om hende, og han sagde aldrig noget om, at han havde følt sig svigtet af sin mor pga. hendes sygdom,« konstaterer hun.
I mellemtiden trådte Ebbas bror Einar Cohr ind i firmaet. Sammen drev sønnen til Carl M. Cohr og svigersønnen sølvvarefabrikken succesfuldt videre. De to udgjorde en dynamisk duo, der op gennem 1930erne, 40erne og 50erne sørgede for, at sølvtøj fra Cohr mere og mere blev et must i danskernes skuffer og vitrineskabe.
Tredje generation af familien Cohr træder nu ind i virksomheden.
Ebba og Harald Lützens ældste søn, Kaj Lützen, begyndte i en alder af 16 år som sølvsmedelærling. Planen var, at han skulle arbejde sig op gennem geledderne i Cohr, så han en dag kunne tage over som administrerende direktør.
Stridigheder
Efter Anden Verdenskrig begyndte den kommende familiestrid så småt at lure i kulissen hos Cohr. For Cohr havde i årevis givet så stort et overskud, at store dele af familien fra slutningen af 1940erne og i 1950erne residerede i store villaer rundt omkring i Fredericia.
Familiens medlemmer sad enten i direktionen eller havde en bestyrelsespost, og bestyrelsen bestod udelukkende af familiemedlemmer, ligesom firmaets aktier kun var ejet af familien – og kun måtte sælges til familien.
Bestyrelsesposterne eller de ledende stillinger lod mange penge flyde direkte ned i lommerne på familiens medlemmer i Fredericia.
Noget, der bestemt ikke huede den anden del af familien, som boede i København. Her havde ingen af Carl M. Cohrs døtre, deres mænd eller efterkommere længere hverken ledende stillinger eller bestyrelsesposter. Familien i hovedstaden består af Einar Cohrs yngste søster Agnete, der på trods af en stor aktiepost ikke har sæde i bestyrelsen. Hendes søster, den nervesvækkede Hedvig, og hendes familie, der har langt færre aktier og heller ikke sæde i bestyrelsen. Samt den tredje søster Gerda, der havde penge nok, fordi Carl M. Cohr havde erhvervet boghandlen Høst & Søn til sin datter og dennes mand Johannes Lind, da de blev gift. Johannes Lind døde imidlertid allerede i 1935. Gerda havde derfor nok at se til med at klare tilværelsen for sig selv og sine fire børn. De havde som nævnt stadig aktier i firmaet og fik udbetalt udbyttet men eftersom Einar Cohr også fik løn som direktør, kunne han hæve langt flere penge fra Cohr, end det beløb som hans søstre modtog i udbytte.
Især Agnetes anden mand, revykomponisten Sven Buemann, der bl.a. har skrevet grandprix-vindersangen ’Det var en yndig tid’, havde meget svært ved at forstå, hvorfor han eller hans kone ikke havde en plads i familiefirmaets bestyrelse, når den administrerende direktør Einar Cohrs hustru, Dudde, der samtidig var Sven Buemanns søster, havde haft en bestyrelsespost siden 1939. Og Agnetes tidligere mand havde fået en bestyrelsespost, mens de stadig var gift.
Karin Cohr Lützen, der blev født i 1952 og derfor er vokset op med ’Fabrikken’ som et ekstra familiemedlem, kan godt forstå, hvorfor hendes fars mostre ikke skulle have plads i bestyrelsen.
»Min mor beskriver Agnete som godmodig og sød, men ikke noget lys. Og Hedvig var både psykisk skrøbelig og heller ikke for kvik. Så hvad skulle de dog der,« spørger Karin Cohr Lützen og slår ud med armene.
»Det er virkelig en gåde, at Dudde kunne blive ved med at sidde der. Men det var jo nok for at kunne hive penge ud af firmaet,« filosoferer oldebarnet over endnu en af familiens uløste gåder.
Sven Buemanns utilfredshed med den manglende bestyrelsespost skal også ses i lyset af, at Dudde og Einar Cohr nød godt af den evige pengestrøm fra firmaet. De mange penge – der er tale om millioner i nutidens penge – gjorde, at hun kunne købe sit tøj i Paris. Parret holdt fine selskaber i deres hjem, villa Primavera. De rejste jævnligt til udlandet, og Einar Cohr kørte altid i de nyeste og største biler.
Dudde var en fin frue i byen
»Hun var også et smaddersødt og kærligt menneske, der virkelig havde det der blik for børn, så de følte sig hørt og set. Det var jo også spændende, at de boede i et stort og flot hus, og at hun kunne fortælle så mange historier,« husker Karin Cohr Lützen.
Ægteparret Cohr skulle blive en dyr fornøjelse for familiefirmaet. For familiestriden stod især mellem Einar og Dudde Cohr og Agnete, Einars lillesøster og hendes mand, Sven Buemann, Duddes lillebror. Familien i Fredericia tog klar afstand fra Agnetes mand. I bogen beskrives han som en meget slikket type med pomadehår, smalt overskæg og store armbevægelser. Hans gentagne og stædige anstrengelser for at få en fod indenfor i bestyrelsen brød familien i Fredericia sig bestemt heller ikke om.
Men i børnenes øjne var han, som sin søster, en meget spændende mand, der har sin vante gang i underholdningsbranchen i hovedstaden. Når Karin Cohr Lützens familie var sammen med ham og Agnete i København, førte han dem selvsikkert ind i en ny verden bestående af glitrende restauranter som Ambassadeur og d’Angleterre.
Artiklen fortsætter under billedet
»Han var sådan en type som Jørgen Varnæs fra Matador. Han var bare mere slikket,« griner Karin Cohr Lützen.
Op gennem 1960erne kæmpede Sven Buemann stædigt videre for at få en plads i bestyrelsen. Til sidst – i 1965 – lykkedes det. Og så skulle man tro, at freden havde sænket sig forsonende over familien.
Men det varede kun kort.
Bare fire år senere var Sven Buemann utilfreds med kun at være menigt medlem af bestyrelsen. Som resten af branchen anede han, at de gyldne dage med massivt salg af sølvtøj snart var en saga blot. Danskerne ville i opgangsårtiet hellere bruge deres penge på charterrejser, farvefjernsyn eller en ny bil.
Artiklen fortsætter under billedet
Den mangeårige direktør Einar Cohr havde trukket sig tilbage og var blevet formand for bestyrelsen. I stedet var Kaj Lützen blevet udnævnt til administrerende direktør. Om det var en god idé at lade endnu en søn efterfølge en søn i direktørstolen, er tvivlsomt. For i modsætning til Cohrs grundlægger, der var en ægte patriark og gerne langede de ansatte lussinger, var Kaj Lützen med sit blide væsen, sin konfliktskyhed og manglende evne til at træffe en hård beslutning morfarens diametrale modsætning.
Dét sammenholdt med den generelle nedgang i branchen og Cohrs stagnering med at skabe nye produkter gjorde skriften på væggen tydelig. Som tiderne blev dårligere og dårligere for sølvvarebranchen, blev det i 1970 besluttet, at Cohr skulle have en ny mand i spidsen.
Stod overfor sit endeligt
»Der er lidt forskellige opfattelser af, om min far blev fyret, eller om han gik selv. Jeg ved det stadig ikke. Men ifølge min mors dagbog gav han udtryk for, at han ikke magtede opgaven,« fortæller Karin Cohr Lützen, der også stiller spørgsmålstegn ved, om det vitterligt var hendes fars skyld, at tiderne var blevet så dårlige på Cohr.
For selv om hendes far var den ’vanskelige’ generation ifølge Buddenbrooks syndromet, var det så hans skyld alene?
»Udover Georg Jensen var der jo ingen af sølvvarefabrikkerne, der overlevede. Min far havde måske ikke den brutalitet og styrke, der skulle til for at indskrænke og fyre folk. Men kunne han overhovedet have gjort noget? Det var jo en branche, der stod overfor sit endeligt,« siger hun.
Samme år blev Sven Buemannns triumf komplet. Han blev nemlig udnævnt til formand for bestyrelsen af Cohr og havde nu nærmest uindskrænket magt over firmaet.
Imens måtte Kaj Lützens familie leve i trangere kår, end de havde været vant til. Karin Cohr Lützen og hendes to søskende fik direkte at vide, de selv måtte tjene til deres studier. Derfor arbejdede hun som ufaglært på nogle af byens fabrikker i sine sommerferier for at tjene til studieophold.
»Det føltes overhovedet ikke ydmygende. For tiden var jo med os. Det var jo ikke kun vores familie, det var gået dårligt for. Men min far må have følt det som en deroute,« mener forfatteren, der mistede sin far tre år senere.
Artiklen fortsætter under billedet
Også faderens bror Aage Lützen røg i forsøget på at redde Cohr. Man lukkede fabrikken i over en måned og sendte de på det tidspunkt 101 arbejdere hjem. Men lige meget hjalp det.
Fyringerne delte familien i Fredericia i to. Familien Lützen, der var rasende over afskedigelserne af brødrene Kaj og Aage, og familien Cohr anført af Dudde, der sad i bestyrelsen, da de to brødre blev bedt om at gå.
Familiens skurk
I København sad formanden for Cohrs bestyrelse og ordnede sine forretninger fra sit stambord på d’Angleterres restaurant. Det ’nummer’, som Sven Buemann orkestrerede i sommeren 1975, hvor han på den mest udspekulerede måde havde indgået en aktionæroverenskomst med sin kone Agnete, sin søster Dudde og sin svigerinde Hedvig, som gav ham aktiemajoriteten og dermed ubetinget magt over Cohr, var også med til at tegne billedet af ham som familiens skurk.
Tre af Cohrs ledende medarbejdere – herunder sønnesønnen Hans Cohr – blev alle afskediget med begrundelse i branchens ’dårlige tider’.
Artiklen fortsætter under billedet
Hans Cohrs mor, Dudde, var fem år forinden blevet enke og var efterhånden lettere alkoholiseret. Hun forsøgte forgæves at slå tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes egen bror, der stod bag fyringen af hendes søn. Men det hjalp ikke.
I stedet blev Cohr solgt til greve Jens Krag-Juel-Vind-Frijs, Langebæk. Efter i 116 år at have været ejet og drevet af den samme familie var det Sven Buemann, der reelt besluttede, hvad der skulle ske med firmaet og fandt dets nye ejer. Efter salget fortsatte han som formand for Cohrs bestyrelse.
»Jeg synes ikke, man ubetinget kan kalde Sven Buemann for skurken. Nogle i familien ser ham som manden, der prøvede at redde det hele,« fortæller Karin Cohr Lützen.
Artiklen fortsætter under billedet
Salget af aktierne indbragte da også familien lidt penge. For eksempel fik Karin Cohr Lützens mor 350.000 kr. for salget af sine arvede aktier, hvilket svarer til 1,5 mio. kr. i nutidens penge.
Mens dønningerne i familien Cohr langsomt lagde sig, og livet gik videre for efterkommerne af Carl M. Cohr, fortsatte Cohr med at producere sølvvarer, indtil det lukkede endegyldigt i 1987. Under endnu en ny ejer.
