Mens resten af Danmark den 9. april 1940 fortumlet vågnede op til nyheden om, at landet var blevet besat af tyskerne, havde omkring 1.000 sønderjyske soldater i timevis kæmpet bravt mod overmagten, indtil de kl. 8.15 måtte give op. Se sig slået.
95-årige Kai Bosack var en af dem, der kæmpede. Og aldrig er blevet hædret for sin indsats.
Opret abonnement på BT Plus og læs hele Kai Bosacks historie om den dag, der ændrede ham og Danmark.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
9. april 1940 skulle have været en helt særlig dag for 20-årige Kai Bosack. I månedsvis havde han spinket og sparet, lagt hver en håndøre til side til den store aften. Den aften, hvor han sammen med sin kæreste Asta og et vennepar skulle fejre hans udnævnelse med en fest på Ritz i Haderslev.
Men sådan kom det ikke til at gå. Der blev ingen fest. For den 9. april 1940 gik Kai Bosack i krig. Mod tyskerne.
Mens resten af Danmark fortumlet vågnede op til nyheden om, at landet var blevet besat af tyskerne, havde omkring 1.000 sønderjyske soldater i timevis kæmpet bravt mod overmagten, indtil de kl. 8.15 måtte give op. Se sig slået. Kai Bosack var en af dem.
»Ja, der blev jo ikke meget fest den dag,« konstaterer Kai Bosack tørt ovre fra lænestolen i pensionistlejligheden i Kolding.
Det sviende nederlag sidder stadig i ham her 75 år efter.
»Vi skulle have knaldet dem ned for et godt ord. Men det kunne vi ikke.«
Stuen er fuld af minder om et langt liv. Men intet fra Anden Verdenskrig. Dem har Kai Bosack ikke haft lyst til at slæbe videre på. Det var nok at være der og stadig have det under huden.
Præcis ét år før Danmarks besættelse, den 9. april 1939, var Kai Bosack stadig tykhudet.
Han var blevet indkaldt som soldat, og netop den dag skulle han stille på kasernen i Haderslev. På det tidspunkt var han flyttet hjemmefra, boede i Odense, arbejdede som gartner og var blevet kæreste med Asta, hans nabo i Stegsted udenfor Odense. Nu skulle fem en halv måned som værnepligtig overstås. Asta rykkede med til Haderslev.
»At skulle ind som soldat var jo ikke noget, man tænkte over. Der havde ikke været soldater i krig siden 1864,« siger Kai Bosack.
Men han kunne lide soldaterlivet. Meget faktisk. Da antydningen af krig begyndte at rumle rundt omkring i Europa i efteråret 1939, blev tjenestetiden for de værnepligtige forlænget. Også for Kai Bosack, som vinkede farvel til sin plads i sit gamle kompagni og sagde ja til at komme på befalingsmandsskolen og videreuddanne sig til korporal, en titel han kun nåede at besmykke sig med én enkelt dag. Den 9 april 1940.
Tyske kolonner syd for grænsen
Optakten til dagen var fyldt med tanker og forvirring. Selvom Danmark og Tyskland i maj 1939 havde indgået en ’ikke angrebspagt’, havde rygterne svirret i en tid om, at tyskerne kunne finde på at angribe.
»Folk, der havde haft civile ærinder sydpå, kunne fortælle, at tyske kolonner stod i flere kilometers længde, klar til at rykke over grænsen,« husker Kai Bosack.
Den 8. april var rygterne blevet langt mere konkrete og der blev beordret alarmberedskab i den danske hær, herunder på kasernen i Haderlev.
Soldaterne fik forbud mod at forlade området, men i aftenens løb lykkedes det Kai Bosack at snige sig op til lågen ind til kasernen for at mødes med Asta. Både for at aflyse festen, men også for at få beroliget hende.
Men selv var den 20-årige soldat langtfra rolig.
»Alt var jo helt uforudsigeligt,« siger Kai Bosack og ryster på hovedet. »Vi skulle gå i seng med tøj og støvler på for at være klar. Det var noget mærkeligt noget at gå i seng uden at vide, hvad der skulle ske. Det blev ikke til meget søvn den nat.«
Klokken var da også kun fire om natten, da soldaterne blev vækket og kaldt ud på kasernepladsen, hvor de blev orienteret om, at tyskerne var på vej. At de skulle i krig.
»Så stod vi dér, på rad og række på den åbne plads, og tyskerne kom flyvende henover hovedet på os. De kunne jo have fejet os ned på stedet. Og i begyndelsen tænkte jeg da også, at de lige så godt kunne tage os med det samme, hvis det skulle være.«
Flyveblade fra himlen
Men i stedet for kugleregn dryssede flyveblade ned fra oven. ’Oprop! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk’ stod der på dem. Skrevet af Hitler selv. Kai Bosack nåede ikke at læse det. Han havde travlt med at holde styr på det mylder af tanker, der pressede sig på.
»Du er jo soldat. Indkaldt efter loven, så du skal bare tage dig sammen. Nu havde vi fået anvist en vej, og så måtte man jo sætte skrækken i baggrunden. Eneste udvej havde været at desertere. Den tanke har jeg ikke haft.
Nu havde vi haft fred i så mange år, og så... Jeg tænkte da på, om vi kunne slippe for at blive skudt. Men jeg turde ikke rigtig tænke det igennem. Turde ikke tænke på kollegaerne og på, hvor mange af os....,« siger Kai Bosack og kan ikke gennemføre sætningen, prøver igen: »hvor stort omfanget ville være, for vi vidste jo, at det ville ske, det kunne ikke undgås.«
Hvad hverken Kai Bosack eller hans soldater-kammerater i Haderslev vidste, var, at på det tidspunkt var de første tre kolleger, grænsegendarmer, blevet skudt af en tysk specialgruppe. Én døde på stedet, de to øvrige dagen efter.
Klokken 4.15 krydsede tyskerne den sønderjyske grænse hele fire steder, og 4.50 kom det til de første kamphandlinger nord for Kruså. Danmark var i krig.
Da Kai Bosack - nu som ordonnans for kompagnichefen - gik gennem Haderslevs gader i det begyndende morgengry den 9. april på vej mod den anviste forsvarpost på Hertug Hans Broen, var det med en underlig følelse i maven. Ikke alene var han på vej i krig mod tyskerne, 20 år tidligere havde hans far gået der. Den modsatte vej.
»Min far var på vej hjem nede sydfra. Han sad i fangenskab i Frankrig. Og nu kom jeg gående ned ad gaden 20 år efter. Han var tysk aktiv. Jeg var dansk aktiv. Han var i tysk tjeneste under Første Verdenskrig. jamen, så gør man sig jo nogle tanker i stakkevis,« siger Kai Bosack.
Han bliver fjern i blikket for en stund. »Jeg kunne jo slet ikke fatte, at Tyskland bare indledte en krig igen, jeg troede ikke, at de var krigeriske længere. Jow. Det var underligt.«
Nu var det Kai Bosack, der sammen med soldaterkammeraterne skulle stå klar ved kanonerne for at tage imod tyskerne.
Kampene, der foregik længere sydpå, kendte de intet til. Heller ikke dødstallene. Udover de tre grænsegendarmer, ni i Sønderjylland. De stod der bare. Og ventede. Med angsten siddende som en tung klump i maven.
Mistede fire kammerater
Så rykkede kampene nærmere på Haderslev. Skuddene nåede dem. Kai Bosack beordres til at undersøge nærmere. Ser døde og sårede. Tyskerne er brudt igennem deres forsvarslinjer. De har tabt. Og Kai Bosack har mistet fire soldaterkammerater.
»16 dræbt. Til ingen nytte,« siger han og sukker dybt. »De vil ikke blive glemt, blev der sagt til deres pårørende. Men lige siden har ingen politikere kunnet finde ud af, om vi skulle have et diplom. Vi har spurgt dem igen og igen, vil I ikke nok? Men ikke tale om,« siger Kai Bosack, som i 75 år har kæmpet for, at deres indsats skulle belønnes, at deres kamp mod besættelsesmagten betød noget. Men skiftende politikere har ment noget andet. De sønderjyske styrker skulle aldrig have taget kampen op. Danmark havde overgivet sig. Allerede kl. 6 den morgen opfordrede regeringen og kongen til at indstille kampen. Beskeden nåede bare ikke frem.
Da Kai Bosack tog de tunge skridt tilbage til Haderslev Kaserne den morgen, med geværet over skulderen - uden at have løsnet et skud - blev nederlaget meget konkret. Han havde lige sat livet på spil og i vinduerne hang de tyskvenlige og vinkede begejstret velkommen til de fremmede. Og et par af byens velstillede enker havde tilmed været nede at tømme brødudsalget og stod nu og delte ud til de tyske tropper.
Han ryster på hovedet.
»Men da de skulle hjem, tyskerne, var der ikke nogen, der hjalp dem.«
Efter 9. april droppede Kai Bosack sin militære karriere og blev landbetjent i Toftlund. Og gik ind i modstandsbevægelsen, hvor han ’generede tyskerne med bomber og kanonslag’ og igen kom i nærkontakt med de tyske styrker. Den ene gang var det på et hængende hår, at han klarede den.
»Det var i februar 1945,« begynder han langsomt.
Smed sig i mudderet
»Der blev kastet våben ned fra oven, som vi skulle ud at samle op. Men vores gruppe var blevet for stor, og der var nogle, der sørgede for, at vi blev afsløret. Og pludselig var vi omringet af tyske soldater,« fortæller han.
Han husker, hvordan gruppen spredte sig i en fart. Hvordan han selv smed sig ned på pløjemarken, sank ned i 20 cm mudder og smat, mens kuglerne fløj om ørerne på ham. ’Som på en skydebane’.
Til sidst så han sit snit til at komme væk. Drivvåd og barfodet. Hans sko var svuppet helt ned i mudderet. En gårdmand i nærheden var knap så nazielskende. Han tog chancen og bankede på. Og var heldig. Efter en nat med klaprende tænder og lungebetændelse på bondemandens loft blev Kai Bosack hentet næste morgen af modstandsfolk. Og tilbragte resten af besættelsen under jorden.
»Jow,« siger han og smiler veltilfreds. »Jeg kunne have været mindre heldig.«
I modsætning til mange andre slap Kai Bosack med livet i behold. Har levet mange lykkelige og glade år med sin Asta, deres fire børn, 10 børnebørn og 16 oldebørn.
Men Anden Verdenskrig sidder stadig lige inde under huden på ham. Og bliver nogle gange lidt for levende.
»Det var en hård tid. Psykisk var jeg let at påvirke dengang og var ret bekymret over, om min tilstand kunne holde til det. For man fik jo dårlige nerver og sådan lidt.
Og somme tider kan jeg godt få en lille forskrækkelse, lige springe op af sengen og vågne. Det skulle jo ikke sådan køre videre indeni stadigvæk. Men det kan komme, det dukker op lige pludselig. Og det er jeg nok ikke alene om,« siger Kai Bosack og kigger ned på sine lange, krogede hænder.
»Vi skulle have knaldet dem ned for et godt ord. Men det kunne vi ikke.«
Filmen ’9. april’ om den formiddag, hvor tyskerne besatte Danmark, får premiere 12/3
