Kurator i IT Factory’s konkursbo har mistanke om, at forsvundne millioner fra Stein Bagger-sagen er endt i et selskab i Singapore.

Jagten på Stein Baggers forsvundne millioner fortsætter knap 10 år efter en af de største bedragerisager i danmarkshistorien blev afsløret.

En række dokumenter afslører nu en forbindelse mellem Stein Baggers svindelnummer IT Factory og et firma i Singapore, hvor navnet på en af Stein Baggers svenske forbindelser er dukket op.

Det har fået Kammeradvokaten, der står for at inddrive penge til IT Factorys konkursbo, til at vidnestævne de to svenskere Mikael Ljungman og Carl Freer. Mikael Ljungman har allerede afsonet en dom på syv års fængsel, mens Carl Freer hele tiden har været sat i forbindelse med IT Factory-sagen.

Stein Bagger er vokset op i Frederiksværk og blev landskendt for sin hovedrolle med at svindle for 831 millioner kroner i IT Factory. Siden sin dom på 7 års fængsel har han skiftet navn flere gange. I 2014 blev Stein Bagger prøveløsladt efter fem år og tre måneders fængsel.I 2017 fandt Ekstra Bladet frem til Bagger i en lille by uden for Stockholm, og siden da har han optrådt i artikler og tv-programmet ’Stein Bagger: Jagten på sandheden’, der forsøgte at få svar på, hvor de 200 millioner kroner, der stadig savnes fra bedrageriet, er blevet af.
Stein Bagger er vokset op i Frederiksværk og blev landskendt for sin hovedrolle med at svindle for 831 millioner kroner i IT Factory. Siden sin dom på 7 års fængsel har han skiftet navn flere gange. I 2014 blev Stein Bagger prøveløsladt efter fem år og tre måneders fængsel.I 2017 fandt Ekstra Bladet frem til Bagger i en lille by uden for Stockholm, og siden da har han optrådt i artikler og tv-programmet ’Stein Bagger: Jagten på sandheden’, der forsøgte at få svar på, hvor de 200 millioner kroner, der stadig savnes fra bedrageriet, er blevet af. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

»Vi har indkaldt dem, fordi vi ønsker at få deres forklaring på de nye oplysninger. Hvor vi tidligere har haft en relativt sporadisk dokumentation, er vi nu kommet et skridt nærmere at have yderligere viden om pengestrømmene,« siger Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten.

Mikael Ljungman og Carl Freer blev vidnestævnet ved en domstol i New York og blev indkaldt til at møde op 9. og 10. april, fremgår det af retsdokumenter.

De blev stævnet ved en amerikansk domstol, fordi et amerikansk selskab og ansøgninger i USA’s patentregister er centrale i sagen.

Ljungman og Freer mødte dog ikke op ved domstolen. Efter det for BT oplyste er det nemlig ikke lykkedes at forkynde stævningerne, dvs. at en repræsentant for retten fremlægger stævningen, over for de to svenskere.

Vidnestævningen kræver desuden, at de to svenskere leverer dokumentation om transaktioner og værdier i en lang række selskaber forbundet til svenskerne, heriblandt et selskab kaldet iQNECT med adresse i Singapore.

Stein Baggers IT Factory tjente et trecifret millionbeløb på at narre leasingfirmaer til at investere i fiktivt IT-udstyr. En del af pengene endte hos Baggers svenske forretningspartner Mikael Ljungman.

Ifølge Kammeradvokaten er 40-50 millioner kroner fra IT Factory flyttet via Mikael Ljungmans selskab eCommerce til et selskab kaldet Media Power i USA. Det amerikanske selskab arbejdede ifølge Kammeradvokaten med at udvikle mobilteknologi og patentansøgninger.

Svenskeren Mikael Ljungman blev i 2010 idømt 7 års fængsel samt til at betale 200 mio. kr. til IT Factorys konkursbo for sin rolle i bedragerisagen. Stein Baggers leasingkarrusel overførte mange millioner kroner til Ljungmans firma Media Power.Dommen for den 54-årige Ljungmans medvirken i svindlen er dog blot en i rækken – tidligere er han dømt for bedrageri, regnskabssvindel og brandstiftelse.
Svenskeren Mikael Ljungman blev i 2010 idømt 7 års fængsel samt til at betale 200 mio. kr. til IT Factorys konkursbo for sin rolle i bedragerisagen. Stein Baggers leasingkarrusel overførte mange millioner kroner til Ljungmans firma Media Power.Dommen for den 54-årige Ljungmans medvirken i svindlen er dog blot en i rækken – tidligere er han dømt for bedrageri, regnskabssvindel og brandstiftelse. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Selskabet påstår at have udviklet en teknologi, hvor en bruger med sin mobiltelefon kan scanne et billede i eksempelvis et magasin, hvorefter kameraet kan genkende logoer på produkter og derefter lede brugeren ind på en hjemmeside.

Det materiale og patentansøgninger er ifølge vidnestævningerne gennem årene blevet flyttet rundt mellem forskellige firmaer og dukker nu tilsyneladende op i selskabet iQNECT i Singapore.

Ifølge dokumenter, som BT har set, står Carl Freer som opfinder af teknologien. Derfor vil Kammeradvokaten gerne have en forklaring fra svenskeren på, hvordan patentansøgningerne er kommet fra Media Power til de selskaber, som i dag tilsyneladende råder over patentansøgningerne.

»Værdier i form af software og patentansøgninger, som vi formoder er udviklet for penge fra IT Factory, ser ud til at flytte sig fra selskab til selskab. Vi er kommet i besiddelse af dokumenter, som viser, at patentansøgningerne værdiansættes til nogle meget store beløb. Så det ligner, at det er aktiver, der kan være noget værd, og som kan spores direkte tilbage til et selskab, som modtog en del af de midler, som kom fra svindlen i IT Factory,« siger Boris Frederiksen.

Indtil videre har Kammeradvokaten inddrevet over 350 millioner kroner til kreditorerne i IT Factorys konkursbo.

Hvorfor jagter I stadig pengene i en sag, som er snart ti år gammel?

»Vi kan se en del aktiver, der kan spores tilbage til IT Factory, og som kan være noget værd. Vi skylder kreditorerne at gøre et sidste forsøg. Mikael Ljungman er jo dømt til at betale en erstatning til konkursboet på 200 mio. så det er klart at vi interesserer os for, hvad de penge som Mikael Ljungman er dømt til at betale tilbage, i sin tid er brugt til,« siger Boris Frederiksen.

Kammeradvokatens repræsentanter i USA vil nu arbejde videre med at forsøge at forkynde vidnestævningerne for Carl Freer og Mikael Ljungman.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mikael Ljungman og Carl Freer.

Svenskeren Carl Freer beskriver sig selv som en succesfuld iværksætter, opfinder og investor. Kammeradvokaten har dog en anden opfattelse af Freer, der mistænkes for at være involveret i selskaber, der har modtaget penge fra IT Factory-svindlen.Freer, der er kendt for at leve et luksuriøst liv, siges at være omkring 47 år gammel og bosiddende i Californien USA. I dag er han stadig involveret i en række firmaer, bl.a. i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater og i Singapore. Han er desuden kendt for starte injuriesager mod journalister, der skriver om ham. Her ses han som 35-årig.
Svenskeren Carl Freer beskriver sig selv som en succesfuld iværksætter, opfinder og investor. Kammeradvokaten har dog en anden opfattelse af Freer, der mistænkes for at være involveret i selskaber, der har modtaget penge fra IT Factory-svindlen.Freer, der er kendt for at leve et luksuriøst liv, siges at være omkring 47 år gammel og bosiddende i Californien USA. I dag er han stadig involveret i en række firmaer, bl.a. i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater og i Singapore. Han er desuden kendt for starte injuriesager mod journalister, der skriver om ham. Her ses han som 35-årig. Foto: NF
Vis mere