Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen,« sang mange af os juleaften. Men det gør den altså ikke ret meget længere.

Juletræer rundt om i de små hjem er efterhånden ved at se lidt trætte ud. Og næste stop er i brændeovnen eller på traileren og afsted til genbrugsstationen.

Godt 150 husstande i centrum og i den nordlige del af Odense fik tirsdag hentet deres juletræer på adressen af en gruppe frivillige fra Østre Boldklub (ØB), der hører hjemme i kvarteret ved Risingsvej og Døckerslundsvej i den nordøstlige del af byen.

Det er andet år, at boldklubben sender en gruppe frivillige ud efter de trætte træer. For en flad halvtredser kommer raske medlemmer af klubben og tager dit juletræ med til genbrugsstationen.

»Det var en kæmpesucces sidste år, hvor vi samlede 200 træer ind, så selvfølgelig skulle vi fortsætte med den tradition,« fortæller Flemming Rosenlyst, der er ungdomsformand i ØB og som tirsdag var rundt efter træer sammen med sønnen Xander og ungdomstræner Dickson Rajanayagam.

I år er prisen lidt højere end sidste år, hvilket har betydet, at ikke helt så mange har bestilt de friske fodboldfolk til at hente træer.

Helt præcist 168 juletræer skulle der hentes på ruten tirsdag.

»Det er en slags service, vi giver til dem, der ikke har mulighed for at komme af med træet. De kan komme af med træet og oven i det, kan de støtte en god sag,« siger ungdomsformand, Flemming Rosenlyst.

»Vi kan se, at vi henter en del træer ved folk, der bor i lejlighed, som typisk ikke har en trailer i carporten.«

Og pengene for det hårde arbejde går direkte til børne- og ungdomsarbejdet i klubben.

I år er penge blandt andet gået til træningsudstyr som nye kegler, veste og transportable mål. Og tilskud til stævner og ryste-sammen-ture for store og små.

»For nylig har vores U14-hold været afsted til Øens Hold-cup og nogle af vores yngste medlemmer har været til stævne, hvor de har fået en medalje med hjem og en rigtig god fodboldoplevelse.«

Det var en ungdomstræner i klubben, der sidste år præsenterede Flemming Rosenlyst for ideen om at tjene lidt penge til klubkassen ved at hente juletræer. Ideen blev modtaget med en anelse tvivl.

»Det tror jeg ikke rigtigt, at der er nogen, der vil være med til,« lød den første indskyldelse fra ungdomsformanden.

»Jeg var en smule skeptisk, men heller ikke helt afvisende,« fortæller han.

Skepsis blev vendt til begejstring og tirsdag var 14 børn, unge og ældre altså rundt og hente træer. Den yngste på holdet var fem år. Den ældste 68.

»Dagsformen er tæt på 100 procent. Jeg tror den ligger på 99. Vi bøvler lige lidt med de glatte fortove. Min store dreng har været en tur i asfalten. Sådan er det med de unge knejter. De er ivrige og vil gerne yde en indsats,« fortæller Flemming Rosenlyst fra bilen.

Og næste år gør de det igen.

»Ja! Og året efter det. Det har vist sig at være en fantastisk ide. Og gode ideer kan man godt genbruge,« lyder det fra ungdomsformanden i ØB.

Andre læser også