En halvanden meter lang leguan blev fundet på en skole nær Roskilde. Krybdyret var stukket af fra sin ejer.

En flok skoleelever fik sig et chok, da de i morges skulle i skole. På trappen op til skolen lå en kæmpe leguan og slængede sig.

- Det er noget af en oplevelse eleverne har fået sig. De hentede hurtigt deres lærer, der først troede, at der var tale om en kunstig leguan. Men da den 'kunstige' leguan så blinkede med øjnene, ringede han hurtigt til politiet, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Indfangningen af krybdyret foregik heldigvis fredeligt.

Et tæppe blev lagt over leguanen uden de store problemer, og Falck sørgede for transporten til et dyreinternat, mens politiet holdt skolebørnene på behørig afstand.

Leguanen er nu leveret tilbage til sin ejer, der har lovet at passe bedre på sit kæledyr i fremtiden.